Jeg er i en vildrede, og jeg ved ikke længere, hvad jeg kan stille op.
Hej.
Jeg har et lille problem, som går mig lidt mere på, end det burde gøre, og det har nogle meget dårlige følger.
Jeg går pt. i 10. klasse i en folkeskole, som egentlig bare er et år, der skal overståes for at komme videre i systemet. Problemet er dog, at jeg ikke aner, hvad jeg skal endnu – kun et halvt år fra mine afgangsprøver.
Jeg bryder mig meget lidt om min UU-vejleder, for at sige det pænt. Jeg synes, at han er en direkte irriterende person, og jeg nægter at tro på, at han ved, hvad der er bedst for mig. For selvfølgelig gør han ikke det – det gør kun jeg. Og så kan han komme med alle sine argumenter og mine forældre og lærere ligeså, det vil jeg sådan set blæse på, da jeg ved, at jeg har ret.
Hver gang mine forældre og især lærere prøver at italesætte, at de gerne vil have, at jeg tager stilling til min fremtid, snakker jeg udenom og lader som om, at jeg har noget vigtigt jeg skal. Dette er ikke særlig klogt af mig, det ved jeg, men der er skam en grund til at jeg handler, som jeg gør:
Jeg har en måske lidt dårlig vane med, at jeg mindst en gang om dagen tjekker mine forældres Forældreintra, da jeg ved en god observation fik fat i koden dertil for et års tid siden. Herinde kan jeg læse mig frem til, at de åbenbart allerede har arrangeret min fremtid.. Hvad er det for noget? Det skal de da overhovedet ikke – især ham UU-vejlederen skal bare holde “snitterne” HELT for sig selv.
De har planer om, at jeg skal tage en STU-uddannelse, som så vidt jeg har forstået, kræver, at man går et specielt sted hvor de tilbyder dette. Dette kan jeg med det samme sige, at jeg ikke kommer til – om jeg så skal gå hjemme i et par år før de indser det. Jeg har en meget lille tanke om, at jeg gerne vil være IT-supporter en gang i fremtiden, men hvad nytter det at fortælle dem, at det er det, jeg gerne vil, hvis de allerede har lagt planen?
Som I nok kan fornemme af min tekst, er jeg et meget stædigt og vemodigt menneske, der ikke handler efter andre folks meninger og optikker, men mine egne. Folk skal ikke bestemme, hvad jeg gør, og hvad jeg skal – det er bedst for alle bare at lade mig styre. Med det ikke sagt, at jeg ikke overholder loven og de grundlæggende regler så godt, som jeg nu kan – selvfølgelig gør jeg det – men folk skal ikke fortælle mig, hvad jeg skal gøre og ikke gøre.
Jeg tror, at min nuværende situation skyldes en blanding af vrede på mig selv over, at jeg ikke selv handler, og samtidig en vrede over, at mine forældre ikke kan finde ud af at holde “snitterne” væk og lade være med at tale UU-vejlederen efter munden.
Jeg skrev jo i starten af min tekst, at min problemstilling har meget dårlige følger, og dem kan jeg ligeså godt nævne:
– Jeg spiser stort set ingenting lige for tiden – og det ved alle jo, ikke er sundt for nogen.
– Jeg har mere eller mindre en konstant kvalme. Nogle gange er denne så slem, at jeg er nødt til at holde ind til siden under min kørsel (på cykel) til skole for at kaste op, fordi at jeg har det – sagt ligeud – af helvedes til.
– Jeg føler mig langt mindre glad for min tilværelse end f.eks. hvis vi bare kigger et halvt år tilbage, hvor det sådan set gik fint nok.
– Jeg har meget tit svært ved at koncentrere mig i skolen, da tankerne bare kører rundt i hovedet på mig, samt jeg har kvalme. Det er ikke kun tankerne omkring uddannelse, der påvirker mig. Det kan også være, hvis jeg har noget let arbejde, der skal klares, hvor jeg så overvejer hvordan jeg gør det og hvad der skal laves helt konkret (ikke relateret til skolen).
På én gang føler jeg mig altså både meget stresset, dårlig tilpas, presset, vred og paranoid – og dette er bestemt ikke rart. Derudover er jeg meget sikker på, at min sædvanlige første vinterdepression så småt er ved at snige sig ind i mig – hvis den ikke allerede har gjort det.
Jeg ved ikke længere, hvad jeg skal stille op, og jeg har ikke længere lyst til at køre afsted i skole om morgenen, da jeg efterhånden kender min hverdag – og den er jo ikke sjov.
