Brev

Er det bare mig, eller er det her mobning?

Kære Brevkasse.

Jeg er en pige på 14 år, der har gået på en privatskole i hele mit liv. Og jeg går nu i 7. klasse. (8. efter sommerferien) Min far arbejder derudover også på skolen, hvilket jeg har været rimelig glad for, da mine forældre er skilt, og jeg derfor ser ham oftere på denne måde.

Allerede i 0. klasse fik jeg en rigtig rigtig sød veninde, som virkelig bare var min eneste veninde.Vi var sammen mindst fem gange om ugen, og vi følte næsten at vi boede hjemme ved hinanden. Vi var ALTID sammen, og man kunne ikke sige det ene af vores navne uden at sige det andet.

I sommerferien til 4. klasse bliver mine forældre (endelig) skilt efter 4 år, hvor det ikke er gået så godt. Det var meget meget hårdt for mig, men min veninde var der heldigvis… Eller det var hvad jeg troede. Allerede et halvt år efter beslutter hun at vi ikke skal være veninder mere, og da skilsmissen tog rigtig hårdt på mig i forvejen, blev det bare endnu værre.

Hun begyndte stille at være sammen med en anden pige, og jeg var fortabt, da jeg jo ikke havde nogle veninder ud over hende, men hun åbenbart (i smug) var blevet gode venner med hende pigen.

Selvtilliden røg virkelig ned, og lige siden da har venskaberne været lidt usikre.

Egentlig har jeg to rigtig søde piger som er gode veninder, men problemet er bare at den ene går i min parallelklasse så hun er svær at søge støtte ved, i timerne og til klasseargrangemaner. Og hun er heller ikke specielt god til at lytte.

Den anden er også sød nok, men problemet er at jeg føler hun udnytter mig da hun er meget svag fagligt og jeg er meget stærk lige på det punkt. Hun går til fodbold og jeg går til håndbold, og hvis jeg fx ved et uheld ikke griber en bold kan hun finde på at sige: “Og du kalder dig selv for håndboldspiller?!” og selvom hun nok ikke mener det, rykker det min selvtillid ned hver gang. (Det skal lige siges at jeg, ikke for at blære mig, er målmand for et U16B hold sammen med en masse 9. klasser OG har en redningsprocent der ligger mellem 60-85% NÆSTEN HVER GANG)

I dag var der så den her grill-aften for klassen og min ‘venindes’ mor ville ikke med, så hun spurgte om hun ikke måtte komme med os. Selvfølgelig måtte hun det, så vi købte også mad til hende.

For det første var hun dybt fornærmet over at vi skulle tidligt hjem, fordi min lillebror på 8 år skulle i seng. Så kunne hun jo ikke nå at spille fodbold, og i skolen i dag gjorde hun det MEGET tydeligt at vi SKULLE komme og hente hende tidligt ‘fordi hun altså bare ikke gad at komme forsent’ på trods af at hun ved at min mor har en del problemer med min skole da de ikke har behandlet min lillebror ordentligt (lang historie) Så hun har jo ikke så meget overskud

Men i hvert fald, så efter vi har spist, og det egentlig var okay hyggeligt går vi over på en fodboldbane og spiller rundbold. Vi starter med at spille pigerne mod drengene, og jeg er (som altid) mega dårlig, men jeg tager det på det tidspunkt ikke så tungt. Da det så ser ud til at drengene vinder stort vil de andre i klassen have nye hold.(fair nok) Det første der bliver foreslået er 1. og 2. vælger, men jeg prøver at sige i mod da det altid ender med at nogen bliver kede af det. Min ‘veninde’ siger ikke noget, ligesom alle de andre. Jeg blev ignoreret fuldstændig. OG DE HAVDE HØRT MIG…

Det ender så med at det bliver en af de populære drenge som første vælger, og min ‘veninde’ som anden vælger. Det første jeg tænker er “Yes, nu bliver jeg ikke valgt til sidst” Jeg krævede ikke engang at hun valgte mig først, men måske som 3. eller 4…. Men nej min kære ‘veninde’ valgte mig slet ikke. Selv en lillebror fra 3. klasse blev valgt før mig. Og jeg havde øjenkontakt med hende hele tiden.

Det ender så med at jeg ikke bliver valgt, men går over på det hold som mangler en. Ydmygelsen, skuffelsen, og alle de der følelser er slet ikke til at beskrive. Jeg følte/føler mig så svigtet. Hun sagde ikke engang undskyld da hun kunne se at jeg havde tårer i øjnene. Hun spurgte bare om jeg var okay.

Jeg ved godt hvorfor jeg er dårlig: Jeg er bange for at skyde langt fordi hvis jeg laver en griber bliver jeg råbt op i hovedet og svinet til. Jeg kom nemlig til at gøre det én gang. Jeg føler mig virkelig uden for klassen, og føler at jeg har mistet den eneste jeg troede ville være der for mig.

Jeg har snakket med min mor og hun foreslår at jeg flytter ud på den skole hun arbejder på. Jeg er lidt fifty fifty. Laver lige en liste over daglige ting jeg gør for min ‘veninde’: -Læser højt i historie da hun er odblind -Giver hende halvdelen af min madpakke hvis hun har glemt -Siger (dumt nok) ja til at lave hendes del af opgaven, når vi er i gruppe sammen, fordi jeg ved det er nemmere for mig (ved det er en bjørnetjeneste, men det ligger til min natur automatisk og sige ja) -Jeg tager med hende ud og spille fodbold (på trods af at jeg også dér bliver ydmyget på grund af mine manglende fodboldevner) -Jeg tager den og snakker med hende en time eller over, tre gange om dagen eller noget, fordi hun keder sig. SELVOM min yndlings serie køre i fejrnsynet -Jeg siger altid ja når hun spørger mig om jeg vil være i gruppe med hende, selvom det trækker mig MEGET ned -Jeg ringer til adskillige folk (fx sports butikker, hvis hun har brug for at spørge om noget) fordi hun ikke tør snakke med dem. -Jeg bruger adskillige eftermiddage på fodboldbanen for at gøre hende bedre -Og der er mange flere ting…..

Ting hun gør for mig: -Giver mig mad hvis jeg har glemt madpakke -Giver mig god indflydelse ved drengene Men det er ikke kun hende der skal have skylden, men også de andre, da jeg føler mig så udenfor. Og de behandler mig med så lidt respekt, og tror jeg er sådan en der ikke har følelser og ikke fortjener en skid.

Nu har jeg var tre spørgsmål.

1) Overdriver jeg, eller kan det være mobning i mindre grad?

2) Kan du vudere om jeg skal flytte skole ud fra det du har læst her? Hvis ja, hvad synes du, og hvad ville du have gjort?

3) Synes du jeg skal droppe min ‘veninde’? Jeg ved at hvis jeg snakker med hende blæser hun hovedet af mig, eller siger undskyld, men gør ikke noget ved det.

Tusind tak fordi du læste alt det her, og jeg håber virkelig du kan hjælpe mig, og har fået nok info.

Kærlig Hilsen Fisken

(Undskyld for stavefejl)

Pige, 14 år

Læs hele brevet

Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 14 år

Tak for dit brev. Det er en meget fin beskrivelse du har skrevet i dit brev, om hvordan du oplever tingene fra dit perspektiv og hvordan det føles for dig. Det er en god egenskab at have.

Jeg kan forstå, at du har talt med din mor, og det er dejligt, at I taler sammen om hvordan du har det. Jeg tænker, at din mor er tæt på dig, og derfor kender dig bedst.

Det er svært for mig at tage en beslutning og rådgive dig, om hvorvidt det er mobning og om du skal flytte skole. Det jeg tænker, som kan hjælpe er at tale med begge dine forældre – så du har deres perspektiver og holdninger til skoleskift og mobning...

Hvis det er mobning der sker, så kan dine forældre måske også hjælpe dig med at tale med din klasselærer om hvordan du har det. Jeg tænker, at det vil give dig de bedste muligheder for at tale om hvad der kan gøres i klassen, så der er rart og trygt og være for alle. Mon du kan følge mig i det?

Du spørger til, om du skal droppe din veninde, det er desværre også svært for mig at afgøre. Når jeg læser det du skriver, kan jeg forstå at du føler, at hun udnytter dig, og du gør meget for hende – er det mon rigtigt forstået? Det jeg tænker kan være en mulighed, er at tale med hende om hvordan du har det, og spørge ind til hvordan hun har det i jeres venskab. Måske er der noget i begge er usikre omkring? Så kan det være befriende at tale om.

Det skal helst være på et tidspunkt hvor I begge har ro og tid, gerne bare du og hende… Det som jeg synes er vigtigt når man taler sammen, for at finde ud af hvordan det kan blive bedre mellem hinanden, er ikke at anklage den anden for alt det negative, eller give den anden skylden for alt hvad der er dårligt mellem jer. Måske kan du prøve, at fortælle hende, at du ind i mellem bliver ked af det, når hun kommer til at sige tingene på en lidt hård måde – mon det vil være en måde I sammen kan finde ud af at ændre på de måder tingene siges?

Måske kan I sammen finde ud af hvad der er ok, og ikke ok? At det er ok at sige fra, og mærke sine egne grænser for hvad der er ok. Hvis det er svært for dig og din veninde at tale om det. Så kan det være, at du skal overveje, hvad der er ok med dig, og hvornår du glemmer at mærke dine egne grænser for hvad der er føles ok. Det kan være, at hvis du tænker det ikke er ok, at du kan sige ’jeg kan godt høre, at du har lyst til at tale med mig lige nu, men jeg sidder og ser min ynglings serie’, eller hvad det nu kan være det handler om. Vil det være en måde, som du kan bruge til at sige lidt fra, så du ikke føler, at du bliver udnyttet?

Til sidst vil jeg lige sige, at det lyder til, at der måske er en lidt hård tone og stil i jeres klasse, fx som du beskriver ved rundbold, der bliver du svinet til og råbt i hovedet. Det er jo ikke ok, at man behandler hinanden så voldsomt. Måske, er det bare blevet en måde som I bare kommer til at bruge overfor hinanden, uden at man når at tænke over hvordan det virker på den det går ud over? Det tænker jeg også vil være godt at få talt om i klassen i samråd med jeres klasselærer, for så er der mulighed for at klassen er enige om at skabe positive forandringer i fællesskab, og det tror jeg vil være godt for jer alle.

Jeg håber, at du kan bruge mine råd. Du er velkommen til at ringe ind på 116 111, måske er der flere ting du gerne vil tale om.

Bedste hilsner BørneBrevkassen

Falske venner?

Svært med venner

Flere breve om Venskaber og uvenskaber

"det kender jeg godt" få gode råd fra panelet

Er din ven ked af det, og bekymrer du dig? Få råd til, hvordan du kan hjælpe din ven.

podcast

lyt til afsnit

"alene" hør andres fortællinger

Hør 14-årige Pelle og DJ og producer August Fenger, også kaldet ELOQ, tale om vennegrupper, og ikke at lade sig styre af andres opfattelse af en selv.

podcast

lyt til afsnit

Få endnu flere gode råd om Venner, veninder eller ensomhed

Venner er noget af det allerbedste! Men hvad gør man, hvis man er blevet uvenner med sin BFF? Hvis I er kommet op og skændes og der er drama, så kan det gøre en rigtig ked af det. Hvordan løser man så konflikten og bliver venner igen?

Måske har du en ven, som går igennem en svær periode? Fx oplever skilsmisse, sygdom i familien eller kærestesorger. Hvordan kan man så hjælpe sin ven bedst muligt?

Nogen gange kan kærlighed også påvirke venskaber. Hvad hvis man bliver forelsket i sin bedste ven? Skal man sige det eller håbe det går over? Og hvad hvis dig og din ven har det samme crush? Eller hvis du kommer til at kysse med din vens kæreste?

Det kan også være, du ikke har nogen venner eller ikke særlig godt kan lide dem du har? Måske du bliver holdt udenfor eller mobbet? Måske du føler din ensom og alene og ikke føler, du kan være dig selv.

Få svar på spørgsmålene ved at læse gode råd om hvordan du kan løse konflikter med dine venner eller få råd til, hvad du kan gøre, hvis du er forelsket i din ven. Du kan også se videoer og få tips til, hvordan du får nye venner eller du kan læse breve fra andre børn, og se hvilke råd de har fået.

Læs mere her

Bekymret for din ven? Få flere råd til, hvordan du kan hjælpe

Har din ven fortalt dig, at der er noget, han eller hun synes er svært? Har du lagt mærke til, at din ven opfører sig anderledes end normalt? Eller er der noget helt tredje, der gør, at du bekymrer dig?

Der er mange forskellige måder at vise på, at man er ked af det. Nogle er ikke bange for at fortælle det. Mens andre holder det hemmeligt.

At gå rundt med nogle svære tanker skal ikke skjules. Men nogle gange kan det være svært at få sagt højt og gjort noget ved.

Det er derfor rigtig rart med gode venner. Venner kan hjælpe os, når vi er kede af det og få os i godt humør igen. Men husk på at når man er barn, er det aldrig dit ansvar at sørge for, din ven bliver glad igen. Det er de voksne, der skal træde til.