Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Jeg har givet op

Kære Børnechat

Jeg er en pige på 15 år. Jeg har det virkeligt forfærdeligt og aner ikke hvad jeg kan gøre ved det.

I skolen er jeg ofte glad, energifuld og en “sød” veninde. Men andre gange viser den dårlige side sig. Min dårlige side er vred, trist, ked af det, irritabel og indelukket. Den dårlige side viser sig en gang imellem i skolen og altid derhjemme.

Jeg har en rigtig god veninde som jeg er meget glad for (og en masse andre gode veninder) og jeg er virkelig bange for at miste hende. Vi har få gange holdt noget i klassen (måske tre gange) hvor vi skulle drikke.

Jeg har ikke kunnet styre mig og har drukket alt for meget så jeg blev fuld. Hun kommenterer det noglegange og jeg bliver så flov og bange for at det ødelægger vores venskab, da hun ikke er interreseret i at drikke.

Der er bare det, at når jeg er fuld har jeg det godt og er glad og jeg glemmer alle bekymringer så det er svært at styre mig. Jeg kan slet ikke finde ud af hvem jeg er og vil være og jeg gør så mange dumme ting som jeg ikke burde fordi jeg altid har været den “gode” pige.

Jeg er forvirret og kan slet ikke tænke eller foretage noget noglegange. Min mor er bekymret fordi jeg er så stille, bare stirrer ud i luften, bliver let vred eller græder og er hele tiden trist. Jeg hader mig selv og livet og aner ikke hvorfor.

Jeg plejede at være så glad og perfekt med gode venner og pludselig går alt bare til lort. Jeg har det så skidt og kan hverken spise, sove eller være glad. Jeg falder sent i søvn, vågner om natten, kan ikke stå op om morgenen. Jeg har heller ikke så meget appetit.

Min mor har snakket om at jeg kunne tale med sundhedsplejersken men ved ikke helt hvordan det foregår og tør ikke spørge hende om det. Jeg er bange for at jeg slet ikke har kontrol over mig selv, og især ikke når det gælder alkohol.

En del af mig siger hele tiden: “Det kan vel også være lige meget?”. En anden del af mig siger at jeg skal tage mig sammen og lade være med at ødelægge min skolegang når jeg er den “bedste” i klassen. Jo længere tid jeg går rundt med de her forfærdelige tanker og følelser kommer jeg til at hade mig selv mere og mere.

Derudover er jeg bange for, at min mor har stress og jeg kan ikke lide min far. Jeg er altid flov over ham i offenligheden fordi han er lidt højtråbende og ligeglad. Det gør mig ked af det, at jeg overhovedet kan være bekendt at være flov over min familie og bare i det hele taget at tale så grimt til dem.

Alt bliver bare værre og værre og jeg er skrækslagen for at miste mine veninder. Vær sød at hjælpe mig jeg har det virkelig skidt. Jeg er i tvivl om min fremtid islr fordi jeg ikke forstår meningen med livet, og tænker meget over det.

Skal jeg virkelig til psykolog for at blive glad igen og hvordan kan jeg styre mit alkoholforbrug?

Hilsen mig

Pige, 15 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 15 år.

Det lyder til, at der sker mange ting og ændringer i dit liv lige nu. Det er godt, at du skriver herind om, hvordan du har det. 

Der er komme mange flere følelser og facetter i spil, som du ikke helt kan genkende dig selv i. Nok fordi, du for lidt tid siden så dig selv som en helt anden pige, der altid var glad, styr på tingene og ikke drak alkohol. Det kan godt være, at det lidt irriterende, når jeg skriver, at der sker rigtig mange ting i din alder. Både omkring det hormonelle (pubertet, menstruation) og de følelsesmæssige udsving, det kan føre med sig. Der sker også meget omrkring de ting man bliver i stand til at tænke over, mere bevidst! Tanker om livet, hvad man er for en og hvad man ønsker at være. Jeg gætter på, at dine veninder og klassekammerater også kan genkende de ting, som du kæmper med for tiden. 

