Er jeg problemet?
Hej læsere
Jeg er en pige på 14 år og har aldrig haft en kæreste.
Intet kys, ingen holden i hånd, ingen “talking stage”
og der er aldrig nogen dreng
der har sagt at de kunne/kan lide mig på “den måde”.
Jeg skiftede skole i år fordi jeg ikke gad min gamle klasse mere.
Det er heldigvis meget bedre end min gamle
og jeg har fået mange nye venner.
Jeg er gode venner med pigerne og også mange af drengene.
Jeg har dog stadig ingen følelse af
at nogen af drengene er interesseret i mig andet end som ven.
Det er også sådan jeg helst vil have det for at være ærlig,
gider ikke have en kæreste fra min klasse, for meget bøvl.
Det kan også være at jeg bare ikke kan se det,
for i mit hoved kan jeg ikke se hvorfor nogen gad være kærester med mig, men oh well.
Jeg føler også generelt at venskaber mellem piger og drenge her i de ældre folkeskoleklasser
bliver mere “flirtende” naturligt hvis det giver mening?
Jeg har i hvert fald svært ved at skelne mellem flirt og venligt drilleri.
Når men altså, mine to bedste veninder fra min klasse har begge to haft mange talking stages
og den ene har haft mange kærester.
Jeg er overhovedet ikke interesseret i at blive SAT OP med en eller anden dreng fra deres by
og jeg gider seriøst heller ikke få noget med en over snap.
Personligt HADER jeg snap og glæder mig til at folk stopper med at bruge det.
Tror lowkey mange har det på samme måde.
Når jeg er sammen med dem snakker de tit om deres seneste talking stage
og den ene sætter lige nu den anden op.
Det er overhovedet ikke for at genere mig skal det lige siges,
men nogen gange føler jeg mig ekstremt bagud?
Hvorfor er der aldrig nogen der gider mig på den måde?
Som de fleste gør begynder man at give sig selv skylden. Det sygt dumt for
1. det jo ikke min skyld
2. jeg gider jo ikke engang have en talking stage?
Det er meget frustrerende for jeg vil gerne bare prøve det.
en dag, det er det. Jeg beder ikke om mere.
Derfor skriver jeg herind for at I kan adde mig på snap, mit navn er ….. joke.
Nej jeg skriver selvfølgelig ind
fordi jeg vil høre om der er nogen der har (haft) en ens følelse eller for at få nogen råd.
Er det bare mig der ikke tror nok på mig selv?
Skal jeg bare prøve at kaste mig ud i det
og bare at skrive med en dreng som ven over snap?
Overtænker jeg?
Tjaaa jeg tror jeg har forklaret nok nu 🙂
Tak for at læse min roman
mvh. gennemsnitlig pige på 14
Børn
Det er ikke længere muligt at give råd til dette brev. Vil du hjælpe andre børn, så klik her