Kære pige
Jeg kan godt forstå, du er bange, når din ven truer dig på den måde. Det er på ingen måde i orden, at han gør det, for man må hverken true med at lægge billeder ud - eller tvinge nogen til at have sex.
Det første jeg tænker er, at når du ikke helt ved, hvor han skulle have de nøgenbilleder fra, så er det måske slet ikke sikkert, at han har nogen nøgenbilleder af dig? Det kunne jo være noget, han bare fandt på... Så hvis du ikke har taget nøgenbilleder af dig selv, så er der nok heller ikke nogen grund til at tro på det, han siger...
Jeg kan ikke helt gennemskue, om du kender ham? Det lyder lidt sådan, når han har truet dig med klassens fælleschat - så må han jo kende noget til den. Jeg kan godt forstå, hvis det er svært at sige det til dine forældre eller en lærer, men jeg tror, du er nødt til at have hjælp fra en voksen, så det her kan blive stoppet. Hvis det er en fra klassen, vil din klasselærer (eller en hvilken som helst anden sød lærer du kender) kunne hjælpe dig, så var det alligevel ikke værd at overveje?
Hvis din ven sender truslerne til dig i beskeder, så er det vigtigt, at du gemmer de beskeder, eller at du tager billeder / screenshots af dem, så du kan vise dem til de voksne. Man kan godt have mest lyst til at slette den slags beskeder, fordi de ikke er rare at se på, men det bedste man kan gøre, er at gemme dem.
Hvis det er noget, han siger til dig på skolen eller et andet sted, så kunne du prøve at sige til ham, at du ikke tror på det han siger, og at det er forbudt at true på den måde. Du kan sige, at hvis han ikke holder op, vil du gå videre med det til en voksen.
Hvis det nu er sådan, at der findes nogle nøgenbilleder af dig, og det er derfor du er bange for at tale med en voksen (fordi du ikke vil have, at de skal få billederne at se), så vil jeg sige, at du ikke er den eneste, der har været ude for sådan en dum oplevelse. De børn, jeg har talt med, som i starten ikke turde sige noget om det af frygt for, at de voksne skulle se billederne eller måske blive sure, de har været utrolig lettede, når de alligevel tog mod til sig og fik det sagt. For det er den eneste måde, man kan få det stoppet på... Det er trods alt ikke så slemt, som hvis alle fik dem at se (eller som at have sex mod sin vilje).
Hvis du har brug for lidt opbakning til at finde det mod, så er det en rigtig god ide at ringe her til BørneTelefonen på 116111 og tale med en rådgiver, der ikke kender dig. Du er nemlig helt anonym og kan sige lige hvad du vil. Vi vil rigtig gerne hjælpe dig med det.
Varme tanker fra BørneTelefonen