Brev

Familieproblemer

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige 14 år,

Jeg kan godt forstå, du ønsker, at din bror vil blive "gennemsnitlig" igen, så I kan være sammen på en god måde i familien.

Du har allerede oplevet, at det kan være meget, meget svært at hjælpe en, der ikke er parat til at få hjælp. Måske har du og din mor, allerede talt lidt om det, med dem på familiecentret?

Når din bror er parat til at få hjælp til, at slippe af med hash-afhængigheden, så kan I hjælpe ham ved at vise og fortælle ham hvor stolte I er af ham, fordi han kæmper for at slippe af med problemet. For det er svært og kan tage lang tid. Men heldigvis kan det lykkes, hvis din bror vil, og han får hjælp til det.

Jeg synes, du var rigtig modig og stærk, da du fortalte din bror, hvordan hans hash-problem ødelægger familien. Fx at din mor måtte aflyse fødselsdagen for familien. Det påvirker jo ikke kun din storebror og din mor – men jer alle sammen.

Selvom din storebror bare afviste det, du sagde, så håber jeg, han alligevel tænker lidt over det, du fortalte ham. Jeg håber også, at han kan se, at selvom du bliver vred på ham, så holder du også meget af ham, og er bekymret. Både for ham og for hele jeres familie. Og at du bare gerne vil hjælpe jer allesammen. Måske kan du prøve at fortælle ham det igen en dag, hvor ingen af jer vrede? Så kan han måske lidt bedre forstå, hvad du mener.

Det er rigtig godt, at din mor sørgede for, at du og din lillebror kom med hende op på familiecentret. Ville din storebror ikke med?

Måske vil det være en god ide, hvis I kan tale mere med familiecentret. Og få stillet nogle flere spørgsmål til dem.

I kan fx tale mere med familiecenteret om, hvordan din mor passer på dig og din lillebror i alt det her. Og få talt om, hvor din mor kan få støtte fra andre voksne, så hun også kan passe på sig selv. For I har allesammen brug for nogen at tale med, om de problemer det giver, at en i familien har et hash-problem.

Måske kunne din mor også overtale din storebror til at tage med i familiecentret? Eller måske kan I aftale med familiecentret, at nogen af dem kan komme hjem til jer for at tale? Så kan det være det er lidt lettere for din storebror at være med?

Din mor kan måske også forklare din storebror, at dem på familiecentret ikke vil skælde ham ud, men gerne vil hjælpe ham til få det bedre. Og at de VED, hvor svært det kan være at stoppe med at ryge hash, men at de også kan sørge for, at han får den rigtige hjælp til at stoppe. Der er desvære mange teenagere, som i en periode har problemer med hash. Heldigvis er der også mange steder at få hjælp.

Måske kan du vise din mor dit brev til os, og mit svar? Så ved hun lidt mere om, hvordan du har det, og hvad du tænker på.

Eller du kan fortælle hende, du har skrevet, og at hun også er meget velkommen til at ringe til os på Forældretelefonen (tlf 35 55 55 57), hvis hun har lyst.

Mange kærlige hilsner til dig fra BørneTelefonen

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

sådan taler du med en voksen om det der er svært

Det kan være svært at vide, hvordan man skal starte snakken?

Måske du bekymrer dig om, at de bliver sure? Det kan være du er bange, eller føler du dig misforstået?

Vi har her samlet nogle gode råd til, hvordan du kan tale med en voksen.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat