Brev

Jeg er i en vildrede, og jeg ved ikke længere, hvad jeg kan stille op.

Hej.

Jeg har et lille problem, som går mig lidt mere på, end det burde gøre, og det har nogle meget dårlige følger.

Jeg går pt. i 10. klasse i en folkeskole, som egentlig bare er et år, der skal overståes for at komme videre i systemet. Problemet er dog, at jeg ikke aner, hvad jeg skal endnu – kun et halvt år fra mine afgangsprøver.

Jeg bryder mig meget lidt om min UU-vejleder, for at sige det pænt. Jeg synes, at han er en direkte irriterende person, og jeg nægter at tro på, at han ved, hvad der er bedst for mig. For selvfølgelig gør han ikke det – det gør kun jeg. Og så kan han komme med alle sine argumenter og mine forældre og lærere ligeså, det vil jeg sådan set blæse på, da jeg ved, at jeg har ret.

Hver gang mine forældre og især lærere prøver at italesætte, at de gerne vil have, at jeg tager stilling til min fremtid, snakker jeg udenom og lader som om, at jeg har noget vigtigt jeg skal. Dette er ikke særlig klogt af mig, det ved jeg, men der er skam en grund til at jeg handler, som jeg gør:

Jeg har en måske lidt dårlig vane med, at jeg mindst en gang om dagen tjekker mine forældres Forældreintra, da jeg ved en god observation fik fat i koden dertil for et års tid siden. Herinde kan jeg læse mig frem til, at de åbenbart allerede har arrangeret min fremtid.. Hvad er det for noget? Det skal de da overhovedet ikke – især ham UU-vejlederen skal bare holde “snitterne” HELT for sig selv.

De har planer om, at jeg skal tage en STU-uddannelse, som så vidt jeg har forstået, kræver, at man går et specielt sted hvor de tilbyder dette. Dette kan jeg med det samme sige, at jeg ikke kommer til – om jeg så skal gå hjemme i et par år før de indser det. Jeg har en meget lille tanke om, at jeg gerne vil være IT-supporter en gang i fremtiden, men hvad nytter det at fortælle dem, at det er det, jeg gerne vil, hvis de allerede har lagt planen?

Som I nok kan fornemme af min tekst, er jeg et meget stædigt og vemodigt menneske, der ikke handler efter andre folks meninger og optikker, men mine egne. Folk skal ikke bestemme, hvad jeg gør, og hvad jeg skal – det er bedst for alle bare at lade mig styre. Med det ikke sagt, at jeg ikke overholder loven og de grundlæggende regler så godt, som jeg nu kan – selvfølgelig gør jeg det – men folk skal ikke fortælle mig, hvad jeg skal gøre og ikke gøre.

Jeg tror, at min nuværende situation skyldes en blanding af vrede på mig selv over, at jeg ikke selv handler, og samtidig en vrede over, at mine forældre ikke kan finde ud af at holde “snitterne” væk og lade være med at tale UU-vejlederen efter munden.

Jeg skrev jo i starten af min tekst, at min problemstilling har meget dårlige følger, og dem kan jeg ligeså godt nævne:

– Jeg spiser stort set ingenting lige for tiden – og det ved alle jo, ikke er sundt for nogen.

– Jeg har mere eller mindre en konstant kvalme. Nogle gange er denne så slem, at jeg er nødt til at holde ind til siden under min kørsel (på cykel) til skole for at kaste op, fordi at jeg har det – sagt ligeud – af helvedes til.

– Jeg føler mig langt mindre glad for min tilværelse end f.eks. hvis vi bare kigger et halvt år tilbage, hvor det sådan set gik fint nok.

– Jeg har meget tit svært ved at koncentrere mig i skolen, da tankerne bare kører rundt i hovedet på mig, samt jeg har kvalme. Det er ikke kun tankerne omkring uddannelse, der påvirker mig. Det kan også være, hvis jeg har noget let arbejde, der skal klares, hvor jeg så overvejer hvordan jeg gør det og hvad der skal laves helt konkret (ikke relateret til skolen).

På én gang føler jeg mig altså både meget stresset, dårlig tilpas, presset, vred og paranoid – og dette er bestemt ikke rart. Derudover er jeg meget sikker på, at min sædvanlige første vinterdepression så småt er ved at snige sig ind i mig – hvis den ikke allerede har gjort det.

Jeg ved ikke længere, hvad jeg skal stille op, og jeg har ikke længere lyst til at køre afsted i skole om morgenen, da jeg efterhånden kender min hverdag – og den er jo ikke sjov.

Dreng, 16 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære dreng på 16 år

Når jeg læser dit brev, tænker jeg, at du er en både moden og reflekterende dreng, der kender dig selv godt. Du beskriver meget fint din pressede situation. Jeg kan godt forstå, at du reagerer imod, at din studievejleder, lærere og forældre forsøger at bestemme din fremtid. For du har ret i, at du bedst selv ved, hvad du skal.

I disse år er der desværre et pres fra samfundet om, at man skal være klar til at vide, hvad man vil være, så man ikke spilder tiden. Jeg kan fortælle dig, at det er ikke kun dig, der oplever det som et pres. Det er faktisk en af forklaringerne på, at for mange unge i dag føler sig stressede, og sommetider bliver syge af stress.

Men tilbage til din situation. Når du ikke ved, hvad du vil, kunne det måske være en idé at holde en pause efter 10.kl. Selv om det ikke ligger i tiden, er det jo ikke forbudt! Jeg tænker, at du kunne have glæde af at få et arbejde, når 10.kl. er færdig og måske spare op til et ophold på en ungdomshøjskole. Sådan et ophold er der mange unge, der har haft stor glæde af, og det er absolut ikke spild af tid.

Selv om du er vred på dine forældre over, at de har allieret sig med studievejlederen uden om dig, vil jeg foreslå, at du får snakket med dem. Jeg er godt klar over, at du skal overvinde dig selv lidt, men jeg vil ønske for dig, at du gør det for din egen skyld. Prøv at bruge den stædighed, jeg kan fornemme du har, til en samtale med dine forældre. De gør det jo nok i bedste mening, men de må jo også kende dig så godt, at de ved, at det ikke er vejen frem for dig. Jeg kender ikke dine forældre, men jeg kunne forestille mig, at de ville blive lettede, hvis du kommer med et forslag til, hvad du vil. Og det kunne måske være at holde en pause, som jeg har foreslået, eller løfte sløret for, at du har en lille idé om, at du gerne vil være IT supporter.

Jeg kan godt forstå, at du er lidt bekymret for dit helbred. Det bliver jeg også, når jeg læser om dine symptomer. Jeg kan forstå, at du kæder det sammen med din pressede situation, og det er muligt, at du har ret i det. Hvis det ikke bliver bedre, hvis du får snakket med dine forældre, synes jeg, du skal kontakte enten sundhedsplejersken eller din læge. Du skriver, at du kender til vinterdepressioner. Det er under alle omstændigheder en god idé at tale med lægen om det. Måske kan han/hun hjælpe dig til at komme igennem vinteren på en bedre måde.

Mange gode tanker fra BørneTelefonen

Hvad gør man, hvis man er Skoletræt?

Gode råd om at være Ny i klassen

Skole og efterskole Andre der hjælper

Uddannelsesguidens eVejledning

Vejledning om uddannelse og job
Læs mere

Har du eksamensangst? Få flere gode råd her

Det er helt almindeligt, at man føler ubehag, når man bliver bedømt af andre, men hvis nervøsiteten vokser sig så stor, at den nærmere bliver til en eksamensangst, så er det vigtigt, at få talt om det med nogen.

Måske har du tanker som: Hvordan undgår jeg eksamensangst? Hvordan skal jeg forberede mig inden min eksamen? Er der øvelser til eksamensangst? Hvad gør jeg, hvis jeg ikke kan huske, hvad jeg skal sige?

Her på siden kan du få gode råd. Du kan også få et opmuntrende citat, få dine katastrofetanker ud af hovedet, lægge en plan for, hvordan du forbereder dig, prøve vejrtrækningsøvelsen, afstemningen eller læse andre børns breve.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat