Hun fylder for meget
Hej Brevkasse
Der går en pige i min klasse, som ganske enkelt gør livet forfærdeligt for mig. Hun er sådan en person der skal være perfekt og hendes forældre har meget høje forventninger til hende. Jeg ved det er et stort press fra forældrene, men jeg synes ikke det skal gå udover mig.
Det startede helt tilbage i børnehaven, hvor hun skiftede med at være streng over for mig og så ville være sammen med mig. Jeg tror hun altid har været lidt jaloux på mig, fordi jeg også klarer mig godt. Desuden har jeg altid stilt mig op og sagt hende imod, hvis jeg var uenig. Hun er slet ikke vant til at blive sagt imod, fordi alle er så fascinerede over at hun er virkelig dygtig til alting.
Jeg gik normalt i klassen under, men i 1. klasse rykkede jeg op til hendes klasse. Engang i 3. klasse (hvor vi var gode venner), ikke ret lang tid efter jeg startede i klassen, skulle vi på lejrskole. På lejrskolen var alle drengene “vilde med mig” (eller hvad man nu var i 3. klasse). Nå men det betød at en dreng slog op med sin kæreste, og så blev hun selvom det ikke var hende han havde slået op med, møg sur fordi hun syntes det var min skyld.
Da vi kom hjem var vi åbenbart ikke længere venner, og nogle måneder efter rejste hun til Frankrig for at bo der i 2 år. Da hun kom tilbage i 6. klasse var hun sød og genert, og kunne godt se at hun havde været streng, da hun var lille. Igen ville hun gerne være sammen med og hun startede til samme fritids interesse som mig. Kun en måned efter var genertheden væk, og hun blev sit gamle jeg igen. Samtidig fik hun bedre resultat end mig i vores sport, og alle syntes hun bare var et kæmpe talent og helt fantastisk (præcis ligesom alle andre ting hun gjorde). Hvad end hun laver, er hun altid den bedste.
Der gik et år hvor vi agerede “bedste veninder” og mange tror stadig at vi er helt tætte, selvom vi ikke har snakket sammen i et år. Det sidste halve år vi var venner, spurgte hun mig 5 gange hver dag, om jeg var okay, fordi jeg altid var trist, men jeg fortalte hende bare jeg var træt.
Lige pludselig en dag holdt hun op med at tale til mig, og var pludselig bedste veninde, med min gamle rigtig gode veninde. Jeg havde ingen i klassen, for alle mine andre veninder vendte sig imod mig fordi hun “har magten over dem”. Hun kom altid med sådan nogle små personlige bemærkninger, som bare kunne få hjertet til at synke en halv meter. Hun var så dominerende og er det stadigvæk og hun skulle altid påpege at hun var bedre end mig. Det er svært at forklare hvordan hun er, og endnu sværere at være den eneste der kan se at hun har en anden side.
Nu er der gået et år siden vi var sammen som veninder sidste gang og hun går mig så meget på. I klassen lader hun som om jeg ikke er til stede, men når der ikke en nogle af dem hun snakker med til vores sport, så vil hun pludselig gerne være sammen med mig og klamrer sig til mig. Hver eneste gang hun er til stede, bliver jeg trist og døsig og kan slet ikke noget.
Folk spørger mig altid, om der er noget galt, og at jeg ser så mut ud, men jeg kan ikke gøre for det. Når hun er der vil jeg helst bare dø. Når nogle nævner hendes navn (og folk snakker seriøst hele tiden om hende. “Ej, hun er så nuttet” eller “hun er så god til dit og dat”) bliver jeg fyldt med had og bliver så ked af det. Jeg har aldrig haft så stærkt et had til nogen. Det er et virkelig stærkt ord, og jeg skammer mig over at føle sådan over for en, men jeg kan virkelig ikke gøre for det. Hun har altid været der til at overgå mig og til at gøre mig ked af det.
Jeg har virkelig, virkelig haft det dårligt. Jeg tror virkelig at det eneste der hjælper er hvis hun bare forsvandt, men det er jo umuligt. Jeg har prøvet så meget for at få det bedre. Jeg bliver ved med at tænke, at jeg måske kan være venlig over for hende og så kan vi, på overfladen, få et mindre anstrengt forhold. Jeg bliver ved med at tænke “fra nu af skal du ikke være jaloux, du skal bare komme videre”, men lige lidt hjælper det.
