Jeg har givet op
Kære Børnechat
Jeg er en pige på 15 år. Jeg har det virkeligt forfærdeligt og aner ikke hvad jeg kan gøre ved det.
I skolen er jeg ofte glad, energifuld og en “sød” veninde. Men andre gange viser den dårlige side sig. Min dårlige side er vred, trist, ked af det, irritabel og indelukket. Den dårlige side viser sig en gang imellem i skolen og altid derhjemme.
Jeg har en rigtig god veninde som jeg er meget glad for (og en masse andre gode veninder) og jeg er virkelig bange for at miste hende. Vi har få gange holdt noget i klassen (måske tre gange) hvor vi skulle drikke.
Jeg har ikke kunnet styre mig og har drukket alt for meget så jeg blev fuld. Hun kommenterer det noglegange og jeg bliver så flov og bange for at det ødelægger vores venskab, da hun ikke er interreseret i at drikke.
Der er bare det, at når jeg er fuld har jeg det godt og er glad og jeg glemmer alle bekymringer så det er svært at styre mig. Jeg kan slet ikke finde ud af hvem jeg er og vil være og jeg gør så mange dumme ting som jeg ikke burde fordi jeg altid har været den “gode” pige.
Jeg er forvirret og kan slet ikke tænke eller foretage noget noglegange. Min mor er bekymret fordi jeg er så stille, bare stirrer ud i luften, bliver let vred eller græder og er hele tiden trist. Jeg hader mig selv og livet og aner ikke hvorfor.
Jeg plejede at være så glad og perfekt med gode venner og pludselig går alt bare til lort. Jeg har det så skidt og kan hverken spise, sove eller være glad. Jeg falder sent i søvn, vågner om natten, kan ikke stå op om morgenen. Jeg har heller ikke så meget appetit.
Min mor har snakket om at jeg kunne tale med sundhedsplejersken men ved ikke helt hvordan det foregår og tør ikke spørge hende om det. Jeg er bange for at jeg slet ikke har kontrol over mig selv, og især ikke når det gælder alkohol.
En del af mig siger hele tiden: “Det kan vel også være lige meget?”. En anden del af mig siger at jeg skal tage mig sammen og lade være med at ødelægge min skolegang når jeg er den “bedste” i klassen. Jo længere tid jeg går rundt med de her forfærdelige tanker og følelser kommer jeg til at hade mig selv mere og mere.
Derudover er jeg bange for, at min mor har stress og jeg kan ikke lide min far. Jeg er altid flov over ham i offenligheden fordi han er lidt højtråbende og ligeglad. Det gør mig ked af det, at jeg overhovedet kan være bekendt at være flov over min familie og bare i det hele taget at tale så grimt til dem.
Alt bliver bare værre og værre og jeg er skrækslagen for at miste mine veninder. Vær sød at hjælpe mig jeg har det virkelig skidt. Jeg er i tvivl om min fremtid islr fordi jeg ikke forstår meningen med livet, og tænker meget over det.
Skal jeg virkelig til psykolog for at blive glad igen og hvordan kan jeg styre mit alkoholforbrug?
Hilsen mig
