Kære pige på 10 år
Tak for dit brev. Det er så godt, at du skriver, når du ikke lige ved, hvordan du skal få hjælp.
Du skriver, at du bliver mobbet. Det er ikke okay. Og det er ikke noget, man skal stå alene med.
Hvis der er mobning på skolen, er det vigtigt at man får hjælp fra de voksne.
Det er faktisk sådan, at alle skoler skal have en plan mod mobning - det skal din skole også have.
Måske har dine lærere ikke opdaget, hvordan du har det på skolen? Derfor er det vigtigt, at få det fortalt, så du kan få hjælp.
Kan du måske tale med en lærere alene en dag? Måske efter timen eller i et frikvarter?
Du kan fortælle, at du bliver mobbet med din vægt og at det gør dig ked af det. Måske kan du vise din lærer dit brev og mit svar?
Jeg tænker også, at det vil være godt, at fortælle det til dine forældre. Når man har det som du fortæller, så har man brug for hjælp - både fra skolen, men også derhjemme. Man har måske også brug for at blive trøstet, når man er ked af det.
Det er vigtigt, at der bliver passet godt på dig - og at du passer på dig selv. Alle mennesker er forskellige og ser forskellige ud. Du er stadig et barn og derfor er din krop hele tiden i forandring. For nogen kan det være sådan, at de vejer lidt mere som børn og så bliver det anderledes når man bliver ældre.
Det er selvfølgelig vigtigt, at bevæge sig og spise sundt - selvom man sagtens kan spise slik eller kage engang imellem.
Men det er noget, som de voksne kan hjælpe med. Måske kan du tale med din mor og far om det også? De kender dig og din krop. De kan hjælpe med maden. Måske kunne det også være sjovt, at starte til dans, fodbold eller noget andet?
Du kan også altid tale med sundhedsplejersken på skolen, hun kan hjælpe med krop og vægt. Man kan også tale med sundhedsplejersken om, hvordan man har det.
Jeg ønsker dig alt det bedste fremover!
Mange hilsner fra
BørneTelefonen