Brev

jeg er bange for min bror.

Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 15 år

Det lyder til, at der er rigtig mange ting omkring din bror, som gør din hverdag svær og utryg. Hvor er det godt, at du har skrevet ind til os, så vi kan hjælpe dig videre. Det er utrolig modigt af dig at skrive det hele ned og bede om hjælp! Mit svar kommer til at blive lidt langt, så måske det kan være en god idé at gemme det, så du altid kan finde tilbage til de forskellige råd og forslag.

Grænseoverskridende opførsel
Det din bror gjorde med at trække sine bukser ned og tvinge dig til at røre ved sig er slet, slet ikke okay. Ligesom det heller ikke er okay, at han slår dig, tager kvælertag, krammer dig så hårdt, at du ikke kan få luft og uprovokeret viser dig porno.

Han opfører sig grænseoverskridende og ubehageligt overfor dig, selvom du fortæller, at du faktisk har bedt dine forældre om hjælp og ham om at stoppe. Hvilket er ret stærkt gået af dig, fordi det kan faktisk være enormt svært at sige fra overfor sådan en opførsel.

Du lytter godt efter dig selv og de signaler, som din krop giver dig om, at det ikke er okay, det du oplever. Jeg kan godt forstå, at du føler dig magtesløs og bange, når det sker ofte og du også bor sammen med ham. Du skriver, at han har haft adfærdsproblemer siden han var lille, men du skal vide, at det stadig er lige så forkert, når han opfører sig på denne måde. Det er på ingen måde din skyld.

Jeg kan godt forstå, at du er utryg og bange og sådan skal det ikke være. Slet ikke hjemme i ens eget hjem. Der skal man føle sig tryg og sikker, så det er godt, du reagerer på det.

Du har ret til at være tryg i dit eget hjem
Du skriver, at han nogen gange er sød nok – og i mange sammenhænge opfører han sig normalt. Måske føler du, at du ‘sladrer’ om sin bror? Men lige her er det vigtigt og okay at tænke på sig selv først – og det er vigtigt, at nogle voksne hjælper din bror. På den lange bane er det en hjælp for din bror, at nogen stopper op  og reagerer ved at sætte grænser. Han skal lære, at han ikke kan behandle andre mennesker på den måde. Det kan få store konsekvenser for ham senere i livet, hvis han overskrider grænserne hos fx kæreste, kone og andre personer. Derfor er det så vigtigt for jeg begge to, at du nu skaffer hjælp.

Ved at tale med nogen om det kan både du, dine forældre og din bror få hjælp. Faktisk har du ret til at blive behandlet ordentligt, være tryg derhjemme, beskyttet mod seksuelle overgreb og vold.

Når du skriver, at dine forældre ignorerer dine råb om hjælp, så tænker jeg, at det er er fordi, de måske heller ikke kan styre situationen og ikke ved, hvordan de skal få hjælp. Men faktisk så er det deres ansvar, at I alle har det godt derhjemme og det lyder til, at de har lidt svært ved det. Men det er ikke for sent at få hjælp.

Hvad kan du gøre nu?

Fortæl det til en voksen, de SKAL nemlig hjælpe dig
Der er flere forskellige måder, du nu kan få hjælp på. Som barn og ung har man nemlig flere muligheder for at få hjælp og faktisk siger loven, at voksne skal hjælpe børn og unge, som fortæller om at være udsat for vold, som du gør her. Lærere, pædagoger og andre, som arbejder med børn og unge har et særligt ansvar for at fortælle det til kommunen, så du kan få hjælp.

Er der mon en voksen på din skole, som du kan tale med og f.eks. vise dit brev til? Det kan være lettere at vise brevet end at forklare det hele forfra, men det er op til dig, hvad du føler dig mest tilpas med at gøre. Vi har også en guide, som kan hjælpe med at formulere en start: Fortæl noget svært.

Kommunen kan hjælpe dig
Alle kommuner har anonym rådgivning for børn og unge. Hvis du har lyst, så kan du selv tage kontakt til den kommune, du bor i, hvor du kan tale med en børne- og ungerådgiver, som kan hjælpe dig.

