Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Jeg bliver ved med at være ked af det

Kære brevkasse.

Jeg er en pige på 14 år der for cirka et havlt år siden gjorde op med sit liv.

Mine forældre er skilt men det er lang tid siden, jeg har dog haft en del problemer angående det. Jeg har altid boede mere som min mor end min min “falske far” (det er det jeg vælger at kalde ham i dette brev).

Min “falske far” er som man nok kan regne ud ikke min biologiske far men adopterede mig som helt lille da jeg aldrig har kendt min biologiske far, der var han selfølgelig gift med min mor. Ham og jeg har aldrig haft det godt sammen han har altid skældt mig ud og rettet på mig konstant.

Min mor har altid prøvet at holde mig og min lillebror på afstand af ham, min mor var også meget bange for ham. Han drak og drak men nægtede det. Han var ikke særlig tit hjemme men når ham var hjemme var det for at skælde min mor ud.

En dag blev det for meget for ham og han flippede helt ud over mig og min lillebror legede og snakkede sammen. Han sagde at han ville gå fra min mor og der sagde min mor “fint men så kommer du ikke tilbage”.

Siden da har de været skilt og han har nærmest været hendes “stalker” og de har aldrig kunnet blive enige i retten osv. Men her for et og et halvt år siden begynde mig og min bror at være mere hos “min falske far” og det gik godt det første halve år

men pludselig vendte det 110 grader og ham og jeg begyndte at skændes rigtig voldsomt, han begyndte at tage hårdt fat i mig og drikke og tage kokain lige foran næsen på mig. Kort sagt behandlede han mig ubehageligt og fik mig til at føle han ville mig det værste.

Efter der var gået et halvt år med det hvor jeg bare fik det værre og værre sagde jeg endelig stop og har ikke set ham siden udover retten, tvangsbesøg osv. Jeg har også sagt at han tager stoffer også videre. Min lillebror tror ikke på mig og er stadig hos ham, han er også altid blevet behandlet på en anden måde hos ham.

Så skulle man tro det hele var godt fordi jeg var kommet væk men nej. Jeg har også skiftet skole nogenlunde samtidig med alt dette og det gik godt i starten men nu føler jeg at der ikke er nogen der gider snakke med mig, det betyder at jeg har det svært med at gå i skole og helst vil blive hjemme.

Jeg vil enlig helst bare ud af folkeskolen så hurtigt som muligt og kunne flytte et andet sted hen og ikke kende de samme mennesker som min “falske far” og heletiden gå og være bange for at møde ham,

jeg holder mig også helst indendøre på grund af det.

Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke kan komme videre men stadig har det så svært som jeg har det.

Hjælp mig

hvad kan jeg gøre for at få mit gode humør igen?

Kærlig hilsen den triste pige.

Pige, 14 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 14 år,

Jeg kan se, at du har gjort en rigtig stor indsats for at få det godt. Det er rigtigt godt kæmpet af dig, men også en kamp der kan betyde, at man bliver træt og ked af det, når du både kæmper for din ret til at have det trygt og godt som barn og samtidig skifter skole.

Når jeg læser dit brev, får jeg en fornemmelse af en pige, der lytter til sig selv, og det du mærker er bedst for dig. Det tyder på, at du har gjort dette fra du var helt lille. Det er en styrke du har, måske grundet dine liveserfaringer med din 'falske far' og den måde han har været og er i dit liv? Men, den styrke skal du holde fast i, for den er en hjælp for dig og de mennesker, du har tæt omkring dig. Her tænker jeg faktisk også på din 'falske far', for en af de bedste måder man kan hjælpe folk, der overskrider grænser, fx hvad der er ok overfor børn og andre er nemlig, at sige fra og gøre opmærksom på, at det han gør eller har gjort ikke er ok. Det har du gjort, så livet er blevet bedre, og her hvor du har sagt fra, er du bekymret for din lillebror og for, hvordan det kan påvirke ham at være hos din 'falske far'. Det kan jeg godt følge dig i!

Når jeg læser, det du skriver om din falske far, så bliver jeg også bekymret for din lillebror, også selvom hans far opfører sig på en en lidt anden måde overfor ham. Men, din lillebror er stadig sammen med en far, der drikker og tager kokain, og det er ikke godt for din bror. Selvom han ikke tror på dig, så håber jeg, at de voksne tror på dig fx din mor, dine bedsteforældre, din lærer eller dem som du måske har været til møde med i kommunen eller Statsforvaltningen? For jeg kan se, at du har fortalt om det til nogle af de voksne, som jeg skriver om. Og samtidig får jeg en fornemmelse af, at lige præcis her, oplever du, at de ikke rigtig tror på dig, lytter til dig eller hjælper med at passe på dig og din lillebror, og det samvær I har med far. Er det mon rigtigt forstået? Det er jo her de voksne og systemet skal tage ansvar, og passe på dig og din lillebror - det er her, at du skal mærke, at du ikke behøver at kæmpe den kamp for din og din lillebrors ret til en tryg og omsorgsfuld barndom. Når det ikke helt sker, så forstår jeg godt, at du bliver træt og ked af det. Der er nemlig brug for, at de lytter til dig, og tager ansvar for at det bliver trygt at besøge sin (falske) far eller at det i en periode er bedst ikke at besøge ham, både for dig og din bror. Det lyder til, at jeres far har brug for hjælp til at stoppe med at drikke og tage kokain, og det er de voksnes ansvar.

