Kære pige,
Det må ikke være rart at opleve ikke at være herre over sig selv og sine handlinger, når du får for meget at drikke. Det er meget forskelligt, hvordan man reagerer på for meget alkohol. Mange bliver utilpasse og kaster op, men der er også en del, der oplever black-outs lige som dig.
Jeg kan godt forstå, at du synes, det er ekstra ubehageligt at have disse black-outs, fordi du kommer til at gøre ting, som du ellers ikke ville have gjort. Det er derfor rigtig godt og fornuftigt af dig at tænke så meget over, hvad du kan gøre.
Jeg ved fra andre, som har oplevet black-outs, at de kommer, fordi de pludseligt bliver for fulde. Alkoholen ’slår altså benene væk under dem’ lige pludselig. Er det også sådan, du oplever det?
Nogle af dem, jeg har snakket med, fortalte, at det særligt skete, når de drak drinks med stærk alkohol i. Fx shots eller legede drukspil, hvor de hurtigt skulle bunde alkohol. Det hjalp for dem, at lade være med at drikke shots eller stærke drinks. De prøvede i stedet at holde sig til øl eller cider.
Jeg synes også, du skal mærke efter, om hvorfor du egentlig drikker. Har du egentlig lyst til det? Eller gør du det mest, fordi de andre gør det?
Hvis du ikke har lyst til at drikke, synes jeg virkelig ikke, du skal gøre det. Så kan det måske være en hjælp for dig bare at være helt åben om det. Sige lige ud, at du ikke drikker, fordi du ikke har lyst. Ærlighed respekterer de fleste meget højt.
Måske vil det også være rart for dig at snakke med en veninde om det. Så kan hun hjælpe med at være opmærksom på, om du får for meget at drikke. I kan aftale, at hun sender dig hjem, hvis hun oplever, at du bliver så fuld, at du gør noget du fortryder.
Det er rigtigt, at alkoholisme kan være arveligt. Og det er godt, at du er opmærksom på det. Måske ville det være rart at tale med din læge om det? Din læge vil kunne vejlede dig og hjælpe dig, hvis du oplever, at alkohol er et problem.
Jeg håber, du har fået svar på det du håbede på og ellers vil kontakte os igen, hvis du skulle få brug for det. Det kan også være, du vil have glæde af at snakke med eller læse andre unges oplevelser med alkoholisme i familien. Det kan du blandt andet gøre hos TUBA, der også tilbyder gratis rådgivning til børn og unge. Du kan læse mere her: TUBA
Jeg ønsker dig det bedste med på vejen.
Kærlig hilsen,
BørneTelefonen