På linket her finder du kontaktinformation, rådgivning og andre hjælpetilbud. Jeg kan godt forstå, hvis det lyder lidt skræmmende og måske har du også en masse spørgsmål om det at kontakte kommunen.  Du kan få mere viden om det og dine rettigheder ved at se videoerne her.

Hvis du ringer til kommunen, kan du for eksempel sige: “Hej, jeg har det svært derhjemme, fordi min bror slår og mine forældre ikke hjælper mig. “Jeg vil gerne tale med en, som arbejder med børn og unge.”

Du kan godt være anonym, men hvis du ønsker, at kommunen skal hjælpe dig, så bliver du på et tidspunkt nødt til at fortælle dem, hvem du er.

Jeg forstår godt, hvis du har mange tanker om at få hjælp fra din kommune. Det er helt okay at være nervøs eller bange. Men måske er det netop her, du kan finde den hjælp og støtte, der kan gøre det hele lidt bedre. 

Vi på BørneTelefonen kan også hjælpe dig med at finde det rigtige telefonnummer til din kommune, hvis du ringer til os på 116 111. Ligesom vi også kan hjælpe dig med at komme i kontakt med kommunen og tale med dig om, hvilken voksen i dit netværk, der ville kunne hjælpe dig.

Du kan også få en bisidder fra BørneTelefonen til at hjælpe dig.

En bisidder
Vores bisiddere har hjulpet mange børn og unge, som har haft brug for hjælp på den ene eller anden måde. Det er en voksen, der kan møde dig, der hvor du har lyst, så det kan være på en café, på biblioteket, i en park eller hvor som helst I to aftaler. Tilbuddet er helt gratis for dig at bruge.

Bisidderen lytter til dig og fortæller dig om de muligheder der er for at få hjælp. Ikke kun til dig – men også til din familie, hvilket måske i din situation kunne være en god løsning.

I den her video kan du høre lidt mere om, hvad en bisidder er og hvad det egentlig vil sige Har du brug for hjælp? Få en bisidder hos Børns Vilkår. Hvis du allerede nu føler dig klar til at få en bisidder, så kan du faktisk ringe anonymt og direkte til Bisidningen på tlf. 35 55 55 56. Hvis du beslutter, at du vil have en bisidder, så har vi dog brug for at vide, hvem du er.

Hvis du ringer til os, og vi bliver bekymrede for dig, så skal vi fortælle det til din kommune, så vi kan sikre os, at du får hjælp. Det er derfor, at du kan starte med at ringe til os anonymt, hvis du gerne vil vide lidt mere om, hvordan vi kan hjælpe dig.

Men alt det kan du tale meget mere om med bisidderen. For nu kan du bare starte med at se det som en samtale med én voksen, der kan hjælpe dig endnu mere end jeg kan her.

Jeg håber, at du kan se, at der er flere forskellige muligheder for at få hjælp til din situation. Det er rigtig hårdt at føle sig magtesløs og alene, og derfor er der heldigvis mange voksne, som både vil og skal hjælpe dig. Du har taget første skridt mod at få hjælp ved at skrive her til brevkassen og jeg håber, du har mod på at tage næste skridt ved at følge et af rådene.

Det er så stærkt og modigt at række ud og jeg tror på, at du kan fortælle det til andre end mig. Hvis du har brug for det mindste fra mig eller en af mine kollegaer, så må du altid gerne skrive igen eller ringe til os på 116111.

Til sidst vil jeg lige sige, at dine Forældre kan få anonym rådgivning hos ForældreTelefonen hverdage på tlf. 35 55 55 57. Måske kan du foreslå dem det?

Mange kærlige tanker fra BørneTelefonen

Hvordan har du det i din familie?

hvordan har du det med din familie?

Føler du dig udenfor? Kommer du tit op at skændes med dine forældre? Er det svært med dine søskende?

Klik dig videre her og få gode råd til, hvordan du kan få det bedre i familien.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat