Kære 15-årige pige
Mange tak for dit brev! Du skriver at du er lidt forvirret omkring dine følelser, hvor du er i tvivl om du er sensitiv eller om der måske er noget andet galt.
Du fortæller også om en episode du undrer dig over. Da du skulle arbejde var alle busserne forsinkede. Du prøvede to forskellige busser, som aldrig kom, udover den du plejer at tage. Du blev så overstimuleret og forvirret at du begyndte at græde over det da du kom ud af bussen.
Den situation gjorde at du ikke kom på arbejde og nu føler du dig skyldig over at du undgik arbejde fordi du blev overstimuleret. Jeg kan godt forstå at du tænker over den episode og har dårlig samvittighed over det. Men jeg tror faktisk det var rigtig godt at du lyttede til dine egne grænser og ikke kom på arbejde den dag.
Efter sådan en episode kan man godt komme til at glemme hvor slemt man egentlig havde det, og tale det lidt ned. Og så kan man jo godt få skyldfølelse, fordi man har glemt hvor ked af det man egentlig var. Er det mon sådan det også føles for dig?
Jeg vil lige starte med at sige, at jeg synes du er rigtig god til at reflektere over dine egne følelser. Det er virkeligt sejt at kunne det. Her på BørneTelefonen får vi mange breve fra andre børn og unge, særligt teenagere, som kan være i tvivl om deres følelser og tanker. Så du er slet ikke alene.
Som du nok ved, flyver der masser af hormoner rundt i kroppen når man er teenager, og det kan påvirke ens humør og følelser ekstra meget. Det er derfor helt normalt i din alder at have en masse tanker og følelser i kroppen – som kan få dig til at blive helt overstimuleret!
Du skriver at du tit græder og bliver nervøs, og at det faktisk er begyndt at blive hyppigere. Det får mig til at tænke på, om der mon er noget lige nu i dit liv, som kunne stresse eller påvirke dig negativt? Måske kunne du snakke med dine forældre eller en god veninde om det? Eventuelt kunne du vise dem dit brev til os.
Det kan være rigtig rart at snakke med nogen i sit liv omkring svære følelser og forvirrende tanker, så du ikke går rundt med det helt alene! Måske kunne de også give deres perspektiv til hvad det kunne skyldes, og måske har de endda oplevet noget lignende i deres liv. For selvom jeg skriver det kan være helt normalt, er det rigtig godt du er opmærksom på at det faktisk er blevet værre. Så er det endnu vigtigere at dele sine tanker med nogen, så de kan hjælpe én med at få det bedre.
Derudover skriver du i din titel på brevet “Tegn på angst?“. Jeg tolker det lidt som om du er i tvivl om du har angst. Er det mon rigtigt forstået? Angst er en lidelse, som man kan få en masse god hjælp og vejledning til.
Hvis du har mod på det kan du gå til din læge, og fortælle om dine tanker og følelser – som du så fint har reflekteret over i dit brev herind til os – og så kan din læge hjælpe dig til at finde ud af hvilken slags hjælp og støtte du skal have. For det skal du have uanset om du har angst eller ej. For selvom det er helt naturligt i perioder af sit liv at være mere ængstelig eller trist, så er det stadig vigtigt at man er okay!
Jeg får også lyst til at dele en side med dig. Derinde kan du få gode råd til at få ro på tankerne og nogle idéer til vejrtrækningsøvelser. Det kan være nogle af dem kan hjælpe lidt? Siden kan du finde her
Her til sidst får jeg lyst til at sige at der ikke er noget galt med dig. Vi mennesker kan have problemer, men vi er aldrig problemet. Kan du følge mig i det?
Du gør det helt rigtige når du rækker ud efter hjælp fordi du kan mærke at følelserne er blevet værre. Det er ikke meningen at du skal være nervøs og ked af det hele tiden. Du fortjener nemlig at have det godt og være glad.
Jeg håber at mine råd kunne hjælpe, og husk at du altid er velkommen til at ringe eller skrive til BørneTelefonen på 116111. Jeg ønsker dig alt det bedste!
Kærlig hilsen BørneTelefonen
