Kære pige på 15 år.
Tak for dit brev. Hvor er det godt, at du skriver!
Jeg kan virkelig godt forstå, at du føler dig nervøs og bange, nu hvor du tror, at I snart skal have svømmetimer i skolen. Du fortæller, at du sidste år var ved at drukne, da du forsøgte at lære at svømme. Det må have været en meget voldsom oplevelse, og det giver rigtig god mening, hvorfor du mærker frygten nu.
Jeg får lyst til at spørge, hvordan det skete? Kom du på for dybt vand? Var du alene eller for langt væk fra andre? Uanset hvordan det skete, så kan sådan en oplevelse sætte nogle dybe spor i kroppen, som bare gør, at man for alt i verden vil undgå, at det sker igen!
Jeg synes i hvert fald på INGEN måde, at det lyder dumt, og det ville også undre mig, hvis andre voksne skulle synes det.
Jeg nævner “andre voksne”, da jeg synes, at vejen frem for dig vil være at tale med dine forældre og din lærer om situationen. For det første virker du ikke helt sikker på, om I overhovedet skal have svømning, så det kunne måske være et godt sted at starte. Prøv at finde ud af hos din lærer, på dit skema eller gennem dine klassekammerater, om I faktisk skal have svømmetimer. Hvis I nu ikke skal, så kan du slippe af med frygten for nu.
Hvis du så finder ud af, at I skal have svømning, så vil det næste skridt nok være at fortælle om din frygt og dine ønsker til dine forældre og din lærer. Du nævner, at du gerne vil fritages, men du ved ikke, om det er helt lovligt. Aftaler om fritagelse kan være meget forskellige fra skole til skole, så jeg kan desværre ikke give dig et svar på, om du kan få lov eller ej.
Men skoler stræber ikke kun efter elevers læring. De stræber også efter elevers trivsel. Derfor tror jeg nu nok, at I kan finde frem til en eller anden god aftale.
Du skriver, at du slet ikke ønsker at komme dig over din frygt, men hvad ville du fx sige til at være med i svømmehallen i et lille bassin, hvor du kan bunde eller måske bare ved bassinkanten? Selvom det kan føles meget modsat, hvad din krop fortæller dig, så kan – bare det at være til stede – faktisk gøre vandet mindre skræmmende.
Uanset hvad, så ville en god aftale skulle foregå i DIT tempo, og det behøver ikke nødvendigvis at handle om, at du skal komme dig over frygten. Måske bare at kunne være deltagende i rummet eller blive lidt mere komfortabel med at være i nærheden af vand?
Du kan jo overveje, om det kunne give mening for dig.
Du skriver også, at du er nervøs for at snakke med din lærer, fordi du er bange for, at han ikke giver dig lov, og at han ikke tager dig seriøst. Måske kan du være nervøs for, at han synes, det er noget pjat, eller at han måske ikke tror på dig.
Men her vil jeg sige, at hvis du fortæller om situationen lidt ligesom du gør her til mig, så er der en god chance for, at han nok skal tage dig ganske seriøs. Du kunne prøve at sige til ham direkte “jeg har faktisk været nervøs for at tale med dig om det, fordi jeg har været bange for, at du ikke vil tage mig seriøs. Men jeg håber, du vil tro på, at det her er noget, der går mig meget på og gør mig rigtig bange”.
Ellers kan du muligvis tale med ham sammen med dine forældre, eller bede dine forældre tale med ham på dine vegne? Hvad tænker du om det?
Jeg tror i hvert fald på, at du kommer længst ved at tage fat i dine forældre og din lærer. Fordi det er slet ikke meningen, at du skal gå rundt med en følelse af frygt og ubehag i maven.
Jeg håber, mit brev kunne hjælpe dig lidt på vej. Hvis du gerne vil tale mere, er du altid velkommen til at skrive igen eller ringe til os på 116111. Vi sidder klar med lyttende ører!
Mange kærlige hilsner
BørneTelefonen
