Kære pige på 16 år.
Tusind tak for dit brev! Jeg kan godt forstå, hvis du har svært ved at finde ud af, hvad du skal gøre. Derfor er jeg også rigtig glad for, at du har skrevet herind.
I et forhold bliver vi ofte styret af vores følelser. Derfor kan vi komme til at glemme vores grænser. Omvendt er det også vigtigt, at vi går på kompromis. Når to mennesker mødes, kommer de med to forskellige liv og erfaringer. Hvis man skal være sammen, må man ofte finde nogle kompromiser. Det kan f.eks. være, at man ser en anden film end den, man selv ville have valgt. Det kan også være, at man hører noget andet musik eller spiser noget andet mad. Begge personer skal høres i forholdet, og derfor er det godt, hvis man skiftes til at gå på kompromis.
Der er dog nogle ting, som jeg ikke synes, man skal gå på kompromis med. Det er ens grænser. Vi har alle forskellige grænser. Derfor er det vigtigt, at man lærer sine egne grænser at kende. Når man kender sine egne grænser, kan man fortælle dem til ens partner. Hvis ens kæreste ved, hvor ens grænse går, kan han/hun respektere grænserne. Jeg kan høre på dit brev, at du netop har markeret din grænse i forhold til stoffer og hash. Du har fortalt drengen, at du ikke vil være sammen med en, der tager stoffer og hash. Det er rigtig godt, at du har mærket efter og fundet dine grænser.
Jeg kan høre på dit brev, at du har mange bekymringer. Jeg synes, det er alt for mange bekymringer at gå rundt med. Derfor synes jeg også, det er utrolig godt, at du har skrevet herind til BørneTelefonen. Jeg kan ikke fortælle dig, hvad du skal gøre. Du bliver nødt til at finde svaret i dig selv. Jeg kan dog fortælle dig, at jeg er bekymret for dig. Jeg synes ikke, at du skal fortsætte sådan her. Jeg kan høre på dig, at løgnene påvirker dig meget, og det kan jeg godt forstå!
Jeg har nogle forskellige forslag til, hvad du kan gøre. Først og fremmest vil jeg gerne have dig til at mærke efter i dig selv: Hvor går din grænse? Hvad vil du være med til? Kan du være i et forhold uden tillid? Kan du være sammen med en, der tager stoffer? Efter du har overvejet disse spørgsmål, vil jeg bede dig overveje dine muligheder. Det kan måske være svært, og jeg vil derfor komme med nogle forslag her:
Første mulighed: Du kan sige til ham, at du bliver nødt til at respektere dine egne grænser. Du har fortalt ham, at du ikke kan være sammen med en, der tager stoffer. Ved at vælge at tage stoffer, er det altså ham, der har valgt dig fra. Han kendte risikoen, og han valgte at tage den. Denne mulighed er kun en mulighed, hvis du er parat til at give slip på ham. Hvis du ikke er parat til det, er der også en anden mulighed.
Anden mulighed: Du kan spørge, om han er klar til at stoppe med at tage stoffer. Hvis han siger ja, kan du fortælle ham, at du godt ved, at det er svært at stoppe. Derfor vil du gerne have, at han får noget hjælp til det. Du kan fortælle ham, hvad løgnene og stofferne gør ved dig. Fortæl ham hvor bekymret, du bliver. Og fortæl ham hvor meget energi, du bruger på det. Måske kan I tale med hans forældre om det? Det kan også være en onkel eller en anden voksen? KABS er også et eksempel på et sted, hvor han kan få hjælp. I kan læse mere om det her: https://bornetelefonen.dk/henvisninger/kabs/ – ellers har alle kommuner gratis tilbud om hjælpe børn og unge ud af et misbrug. Det kan man finde på kommunens hjemmeside.
En sidste mulighed: Du kan vælge at acceptere, at han lyver og tager stoffer. Når jeg læser dit brev, tror jeg ikke, at det er en mulighed. Jeg tror faktisk, at det er de færreste, som kan acceptere, at en grænse overskrides. Men grænser kan rykkes, og sommetider kan kærlighed flytte grænser. Jeg vil blot have dig til at overveje, om det er det, du ønsker. Hvis du ikke får sagt fra, kan du på en måde komme til at acceptere det. Det er i hvert fald det signal, du kan komme til at sende til ham.
I dit fine brev har du med overskriften spurgt: “Skal jeg stå ved det?”. Mit helt korte svar til det er: Du skal stå ved dig selv! Du skal mærke efter, hvor din grænse går. Hvad kan DU være med til? Du bliver nødt til at passe på dig selv. Jeg ved godt, at det er nemt for mig at sige. Når man har følelser i det, er det meget sværere! Det ved jeg godt. Du skal derfor gøre det, som føles rigtigt for dig. Når du ved, hvad du vil og ikke vil, kan du tale med ham om det. Vær tydelig omkring dine grænser.
Du kan også overveje, om du har lyst til at vise ham dette brev. Måske kan det hjælpe ham til at forstå, hvor svært det er for dig? Det kan også være, at I sammen kan kigge på de forskellige muligheder. Herefter kan I overveje, hvad I synes, der er bedst for jer? Jeg synes i hvert fald, at det er vigtigt, at I gør noget. Hvis I fortsætter med løgne og mistillid, kan det blive hårdt for jer begge to. Det er både hårdt at være den, der er “detektiven”, men det er også hårdt, at være den, der bliver “undersøgt” hele tiden.
Jeg håber på det bedste for jer begge to! Og jeg håber, I finder en løsning, som er god for jer begge.
Kærlig hilsen fra
BørneTelefonen