Hvis du ikke oplever, at der lyttes til dig, eller du har brug for en, der er på din side og sikre, at dine rettigheder bliver overholdt og respekteret, så er der mulighed for at tage en bisidder med til møder, fx i Statsforvaltningen eller kommunen. En bisidder kan være en voksen du kender som vil støtte dig og sikre dine rettigheder. En bisidder kan også være en, der arbejder på BørneTelefonen og kender til børn rettigheder og kan gå med dig til møder i Statsforvaltningen eller kommunen. Hvis du tænker, at en bisidder vil være en god støtte for dig, kan du ringe eller sms'e ind på 116111, og snakke mere med en rådgiver om det. Du kan også læse mere her: 

Du skriver, at du egentlig helst vil flytte, så du er fri for at frygte et møde med din 'falske far' og du ikke længere oplever, at du og dine klassekammerater snakker så meget mere. Det får mig til at tænke, at du måske er blevet træt og har brug for roen og tid til at komme til dig selv igen, at du i denne periode passer på dig selv, fx ved at undgå møder med din 'falske far' og måske også ved, at du holder dig lidt for dig selv i skolen - ku det være det de andre i skolen mærker hos dig, når de ikke rigtig snakker så meget som i starten?

For at komme godt videre og forhåbentligt få dit gode humør tilbage, tænker jeg, at der er flere ting, jeg vil foreslå: 

1. at du skal have hjælp til at slippe frygten for din far, fx ved samtaler med psykolog, måske skolepsykologen eller en anden god voksen, som kan hjælpe dig. Vil det være en idé at tale med en lærer om det med skolespykologen, eller din mor og dig selv kontakter PPR i din kommune (pædagogisk psykologisk rådgivning, det er der skolepsykologerne har kontor). Det er ikke fordi, der er noget galt med dig, men det vil være for at snakke med nogen og få støtte til at slippe frygten for din 'falske far'. Samtidig vil det være rigtig godt, at der laves aftaler med din 'falske far', så du kan blive mere tryg ved at gå udenfor. Kan du snakke med din mor om dette, og vil hun kunne snakke med ham om de aftaler, eller vil der være andre, der kan støtte dig her - det kunne også være en bisidder, der tager med til et møde, fx i kommunen eller Statsforvaltningen.

2. at du og din mor får talt eller skrevet med dine skolelærere - måske din klasselærer om hvordan du går og har det. At de skal støtte op omkring venskaber og fællesskaber i klassen, og du måske for tiden har brug for ro og samtidig også, at dine klassekammerater kommer til dig og snakker til dig som før. Jeg håber, at det vil være muligt, så de voksne også kan støtte op om, at du igen trives - og ikke går og ønsker dig væk. For måske handler det at ønske sig væk om, at du har brug for, at andre passer på dig og støtter dig, altså at du ikke hele tiden skal være den, der kæmper, siger fra og passer på andre omkring dig... Mon du kan genkende dette? Vil det være en idé at invitere en eller to veninder med hjem, og holde en hyggelig aften hos dig - eller måske alle pigerne fra klassen til en film aften med popcorn og pigesnakke? Vil det være en idé, og noget du har lyst til og mulighed for?

Jeg gætter på, at den glade pige i dig er lidt træt og glæder sig til at dukke op igen og få lov til, bare at være dig sammen med veninder og familien. Det håber jeg, at du snart oplever igen, når du får den hjælp og støtte, der skal til omkring dig, så du kan være dig og smile og grine mere igen. 

Du er meget velkommen til at ringe eller sms'e ind på 116111 eller logge på chatten, måske har du brug for at tale mere med os?

Mange tanker til dig fra

BørneTelefonen

 

 

Skal din mor og far skilles? Få gode råde her

Hvis ens forældre skal skilles, kan man opleve at have mange forskellige følelser. Måske man bliver bange og nervøs, det kan også være man bliver rigtig ked af det eller vred og nogen oplever også lettelse, hvis ens forældre har skændes meget. Man kan også sagtens opleve at have alle følelserne. Måske hverdagen pludselig ser anderledes ud og derfor tager det tid at vænne sig til, at mor og far bor hver for sig

Det er vigtigt at sige, at det aldrig er børnenes skyld, når forældre vælger at blive skilt.

Her på siden kan du finde svar på spørgsmålene ved at se film om blandt andet, hvad man kan gøre, hvis man har det svært med sin papmor. Du kan også få viden om dine rettigheder eller læse andre børns breve.

Du har en Initiativret

Det betyder, at når du er fyldt 10 år, kan du bede Familieretshuset om at holde et møde med dine forældre, hvis du ikke har det godt med det, der er blevet bestemt i forbindelse med dine forældres skilsmisse. Det kan f.eks. være om, hvor du skal bo, hvor tit du skal se den forælder, som du ikke bor hos eller noget helt andet, som du måske er ked af.

Du kan ringe til Børnenes skilsmissetelefon på telefonnummer 20 60 05 50 eller du kan udfylde blanketten og sende den direkte til Familieretshuset. Print brevet her.

Du kan også få en bisidder fra BørneTelefonen til at hjælpe dig.

Hvis dine forældre er skilt, og du ikke er tilfreds med, hvordan du skal bo, kan du bruge din initiativret

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Spil

Sjitshow

Det er tid til et familiebillede! Men hvem skal have en hundelort på hovedet, og hvem skal have et smækkys? Hvem skal ligne en zombie, og hvem skal være superhelt? Du bestemmer – for det er DIN gakkede familie!

Spil om skilsmisse og om skøre familier

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat