Jeg bliver ved med at være ked af det

Kære pige på 14 år,

Jeg kan se, at du har gjort en rigtig stor indsats for at få det godt. Det er rigtigt godt kæmpet af dig, men også en kamp der kan betyde, at man bliver træt og ked af det, når du både kæmper for din ret til at have det trygt og godt som barn og samtidig skifter skole.

Når jeg læser dit brev, får jeg en fornemmelse af en pige, der lytter til sig selv, og det du mærker er bedst for dig. Det tyder på, at du har gjort dette fra du var helt lille. Det er en styrke du har, måske grundet dine liveserfaringer med din 'falske far' og den måde han har været og er i dit liv? Men, den styrke skal du holde fast i, for den er en hjælp for dig og de mennesker, du har tæt omkring dig. Her tænker jeg faktisk også på din 'falske far', for en af de bedste måder man kan hjælpe folk, der overskrider grænser, fx hvad der er ok overfor børn og andre er nemlig, at sige fra og gøre opmærksom på, at det han gør eller har gjort ikke er ok. Det har du gjort, så livet er blevet bedre, og her hvor du har sagt fra, er du bekymret for din lillebror og for, hvordan det kan påvirke ham at være hos din 'falske far'. Det kan jeg godt følge dig i!

Når jeg læser, det du skriver om din falske far, så bliver jeg også bekymret for din lillebror, også selvom hans far opfører sig på en en lidt anden måde overfor ham. Men, din lillebror er stadig sammen med en far, der drikker og tager kokain, og det er ikke godt for din bror. Selvom han ikke tror på dig, så håber jeg, at de voksne tror på dig fx din mor, dine bedsteforældre, din lærer eller dem som du måske har været til møde med i kommunen eller Statsforvaltningen? For jeg kan se, at du har fortalt om det til nogle af de voksne, som jeg skriver om. Og samtidig får jeg en fornemmelse af, at lige præcis her, oplever du, at de ikke rigtig tror på dig, lytter til dig eller hjælper med at passe på dig og din lillebror, og det samvær I har med far. Er det mon rigtigt forstået? Det er jo her de voksne og systemet skal tage ansvar, og passe på dig og din lillebror - det er her, at du skal mærke, at du ikke behøver at kæmpe den kamp for din og din lillebrors ret til en tryg og omsorgsfuld barndom. Når det ikke helt sker, så forstår jeg godt, at du bliver træt og ked af det. Der er nemlig brug for, at de lytter til dig, og tager ansvar for at det bliver trygt at besøge sin (falske) far eller at det i en periode er bedst ikke at besøge ham, både for dig og din bror. Det lyder til, at jeres far har brug for hjælp til at stoppe med at drikke og tage kokain, og det er de voksnes ansvar.

Hvis du ikke oplever, at der lyttes til dig, eller du har brug for en, der er på din side og sikre, at dine rettigheder bliver overholdt og respekteret, så er der mulighed for at tage en bisidder med til møder, fx i Statsforvaltningen eller kommunen. En bisidder kan være en voksen du kender som vil støtte dig og sikre dine rettigheder. En bisidder kan også være en, der arbejder på BørneTelefonen og kender til børn rettigheder og kan gå med dig til møder i Statsforvaltningen eller kommunen. Hvis du tænker, at en bisidder vil være en god støtte for dig, kan du ringe eller sms'e ind på 116111, og snakke mere med en rådgiver om det. Du kan også læse mere her: 

Du skriver, at du egentlig helst vil flytte, så du er fri for at frygte et møde med din 'falske far' og du ikke længere oplever, at du og dine klassekammerater snakker så meget mere. Det får mig til at tænke, at du måske er blevet træt og har brug for roen og tid til at komme til dig selv igen, at du i denne periode passer på dig selv, fx ved at undgå møder med din 'falske far' og måske også ved, at du holder dig lidt for dig selv i skolen - ku det være det de andre i skolen mærker hos dig, når de ikke rigtig snakker så meget som i starten?

For at komme godt videre og forhåbentligt få dit gode humør tilbage, tænker jeg, at der er flere ting, jeg vil foreslå: 

1. at du skal have hjælp til at slippe frygten for din far, fx ved samtaler med psykolog, måske skolepsykologen eller en anden god voksen, som kan hjælpe dig. Vil det være en idé at tale med en lærer om det med skolespykologen, eller din mor og dig selv kontakter PPR i din kommune (pædagogisk psykologisk rådgivning, det er der skolepsykologerne har kontor). Det er ikke fordi, der er noget galt med dig, men det vil være for at snakke med nogen og få støtte til at slippe frygten for din 'falske far'. Samtidig vil det være rigtig godt, at der laves aftaler med din 'falske far', så du kan blive mere tryg ved at gå udenfor. Kan du snakke med din mor om dette, og vil hun kunne snakke med ham om de aftaler, eller vil der være andre, der kan støtte dig her - det kunne også være en bisidder, der tager med til et møde, fx i kommunen eller Statsforvaltningen.

2. at du og din mor får talt eller skrevet med dine skolelærere - måske din klasselærer om hvordan du går og har det. At de skal støtte op omkring venskaber og fællesskaber i klassen, og du måske for tiden har brug for ro og samtidig også, at dine klassekammerater kommer til dig og snakker til dig som før. Jeg håber, at det vil være muligt, så de voksne også kan støtte op om, at du igen trives - og ikke går og ønsker dig væk. For måske handler det at ønske sig væk om, at du har brug for, at andre passer på dig og støtter dig, altså at du ikke hele tiden skal være den, der kæmper, siger fra og passer på andre omkring dig... Mon du kan genkende dette? Vil det være en idé at invitere en eller to veninder med hjem, og holde en hyggelig aften hos dig - eller måske alle pigerne fra klassen til en film aften med popcorn og pigesnakke? Vil det være en idé, og noget du har lyst til og mulighed for?

Jeg gætter på, at den glade pige i dig er lidt træt og glæder sig til at dukke op igen og få lov til, bare at være dig sammen med veninder og familien. Det håber jeg, at du snart oplever igen, når du får den hjælp og støtte, der skal til omkring dig, så du kan være dig og smile og grine mere igen. 

Du er meget velkommen til at ringe eller sms'e ind på 116111 eller logge på chatten, måske har du brug for at tale mere med os?

Mange tanker til dig fra

BørneTelefonen