Kære pige på 14 år
Jeg kan godt forstå, at du er frustreret. Det er ikke særligt rart at føle sig tvunget til at gøre noget som helst – lige meget hvad det er. Og slet ikke når det er ens ven, der tvinger en til noget.
Det er rigtig godt, at du ved, at det ikke er i orden. For det er det ikke. Der er ikke nogen, der har ret til at tvinge andre til noget. Hun har ikke ret til at bestemme, hvad du laver, eller hvem du laver det med. Jeg kan godt forstå, at det kan være rigtig svært at sige nej til hende – specielt hvis hun i forvejen tvinger dig til ting. Det lyder ikke til, at hun godtager et nej. Du skriver, at hun bliver pisse sur, når du siger nej.
Jeg kan godt forstå, at du er nervøs for at sætte venskabet på pause eller sige fra, når du tænker, at hun kan finde på at vende hele klassen mod dig og bagtale dig. Det ville ikke være særligt rart for dig, hvis hun gjorde det. Jeg bliver nysgerrig på, hvad der mon ellers sker, hvis du siger nej til hende? Næste gang hun vil tvinge dig til at tage et sted hen eller aflyse en aftale med nogle andre – hvad ville der så ske, hvis du sagde nej? Det er selvfølgelig ikke særligt rart, hvis hun bliver rigtig sur på dig. Men måske vil det, at hun bliver sur fylde mindre, når du har stået ved dine egne grænser og sagt nej til hende? Man kan godt få en rigtig god mavefornemmelse, når man kan mærke, at man har gjort det rigtige for sig selv. Jeg ved godt, at det måske er nemmere sagt end gjort. Men jeg synes alligevel, at du skal se, om du har mod på at prøve at sige fra over for hende.
Samtidig tænker jeg også, at du har helt ret i, at du ikke skal gå rundt og have det dårligt i et helt år, inden du skal på efterskole. Jeg kan godt forstå, at du ikke nødvendigvis har så meget lyst til at snakke med hende om tingene. Det kan godt være rigtig svært at skulle gøre, hvis man tænker, at det på ingen måde vil ende godt. Jeg vil derfor råde dig til at prøve at snakke med nogle andre om det – uanset om du vil prøve det med at sige nej eller ej. Jeg synes, du skal prøve at snakke med nogle andre venner om det. Måske gør hun det også mod andre? Så kan I snakke lidt om, hvordan det er og måske snakke med hende sammen? Hvis hun ikke gør det mod andre, så kan det stadig være rigtig rart at vide, at ens andre venner har ens ryg. Måske vil de stadig gerne hjælpe dig med at snakke med hende om det.
Hvis du ikke tænker, at du har lyst til at snakke med nogle andre venner om det, så synes jeg, at det kunne være rigtig godt at snakke med en voksen. Måske har du en rigtig sød forælder, en god klasselærer eller en anden voksen i dit liv, som du stoler på. Du må gerne vise eller printe dit brev og også mit svar ud, hvis det kan hjælpe dig at vise det til nogen. Det kan godt være svært at skulle sige det højt. Så kan det hjælpe at have et brev, man kan vise dem.
Hvis det er en lærer, du taler med, så får du også mulighed for at fortæller, at du frygter, at hun vender klassen i mod dig. Så kan din lærer være en god hjælp og kan tage emner om, om det gode fællesskab og kammeret, uden at nogen ved, at du har talt med din lærer.
Jeg håber, du har mod på at prøve at sige fra over for hende. Tale med vennerne om det, lærer og forældre, så er de klare over det, hvis hun skulle sætte rygter igang om dig eller forsøge at vende klassen i mod dig. Det ville være rigtig sejt af dig. Jeg forstår godt, at det kan være rigtig svært. Uanset hvad så tænker jeg, at det kunne være rigtig godt, hvis du fortalte nogen om, hvordan du oplever jeres venskab.
Kærlig hilsen
BørneTelefonen