Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Bulimi?

Hej

Her på det sidste har jeg kastet op efter jeg har spist. Når jeg gør det kaster jeg så meget op at min mave er helt Tom og der efter føler jeg mig glad.

Jeg er begyndt at få store syreskader på mine tænder. Og ved ikke hvad jeg skal gøre..

Pige, 12 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 12 år,

Tusind tak for dit brev. Hvor er det bare godt, at du skriver til brevkassen for at få hjælp. Jeg kan godt forstå, at det bekymrer dig, at du er begyndt at få syreskader på dine tænder. Jeg fornemmer, at du godt selv klar over, at det jo formentlig nok skyldes dine opkast. I forbindelse med dem kommer syren fra mavesækken med op og det er tænderne ikke så glade for.

Du skriver, at du kaster op hver gang, at du har spist. Du skriver ikke noget om, om det er noget, der sker af sig eller om det er noget, som du selv fremkalder? Du har givet dit brev overskriften ”bulimi” og det gør mig lidt nysgerrig på, om det mon er fordi, at du har gjort dig overvejelser omkring, om det kunne være det, som du har? Bulimi er en spiseforstyrrelse og en tilstand, der er karakteriseret ved spisetrang, spiseanfald og efterfølgende forsøg på at modvirke vægtøgning ved fx at fremkalde opkast, da man har en frygt for overvægt/fedme. Kan du mon genkende nogle af de ting? Det er svært for mig ud fra dit brev at sige, om det kunne være tilfældet for dig. Der har du brug for en professionel vurdering fra fx din læge, der ved meget mere omkring sådan noget eller kan henvise dig til specialister, der gør. Og det tænker jeg da umiddelbart vil være en god idé for dig. Du oplever jo allerede følgevirkninger i form af syreskaderne på dine tænder, så det er vigtigt, at du får noget hjælp. Hvis du ikke selv fremkalder opkastene, så tænker jeg også, at lægen er det rigtige sted at søge hjælp. Det er jo i så tilfælde også vigtigt at finde ud af hvorfor, at din krop reagerer sådan på fødeindtag.

Du skriver ikke noget om, om der er nogen omkring dig, der kender til din problemstilling. Har dine forældre mon lagt mærke til, at du har de her opkast eller måske syreskaderne på tænderne? Er der nogen af dine veninder, der ved noget? Jeg skriver sådan til dig, fordi jeg tænker, at det måske kunne være godt for dig med støtte fra en eller flere omkring dig, som du føler tillid til og har det godt med. Måske en af dem også vil hjælpe dig med kontakten til lægen? Jeg ved godt, at det kan være svært at snakke med sine forældre eller andre om noget, som man synes er svært. Du kunne overveje at skrive dine tanker ned i et brev, som du som en indledning kunne vise – evt. vise dit brev til os og mit svar. Kunne det mon være en mulighed for dig og kunne du have en eller flere i tankerne, som du kunne have mod på at involvere?

Jeg håber, at du kan bruge mine tanker omkring din situation til at komme videre. Inden jeg slutter, vil jeg lige informere dig om en sidste ting. Der findes nemlig en forening, der hedder LMS – Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade. På deres hjemmeside: http://www.lmsspiseforstyrrelser.dk/ kan du læse meget mere om diagnosen bulimi foruden læse mere om de tilbud, som de har. Du skal vide, at du også altid er velkommen til at ringe til os på Børnetelefonen på 116 111 eller kontakte os via Børnechatten eller SMS, hvis du har brug for at snakke mere omkring det hele eller få flere råd.

Mange kærlige hilsner
Børnetelefonen

har du en spiseforstyrrelse?

En spiseforstyrrelse er alvorlig, og det kræver hjælp fra en voksen. Det er derfor vigtigt at du fortæller nogen om din spiseforstyrrelse. Det er kun din læge, der kan sige, om du har en spiseforstyrrelse eller ej.

En spiseforstyrrelse kan vise sig på mange måder. Det kan være, at du spiser meget, at du næsten ikke spiser, at du kaster op eller at du træner meget.

Nogle beskriver også en spiseforstyrrelse som deres bedste ven, fordi den kan føles tryg. Men de beskriver den samtidig som deres værste fjende, fordi den får dem til at blive syge. Det kan føles hårdt at kæmpe imod sin spiseforstyrrelse, men det er heldigvis muligt at få det bedre.

Her på siden kan du få gode råd mod spiseforstyrrelser, få hjælp til at vende de negative tanker og øve dig i at få et mere positivt selvbillede.

Spiseforstyrrelser Andre der hjælper

Det Mentale Motionscenter

Gode råd og øvelser til at styrke din mentale sundhed
Læs mere

Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade

Rådgivning og andre tilbud vedrørende spiseforstyrrelse og selvskade
Læs mere

Psykiatrifonden

Rådgivning og støttetilbud om psykisk sygdom og diagnoser
Læs mere

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat