Stress
Brevet er anonymiseret af brevkasseredaktionen
Hej, jeg er 16 år jeg har oplevet mange traumatiske ting i mit liv og ting som ingen børn som mig skal opleve.
Mistet min mor, selvmords tanker og selvmords forsøg plus selvskade, en far med aggressiv og voldelig adfærd som jeg boede med alene på et tidspunkt, en mor med PTSD hvor hun har mentalt ødelagt mig, manipulation, og mange ting.
Min mor dødefor nogle år siden hvor jeg så boede hos min moster og onkel, efter et par måneder flyttede jeg ned til min far og hans kæreste, der gik ik lang tid før jeg fandt ud af hvordan min far var, han slog sine kærester og råbte og skreg troede mig og hans kærester, han gik konkurs med sit firma og hans kæreste forlod ham, så var jeg alene med ham, vi var også ved at miste vores hus mig og min far, og i mens den periode gik ødelagde han mig, råbte af mig hver dag, heldigvis ik lagde en finger på mig men virkelig destruerede mig, min far var meget væk også i den periode, han arbejdede ekstremt meget mens jeg skulle tage mig at skole, at handle ind, passe huset og passe vores hunde.
Min far fik en ny kæreste som var meget sød men de havde også deres problemer, hun elskede mig men ik min far, kun hans penge, hans kæreste havde 2 piger som jeg også passede selv ret tit fordi de ikke havde tid, så jeg begyndt at være stressede og fik mange symptomer på stress.
En dag gik det helt ned for mig, jeg blev decideret syg beggrund af stress, opkastning spændinger og hovedpine ville forgår i dagevis og fik næsten intet hjælp, jeg stoppede med alt det arbejde og var træt af min far og det hele.
For nu et par uger siden flyttede jeg tilbage hos min moster og onkel og min søster som også bor her, og de har hjulpet og taget godt i mod mig, jeg har det bedre men kan godt mærke at hver eneste gang jeg rejser mig og arbejder med et eller andet så stresser jeg, jeg er blevet ekstremt sensitiv overfor alt, og får stadig nemt hovedpine og spændinger, jeg prøver at tage mig af det men de mareridt jeg får hjælper hellere ikke,
Jeg får de her mareridt om at bo hos min far eller en mand (jeg går ud fra det min far) hvor jeg får den her følelse af rædsel og bange for hvad han kommer til at sige eller gøre, jeg vågner af dem også om natten, jeg prøver at sove med bliver svimmel og sveder meget over tanken om at have mareridt om det samme igen, jeg prøver men det er et problem.
Jeg har brug for nogen at snakke med, jeg er begyndt at have det skidt som at bo hos min far, og jeg bryder sammen ligeså snart jeg er alene.
Jeg kommer ikke til at lave skade på mig selv eller noget jeg har bare brug for en der lytter.
