Kære pige på 15,
Karakterer og gennemsnit er noget der fylder meget for rigtig mange af dem, vi taler med på BørneTelefonen.
Der ligger et stort arbejde i at få både 10 og 12-taller. Men som du selv beskriver, så ligger der mindst lige så stort et arbejde i at få 02 og 04 i de fag, man ikke har nemmest ved.
Der vil næsten altid være nogle fag, man er bedre til end andre.
Så du kan bestemt være stolt af dig selv.
Næsten alle der går på en uddannelse oplever at få 02 og 04.
Det der er vigtigt at huske på er, at karakterer er et øjebliksbillede. De rykker sig hele tiden, og man kan selv påvirke dem. Præcis som du gjorde en indsats for, da du øvede dig i engelsk.
En karakter er altså et tal, der kan ændre sig over tid.
Det fortæller ikke noget om dig som person, men noget om hvilke styrker og potentialer du naturligt har, og hvor du skal arbejde ekstra for det.
Når din lærer taler om, at mange ryger to karakterer ned i 9.ende klasse, ved jeg ikke, om han/hun taler ud fra en erfaring? Eller hvor det ”at ryge to karakterer ned” ellers kommer fra.
Derfor synes jeg, at det ville være rigtig godt, hvis du havde mod på at kontakte læreren igen, og dele din bekymring.
Du kan tage fat i vedkommende og fortælle, at du har et stort ønske om at komme ind på gymnasiet, og at karaktererne derfor bekymrer dig.
Fortæl læreren det samme, som du har beskrevet her. Så har han eller hun de bedste forudsætninger for at kunne hjælpe dig.
Regler om hvordan standpunktskarakterer osv. regnes ud, er jeg desværre ikke sikker på. Derfor tænker jeg også, at du vil få et meget klarere svar på det også, hvis du får snakket med din lærer.
Jeg er ret overbevist om, at så snart du har fået lidt klarere svar, og at I måske har fået udarbejdet en plan for, hvordan du kommer på gymnasiet som du ønsker, så vil du blive mere rolig igen.
Jeg ønsker dig al held og lykke.
De aller bedste hilsener fra
BørneTelefonen