Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Anstrengt forhold til sundhed – konstant tanker om mad

Hej

Kort sagt: jeg har i flere år oplevet, at jeg har haft utroligt meget fokus på mad, træning, kalorier, sundhed osv. Jeg ved ikke helt hvad det startede med.. måske har det været en måde at kompensere for dårligt selvværd, måske er det fordi jeg så op til min veninde der var vildt sund og let, måske var det min onkels “ortoreksi” der smittede af..

Men altså, jeg har længe følt, at alt for mange tanker går til mad, sundhed, fitness osv. Jeg træner meget (næsten hver dag) og får dårlig samvittighed/tænker at jeg skal spise mindre hvis jeg ikke træner en dag. Jeg spiser hver dag, og “sulter” sjældent mig selv. Men jeg holder mig gerne for nærmest alle kulhydrater, og når jeg er til arrangementer siger jeg at jeg er gluten allergisk for at holde mig fra kulhydrater i brød/pasta. Derhjemme tager jeg ofte nogle kiks med smør på, tygger på det, og spytter det ud – så jeg kan “nyde” det, uden at “indtage det”. Føler mig helt pinlig over mig selv over at indrømme det..

Men altså jeg har lavet en liste over nogle af de tanker jeg har:

har konstant tanker om mad (fx hvad, hvornår, hvormeget, er jeg sulten? er jeg mæt? hvornår næste måltid? hvor mange timer? hvor mange kalorier kan jeg spise mere i dag?)

angst for at tage på + angst for at blive sulten

har ofte svært ved at blive mæt (selvom jeg spiser)

kan ikke lave motion uden at tænke på at jeg forbrænder energi/kan ikke slappe af uden at tænke på at jeg burde lave motion

tænker hele tiden på hvornår jeg skal spise næste gang, og hvad jeg allerede har spist den dag (planlægger måltider forude, tæller timer indtil næste måltid og får min dag til at handle om det, i stedet for hvad jeg kan bruge min energi til!)

skærer nogle fødevarer fra og får dårlig samvittighed hvis jeg spiser noget med eksempelvis hvedemel eller sukker i. (er bange for at hvis jeg spiser “almideligt” vil jeg blive sulten og med det samme og tage på)

sammenligner mine spisemønstre, spisemængder og mit kropudseende med andres (tænker at de kan tåle mere end jeg kan)

har svært ved at nyde desserter eller mad jeg normalt ville holde mig fra

kigger ALTID bag på fødevarer og læser ingredienser/næringsforholdene – både derhjemme og i butikker

er bange for at mit udseende ikke er godt nok. Har haft sex med 2 forskellige, men har aldrig haft en kæreste.

Jeg er veltrænet, og vejer det jeg skal (173cm, 65-67kg). Da jeg var på udveksling for et par år siden tabte jeg mig til 60kg, og var sulten hver dag. Jeg havde det rigtig godt med min”tynde” og “stærke” krop, men gik sulten i seng..

føler at jeg er kommet videre siden da, men tankerne forfølger mig stadig. Lave nogle gange lister over hvad jeg skal spise en dag og krydser af. får vildt dårlig samvittighed hvis jeg spiser mere. Nogle gange (særligt før mens) bliver jeg vildt sulten og spiser viiildt meget. Så får jeg det rigtig dårligt og får lyst til at kaste op (hvilket jeg ikke har gjort siden min udveksling)

Kan ikke finde ud af hvordan jeg slipper alle de her mad/sundhed tanker. Hvorfor kan jeg ikke bare spise 3 måltider + et par snacks som alle andre? Jeg har det med at spise små snaks heeele dagen og ikke rigtige måltider.. jeg kan godt lide at spise, særligt foran fjernsynet, men jeg vil gerne prøve at holde tilbage og ikke spise for meget på en gang. Vil gerne “gemme” kalorier, fordi jeg er angst for at blive sulten.. hvis det giver nogen mening.

Ved ikke hvad jeg skal gøre, for jeg er splittet imellem at være bange for at tage på og være bange for at være sulten. Jeg ved godt at jeg ikke er tyk, men jeg er konstant angst for at tage på…

Vil bare gerne være ligesom dem, der slet ikke interesserer sig for mad, men som bare spiser lidt når de er sultne.

Så hvordan kommer jeg af med madmonsteret i mit hoved?

Håber ikke min besked er alt for forvirrende.

Knus E

Pige, 19 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære E

Med så mange tanker dagligt om mad og motion kan jeg godt forstå, at du beskriver det hele som om, der er et madmonster i dit hoved. 

Og jeg kan godt forstå, at du har brug for hjælp til, at dette madmonster forsvinder. 

Jeg kan høre på dig, at du ønsker at mad og motion bliver noget, du kan nyde. Og ikke en pligt eller noget farligt. Sådan kan du godt få det. Men det kræver nok, at du får noget hjælp.

Jeg kan læse, at du selv er meget opmærksom på, at tankerne ikke må få dig helt uden kontrol: du vil ikke kaste op, og du er opmærksom på ikke at blive for tynd.

Alligevel er du ikke helt i kontrol. Det er madmonstret, der bestemmer. Og det bestemmer for meget.

Mit råd til dig er at få noget professionel hjælp. Jo før du får brudt dine tanker og dine usunde mønstre, jo bedre. 

Jeg vil derfor råde dig til at tale med nogle voksne om det her. Og du skal ikke være pinlig over at indrømme, hvordan det står til (som du skriver). Jeg tror faktisk, at mange vil kunne genkende dine tanker. For vi lever i et samfund med stor fokus på krop, udseende og sundhed. Og et kæmpe ansvar for selv at være den sundeste, smukkeste udgave af os selv. Det er et håbløst projekt - for vi ændre os alle livet igennem. Og de forandringer og det forfald der følger med livet, kan vi ikke gøre meget ved. Bedst er det derfor at finde en måde at acceptere vores udseende på.

Kan du tale med dine forældre om det her? Eventuelt vise dem dit brev og mit svar? Sammen kan I tale med din læge og finde hjælp til dig.

Du kan også selv ringe til din læge og få en snak. Eller tale med sundhedsplejersken på din skole.

Derudover tænker jeg, at du kan få noget hjælp hos LMS - https://www.lmsos.dk/.De kan hjælpe dig med at finde ud af, om du har en spiseforstyrrelse. Og vil også kunne rådgive dig til, hvilken hjælp, der kunne være god for dig.

Jeg tænker, du har en stor styrke i, at du kan se madmonstret udefra. Det viser, at du godt er klar over, at dine tanker om mad og motion ikke er dig. Men bare tanker. Og tanker kan man ændre. Sådan så ens handlinger også ændrer sig. Du har allerede taget et stort skridt i den retning, nu du har skrevet til os. Det er godt gået. Læg du blot arm med det monster - det bliver dig der vinder!

Mange tanker til dig fra 

BørneTelefonen

 

Få flere gode råd til krop og udseende

Kroppen vil ændre sig hele livet. Det er en del af at blive ældre. Rigtig mange begynder at sammenligne sig selv med andre, og nogle bliver kede af det over deres udseende.

Mange børn og unge fortæller, at de sociale medier påvirker dem. Og historier om slankekure, BMI og gode råd kan være svære at forholde sig til.

Her på siden kan du få gode råd til, hvordan du kan få det bedre med din krop og dit udseende. Du kan også prøve quizzen, og lære at kende forskel på, hvad der er facts, og hvad der er myter om krop og udseende.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat