Kære dreng på 16 år.
Tak for dit brev. Det kan tit være en udfordring, at starte i gymnasiet, der er meget mere målrettet end folkeskolen. Desværre er der ret mange unge, når de starter på gymnasiet, tænker meget på fester og alkolhol. Der er omvendt også mange unge, der som du, fra starten af gymnasietiden tager undervisningen alvorligt og bare ikke behøver alkohol for at feste. Derfor ved jeg, at selv om du måske kan føle det sådan af og til, ikke står alene med din holdning til at gøre noget ud af skolen og tage afstand fra alkohol i for store mængder. Når du har en følelse af, at de andre ser skævt til dig, kan det så have noget at gøre med, at den gruppe måske fylder og larmer en del mere i hverdagen? Måske fylder deres holdninger så meget, at det kan være svært at se om det er alle andre, der er enige...
Har du lagt mærke til, om der er andre i din klasse, som ikke deltager i snakken omkring alkohol til festerne? Måske er der ikke andre end dig, der har haft sammme mod til direkte at sige noget modsat dem som synes de skal være meningsdannere i klassen - eller bare ikke tør står op for andre synspunkter. Mon der er andre - en mere, som ikke deltager så meget i alkohol/fest snakken? Måske kan du ikke lige sætte ansigter og navne på i første omgang, men prøv eventuelt at lægge mærke til om det er alle de andre i klassen, der aktivt deltager i snakken. Ud over en masse fest aktiviteter, der nærmest altid er på et gymnasium, ved jeg at der på mange gymnasier også er forskellige studiegrupper, interessegrupper - grupper, hvor det er ok at være seriøs og stolt af at nørde med sine fag og interesser (idræt, musik, teater, skak...). Grupper hvor der er andet i fokus end alkohol og fester. Er det en ide for dig, at undersøge hvilke grupper der er på netop det gymnasium, måske er der læsegruppe, kreativ gruppe eller noget helt andet? Hvis der ikke er nogen gruppe, som lige fanger din interesse, kan det så oven i købet være en ide for dig, at du selv opretter en studiegruppe? Hvis du er usikker på, hvordan du eventuelt kan gribe sådan en udfordring an, kan det være en ide for dig, at tage kontakt til din studievejleder eller kontaktlærer?
Selv om du måske ikke lige tænker, at ideen med studiegruppe er dig, kan det så alligevel være en mulighed for dig, at talte med din kontaktlærer eller studievejleder? Det kan være en af dem, kan give dig nogle råd og fif til, hvordan du bedst griber tingene an, er det en mulighed for dig?
Jeg håber du står fast på dine værdier og holdninger, og bruger tiden på det som du synes er vigtigst for dig. Jeg håber da også, at det er ok at gå til fest med klassen, selvom man ikke har behov for eller lyst til at drikke alkohol. Ellers kunne det jo være noget gymnasiet burde sætte fokus på, så alle kan trives.
Du er selvfølgelig også meget velkommen til, at ringe eller sms'e ind til os på 116111 og tale med en rådgiver.
Mange kærlige hilsner
BørneTelefonen.