Kære 14-årige pige
Du skriver, at ingen lytter til dig. Så er det let at få en følelse af, at ingen interesserer sig for en. Hvor er det bare godt, at du så skriver herind.
Selvom man føler, at ingen hører efter, skal man ikke give op. Man skal blive ved indtil nogen lytter – præcis som du gør nu!
For du kan jo mærke, at der er noget, som du skal have hjælp til. Og dit brev er en rigtig god start på at få lavet noget om. Du skriver, at du kaster din mad op og ikke kan spise noget. Og sådan har du haft det i 1 år – uden nogen har lagt mærke til det.
Det kan være svært at få til nogen til at hjælpe, hvis folk ikke ser eller forstår, at man har det svært. Måske tror de, at man forsøger at gøre sig interessant. Eller måske ser de slet ingenting – som i dit tilfælde.
Du skriver, at du cutter, når du er helt nede. For så får du en lettelse fra det, der er svært. Måske har du for mange ting i livet, der er svære. Du skriver om, at du er bange for din far, der drikker. Og du har det svært i skolen. Derfor er det vigtigt, at du får hjælp til de ting.
Når man har problemer, har man behov for andres støtte. Det er svært at hjælpe sig selv. Men når du får hjælp fra andre, kan du få det bedre. Det ved jeg fra andre unge, der har skrevet herind.
Det lyder som om, at det er rigtig svært for dig at få fortalt om det hele til nogen. Det kan jeg sagtens forstå. Du nævner selv din lærer og din mor, og det tror jeg er gode muligheder – også selvom du er nervøs for, hvad der sker.
Tænk over hvem du kan tale med. En voksen som du stoler på, og som du kan tale med. Det kan være en SFO-pædagog, din læge, en moster/onkel eller bedsteforælder, eller en rådgiver på skolen.
Der er mange muligheder for at starte samtalen. Du kan hive fat i din lærer efter timen. Du kan aftale en samtale med skolepsykologen eller en anden rådgiver på skolen på kontoret. Du kan skrive et brev til din mor, eller vise hende det, du har skrevet til BørneTelefonen.
Måske kunne du ringe anonymt til en rådgivning, og øve dig lidt i at få tingene sagt – inden du taler med en voksen? Du kan ringe til BørneTelefonen på 116 111.
Du kan også tage fat på Landsforeningen mod LMS – Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade – der ved rigtig meget om det at skade sig selv og ikke kunne spise.
Jeg synes det er super stærkt, at du skriver til os. Det er vigtigt og modigt. Jeg vil gerne slutte af med at sige, at du ikke behøver at tage fat i det hele på en gang – eller få sagt alt på en gang.
Det vigtigste er, at du får sagt, at du er bange for, at du har anoreksi. Og at du har brug for hjælp til at komme ud af det.
Held og lykke med alt.
Kærlige hilsen
BørneTelefonen
