Kære C.I
Det lyder rigtig irriterende og jeg kan godt forstå, at det frustrerer dig.
Nu ved jeg jo hverken, hvilke slags billeder det er eller i hvilken sammenhæng han tog dem, men uanset hvad, skal han have respekt for, du ønsker han skal slette billederne.
Du har sikkert prøvet at snakke med ham selv, men hvis ikke du har, vil jeg anbefale dig at starte med det. Har du prøvet at, fortælle ham, at du virkelig gerne vil have, at han sletter dem? Og fortalt ham, hvad det gør ved dig, at han ikke vil slette dem?
Hvis I ikke kan løse det selv, så har du brug for hjælp fra en voksen til at få det løst. Er der mon en voksen, du kan forestille dig kan hjælpe?
Kan du món snakke med dine forældre om situationen og få dem til at tage kontakt til hans forældre?
Hvis I går i klasse sammen, kan det være en idé at snakke med en lærer. Har du en lærer, som du tror kan hjælpe dig? Det kan endda være en god idé, hvis du opfordrer din lærer til at tage en generel snak i klassen om det med at tage billeder af hinanden. Hvilke billeder er ok, hvad må de bruges til og skal man spørge om lov inden man tager et billede. Er sikker på alle i klassen kan have glæde af at tale om dette emne.
Hvis I ikke går i samme klasse eller på samme skole, så håber jeg at dine forældre kan hjælpe dig. Jeg er i hvert fald sikker på, at det vil være rigtig godt, at få hjælp af nogle voksne.
Jeg håber, at du får billederne slettet.
Med venlig hilsen
BørneTelefonen