Kære H. fra 5. klasse
Tak for dit brev. Det er vigtigt, at man er glad, når man er i skole. For man er i skole mange timer hver dag.
Jeg synes, du er super sej. For når jeg læser dit brev, kan jeg se, at du rigtig gerne vil gøre det rigtige. Du vil rigtig gerne kunne styre dit temperament. Og du vil rigtig gerne være gode venner med de andre. Det vil jeg rigtig gerne give dig nogle idéer til.
Jeg har snakket med andre børn, der også har det svært med temperamentet. Og de har fortalt, at det har hjulpet dem at få nogle ”hjælpere”. En hjælper er en voksen, som man kan snakke med. En hjælper er god at snakke med, når temperamentet er blevet for voldsomt. En hjælper er god til at hjælpe en til at blive venner med sin kammerat igen.
Har du en lærer eller en anden voksen, du kunne have lyst til at have som hjælper? Måske kunne du vise dit brev til ham eller hende – sammen med mit svar?
Det kan også hjælpe at have nogle særlige aftaler om, hvad du kan gøre, når du bliver sur. Hos nogle hjælper det at stoppe op og tælle til 10. Og hos andre hjælper det at have et sted, hvor man kan gå hen og sidde. Et sted, hvor man kan være alene, mens man falder ned igen.
Tror du noget af det kunne hjælpe dig? Måske kunne du også snakke med din hjælper om det?
Jeg håber, du har kunnet bruge mine idéer. Hvis du har brug for at snakke, er du altid velkommen til at skrive eller ringe på 116 111.
Kærlig hilsen BørneTelefonen