Kære pige på 14 år
Hvor er det godt at du rækker ud og skriver til BørneTelefonen om dine følelser!
Når man som du har en bror med svære handicap kommer man meget nemt til at føle sig tilsidesat. Det er ikke så mærkeligt fordi din brors behov jo nok fylder rigtig meget.
Når han så samtidig kan reagere kraftigt på andres følelser – kan man jo nemt – som du så fint beskriver – komme til at mangle pladsen til at vise sine egne følelser. Både de positive og de negative. Man kan få en følelse af at skabe problemer, hvis man bare er sig selv. Man føler, at det er upraktisk for stemningen, at man viser, hvordan man har det.
Det er anstrengende og ensomt, når der kommer negative følger af, at man viser følelser. Mange vil vende følelserne indad og blive passive og triste. Det er fordi alle har brug for at blive rummet og set. Når man er 14 år har man ekstra meget brug for det. Der sker så mange forandringer, og der er mange følelser, man har brug for at vende med sin mor og far i din alder.
Du vil gerne have hjælp til at fortælle din mor hvordan, du har det, når du er hos hende. Det kan jeg godt forstå. Det er godt gået at du skriver til brevkassen om det ! For det, du beskriver i brevet, er jo at du og din mor på en måde har mistet vanen med at vise følelser overfor hinanden. Fordi din lillebror fylder og især fordi han reagerer på andres følelser og så er der ballade! Åh altså…
Jeg har nogle forslag til, hvad du kan gøre for at få fortalt din mor, hvor svært det her er for dig.
Først synes jeg du skal få sagt til din mor at du har brug for at snakke med hende. Du må fortælle hende at det er meget vigtigt at der er god tid når i snakker. Der er ligeså vigtigt at i er alene sammen imens. Din lillebror skal være et andet sted, så i ikke bliver afbrudt af hans behov. Hvis du synes det er svært at sige det kunne du måske skrive det til hende? Måske i den periode hvor du er hos din far? Så i får en aftale på plads inden i ses næste gang.
Når i så snakker kunne du starte med at fortælle din mor, at du savner hende. At du elsker hende (hvis du altså gør det). At du er lidt bange for at gøre hende sur. At du ønsker dig at hun lytter og bagefter tænker over hvad hun kan gøre. At du savner at dele både glade og svære følelser med hende.
Du kan sige at du godt ved at der skal tages hensyn til din lillebror. Men samtidig er det meget vigtigt for dig, at du og din mor får skabt nogle ”øer” af tid hvor i kan være sammen uden at skulle undertrykke følelser. Det kunne være en fast dag med jævne mellemrum, hvor du og din mor er helt alene sammen? Så I kan snakke og hygge og du bare kan være dig selv og få din mors opmærksomhed. Jeg synes også, i kunne prøve at finde et tidspunkt på de dage, hvor du er hos din mor, hvor du frit kan vise dine følelser. Måske når din bror sover?
Måske kunne det være en ide at du kom hos din mor på nogle andre dage end som det er nu? Så i får så meget tid alene sammen som muligt. Det kunne i måske også snakke om? Du er 14 år og der er meget du har brug for fra din mor i den her tid. Kunne du fortælle din mor hvad du ønsker fra hende? Vil du gerne opleve noget med hende? Vil du snakke om kærester – venner – skole eller helt andre ting?
Det er nok vigtigt at acceptere, at dagene hos din mor ikke kan blive, som hvis din bror ikke var handikappet og sårbar overfor andres følelser. Men jeg tror på, at I kan planlægge dage og timer, hvor der er plads til, at du kan føle dig fri. Måske kunne din mor og dig starte med en lille tur alene sammen? Så kunne i lægge planer for hvordan i vil gøre…. Samtidig med at I finder ind til hinanden og hygger.
Du skriver din mor bliver sur når hun opdager at du ikke har fortalt hvordan du har det. Nu kender jeg jo ikke din mor. Men jeg forestiller mig at hun faktisk gerne vil kende dine følelser på godt og ondt. Hun har bare svært ved at finde rundt i det hele. Og skabe plads til det. Så derfor er det også SÅ godt at du har skrevet her til BørneTelefonen! Så vi kan hjælpe.
Hvis det er en hjælp, kan du læse dit brev og det her svar højt for din mor, når i skal snakke? Eller du kan bare vise hende brevet ? Det kan være en måde at få taget hul på snakken.
Jeg ved ikke hvordan dine forældres indbyrdes forhold er. Ved din far, du har det svært? Kan du snakke med ham om det? Hvis du føler at dine forældre har det fint sammen, vil det måske være en god ide at bede ham hjælpe. Hvis du tror, der kunne komme flere problemer ud af at involvere ham, er det nok bedst, at du nok bare prøver nogle af de andre ting jeg har forslået.
Hvis du synes, kan du forslå din mor at ringe til ForældreTelefonen. Der kan hun få snakket om hvordan hun kan hjælpe dig.
Nummeret er: 35555557
Hvis du vil snakke med nogen, som har specifik forstand på det at være søskende til en psykisk handikappet kan du gøre det her:
https://psykiatrifonden.dk/hjaelp-raadgivning/raadgivning
De har også grupper for unge pårørende. Det kan du læse om her:
https://psykiatrifonden.dk/hjaelp-raadgivning/raadgivning
Hvis du har brug for en snak, når du går i gang med det her, er du altid velkommen på Børnetelefonen!
Jeg sender dig de varmeste tanker og håber, at du og din mor får snakket om det, du har brug for.
Kærlig hilsen
BørneTelefonen
