Brev

Er så ked af min vægt og højde.

Hej børnetelefonen
Jeg er en pige på 13 år. Som har det utrolig dårligt med min vægt og højde. Jeg er 13 år, vejer ca. 46 komma alt muligt, det svinger nogle gange, men det er altid noget med 46. Og så er jeg ca. 155 cm høj. Jeg ved godt, at jeg ikke lyder overvægtig. Jeg ser helt normal ud, jeg spiser normalt, og jeg dyrker sport 4 gange ugentligt. Men selvom jeg vejer normalt, så kan jeg slet ikke spise f.eks. bare ét stykke kage, uden at få SINDSYG dårlig samvittighed overfor mig selv.

Jeg er ved at blve skør i hovedet af den tanke. Jeg HADER den!
Jeg fik min første mensturation for et år siden. Jeg er den første i klassen som har fået mens.
Jeg er bare så bange for, at jeg stopper med at vokse snart.
Jeg er bare SÅ ked af det over min højde og min vægt.. Hvad skal jeg gøre?
Hilsen den 13 årig pige…

Pige, 13 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 13.

Jeg har set på de tal du har sendt ind og ud fra hvad du oplyser, skal du ikke være nervøs for at du vejer for meget. Du fortæller også, at din vægt altid er 46 komma noget – hvilket fortæller mig at du ligger meget stabilt, hvilket også er godt.

Når jeg læser dit brev, kan jeg se, at du har sat dig meget ind i tingene omkring menstruation og vækst. Det fortæller mig, at det er noget som du tænker meget over.

Du fortæller også, at du er den første i klassen, der har fået menstruation. Det får mig til at tænke på, om du mon også sammenligner din højde og din vægt med de andre?

Det ved jeg nemlig, at rigtig mange kommer til. Det forstår jeg godt. De fleste mennesker vil bare gerne passe ind og ikke skille sig for meget ud. Er det mon en følelse, du kan genkende?

Når det så er sagt, så tænker jeg, at der nok også er mange andre fra klassen, som er usikre og sammenligner sig. Tit så hjælper det at sige højt.

På den måde finder man ud af, at man slet ikke er alene – og måske du og dine venner kan hjælpe hinanden med at se mere positivt på jer selv?

Jeg tænker nemlig, det kan være en god øvelse at prøve at se de gode sider ved dig selv, i stedet for at prøve på at finde fejl.

Hvad kan du godt lide ved dig selv og dit udseende? Hvad kan være godt, ved ikke at være så høj?

Jeg får også lyst til at vise dig den her side: Krop og udseende. Der kan du blandt andet finde forskellige øvelser til at styrke selvværdet. Måske det kan hjælpe.

Du fortæller, at du får rigtig dårlig samvittighed, når du spiser kage. Du fortæller også, at du dyrker sport flere gange om ugen. Når man dyrker sport og er normalvægtig som dig, er det helt ok at spise kage en gang imellem.

Så prøv at nyde din kage, jeg er sikker på, at du har fortjent den.

Måske det kan hjælpe dig at huske på, at kroppen er ret smart indrettet sådan så, den hjælper med at fortælle, hvad vi har brug for. Hvis man fx bliver svimmel, kan det nogle gange være fordi, man har lavt blodsukker – og så er det rigtig smart med lidt kage eller sukker.

Samtidig må vi også gerne nyde et lækkert stykke kage, selvom vi ikke har lavt blodsukker. Det er stadig næring til kroppen.

Bliver det ved med at være svært for dig at spise kage, så synes jeg, du skal prøve at tale med nogen om det. Hvordan har du det med dine forældre? Det kan være, de kan hjælpe dig med at finde en beroligende sætning, så du kan spise kage med god samvittighed?

Du kan også gå til sundhedsplejersken på din skole, han/hun kan fortælle dig mere om vækst og udvikling, hvis du har brug for at vide mere om det.

Du er også velkommen til at kontakte BørneTelefonen på tel. 116 111, eller skrive ind på chatten, hvis du har brug for at tale med en anonym voksen.

Jeg sender dig alle mine bedste tanker.

Kærlig hilsen

BørneTelefonen

Få flere gode råd til krop og udseende

Kroppen vil ændre sig hele livet. Det er en del af at blive ældre. Rigtig mange begynder at sammenligne sig selv med andre, og nogle bliver kede af det over deres udseende.

Mange børn og unge fortæller, at de sociale medier påvirker dem. Og historier om slankekure, BMI og gode råd kan være svære at forholde sig til.

Her på siden kan du få gode råd til, hvordan du kan få det bedre med din krop og dit udseende. Du kan også prøve quizzen, og lære at kende forskel på, hvad der er facts, og hvad der er myter om krop og udseende.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat