Kære Du.
Tak for dit meget ærlige brev.
Det kan være svært at finde ud af, om man har et misbrug eller ej. Men jeg tænker faktisk, at når du drikker i hverdagen i skolen og drikker og tager stoffer alene, så har du et misbrug. Men uanset hvad også meget usundt for en ung dreng på 14 år at drikke og tage stoffer.
Du fortæller ikke noget om, hvorfor du drikker og tager stoffer. Ved du mon selv hvorfor du gør det? Er det fordi dine venner gør det? Eller prøver du at glemme nogle problemer bag en rus?
Det bedste du kan gøre, er at søge hjælp, inden du får så stort et misbrug, at det bliver for svært. Jeg tænker også, at du skal snakke med nogen om grunden til, at du gør det.
Mon de voksne omkring dig har lagt mærke til, at du tager stoffer og drikker? Måske er der en god lærer, du kan fortælle det til. Eller vil dine forældre kunne støtte dig? Det kan være svært at få fortalt, at man har et misbrug - men jeg ved fra andre unge, at det bliver rigtig lettede, når de først har fået bedt om hjælp. Og det er vigtigt med støtte og opbakning fra dem omkring sig.
Der er flere steder, der tildbyder hjælp til unge med misbrug:
På Netstof kan du både tale eller skrive med en rådgiver og finde hjælp i den kommune, hvor du bor.
Og hvis du bor i nærheden af København kan du få hjælp hos KABS
Du kan også selv kontakte din kommune og høre, hvilke tilbud, de har. Du kan ringe til kommunens ungerådgivning. Nummeret finder du på din kommunes hjemmeside.
Jeg kan se på dit brev, at du bekymrer dig for, om du er misbruger og at du ikke har lyst til at være det. Det tænker jeg er godt, for så har du motivation for at gøre noget ved det.
Du er jo så ung og skal have dig en uddannelse og et fedt job. Og du drømmer sikkert også om en sød kæreste. Derfor vil det være synd, hvis du ender med at sumpe dit liv væk på stoffer.
Jeg håber virkelig, at du får bedt om den hjælp, du fortjener. Jeg ønsker dig en virkelig dejlig fremtid.
Kærlig hilsen BørneTelefonen.