At tale med voksne om det

For mig lyder det til, at din mor er klar til at snakke og finde ud af, hvad I kan gøre for at det bliver godt eller lettere. Det kan være følelser, tanker og mere konkrete praktiske ting, der kan være gode at få snakket om. Det kan være aftaler om, hvordan det bliver bedre med fx: alkohol til fester, hvornår lukkes der ned for de sociale medier, at lave lektierne, falde til ro og få søvn eller få frisk luft og motion.

Det kan være aftaler om, hvordan I tager jer af de dage/timer, hvor det føles lidt for meget det hele: er det en gå tur/snak med mor som hjælper, en time på værelset med stille musik med dig selv, et varm bad, aftaler om hvordan du kan vise, hvad du har mest brug for, uden at det bliver til skænderier. Tænker du, at det vil være muligt at talt om det ting og vil det være en hjælp for dig? Det er en måde at finde aftaler og strategier, man kan støtte sig til, når de øv dage/timer er der.

Det kan også være at I sammen finder frem til, at det vil en idé at tale med en anden voksen. Det kan være en voksen du/I kender i omgangskredsen. Det kan også være professionelle voksne; sundhedsplejersken, en god lærer eller en psykolog - dem kan man komme i kontakt med gennem skolen. Nogle synes, det er grænseoverskridende at få hjælp fra andre. Omvendt kan man få andre perspektiver, som kan hjælpe. Det kan også være gennem gratis og anonym rådgivning på sin kommune. Hvad tænker du mon om det?  

Når man skal forholde sig til mange ting

Det vigtigste er, at man tager det i sit eget tempo. Det er lettere sagt en gjort - det ved jeg! Det lyder til at din veninde vil være god at snakke med om mange af de ting. Det kan også være det med alkohol og/eller hvordan hun oplever det og hvad hun tænker. Du vil nok også kunne tale med din veninde om de tanker du har, hvor glad du er for hende og at du ikke vil miste hende som veninde. Selvkritikken kan være hård og derfor er det rart at have en veninde, hvor man kan hjælpe hinanden med at se alle de gode ting og egenskaber ved hinanden.  

Kærlige kram fra 

BørneTelefonen

Alene og udenfor? Få flere råd om ensomhed

Alle kan føle sig ensomme engang i mellem. Men hvis følelsen fylder meget i dit liv, er det vigtigt, der bliver gjort noget ved det.

Følelsen af ensomhed er aldrig din egen skyld, men der er heldigvis mange ting, du kan gøre selv. Læs mere om hvad ensomhed er, hvordan andre børn oplever det og få en masse råd!

Få endnu flere gode råd om Venner, veninder eller ensomhed

Venner er noget af det allerbedste! Men hvad gør man, hvis man er blevet uvenner med sin BFF? Hvis I er kommet op og skændes og der er drama, så kan det gøre en rigtig ked af det. Hvordan løser man så konflikten og bliver venner igen?

Måske har du en ven, som går igennem en svær periode? Fx oplever skilsmisse, sygdom i familien eller kærestesorger. Hvordan kan man så hjælpe sin ven bedst muligt?

Nogen gange kan kærlighed også påvirke venskaber. Hvad hvis man bliver forelsket i sin bedste ven? Skal man sige det eller håbe det går over? Og hvad hvis dig og din ven har det samme crush? Eller hvis du kommer til at kysse med din vens kæreste?

Det kan også være, du ikke har nogen venner eller ikke særlig godt kan lide dem du har? Måske du bliver holdt udenfor eller mobbet? Måske du føler din ensom og alene og ikke føler, du kan være dig selv.

Få svar på spørgsmålene ved at læse gode råd om hvordan du kan løse konflikter med dine venner eller få råd til, hvad du kan gøre, hvis du er forelsket i din ven. Du kan også se videoer og få tips til, hvordan du får nye venner eller du kan læse breve fra andre børn, og se hvilke råd de har fået.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat