Hej 14 årig dreng
Jeg kan godt forstå, at du er i tvivl om hvad du skal gøre.
Det er altid svært, når man selv har lyst til noget, og ens forældre bare ikke syntes, at det er en god ide.
De fleste forældre vil gerne have, at deres børn holder sig fra rygning, alkohol og stoffer.
Samtidig ved de nok godt, at nogle børn/unge alligevel eksperimentere lidt.
Jeg forstår derfor godt, at du syntes det er spændende med E-cigaretter, og at du gerne vil være sammen med dine venner om det.
Selvom du gerne vil prøve uden nikotin, er det jo rygning. Bare i en anden form. Rygning er jo ikke godt for ens helbred, og slet ikke i en ung alder.
Jeg forestiller mig, at det er derfor dine forældre ikke vil have det.
Måske skal du overveje en gang mere, hvorfor du gerne vil prøve. Er det reelt for at prøve? Eller er det fordi, alle de andre gør det? Er du villig til at bruge penge på en ny vane – også i fremtiden?
Selvom noget føles godt og spændende nu – hvad så om 10 år?
Du siger, at du ikke kan tale med dine forældre om det, men jeg vil alligevel foreslå at du gør det.
De fleste opdager, at det er langt værre at lyve og have hemmeligheder for sine forældre.
Forklar dem, at du syntes det er spændende, og du gerne vil prøve E-cigaret – se hvad de siger til det. Måske har de en god grund til, at nægte dig det, du ikke lige havde tænkt på.
Jeg håber, at du får en god snak med dine forældre.
De bedste hilsner fra BørneTelefonen