Gymnasiet
Mit liv er alt, hvad jeg i evigheder har drømt om. Jeg har masser af venner, en dejlig familie og min drømmestudieretning på gymnasiet. Alligevel kan jeg ikke overskue tanken om, at 2.g starter om 10 dage.
Jeg trøster mig ved tanken om, at om 2 år kan jeg få lov at være og leve præcis som den person, jeg har lyst til. Jeg kan flytte hjemmefra, studere på mit drømmestudie og selv disponere min tid.
Der vil helt sikkert også være dele af det, der bliver hårde såsom et studiejob for at få enderne til at hænge sammen og at bibeholde relationerne til dem, jeg holder af, samtidig med at jeg skal huske at lytte til mine egne introverte behov.
Jeg er også bange for igen at være tvunget til at skabe nye relationer. Det føles som en endeløs cyklus, jeg er fanget i, fordi jeg er født ind i dette samfund. Forstå mig ret – jeg elsker menneskerne i mit liv; jeg er bare kronisk overstimuleret.
Gymnasiet presser mig socialt. Jeg kan slet ikke overskue at stå op hver dag og skulle bruge energi på at snakke med mine klassekammerater, være på over for dem og skulle komme med alle de rigtige og helst oprigtige svar og reaktioner.
Når jeg er i skole, har jeg brug for bare at kunne koncentrere mig om det faglige, hvilket egentlig er det, jeg er der for og det meste af tiden ville elske, hvis det ikke samtidig krævede socialisering.
Jeg kan være social, hvis jeg skal, og hvis jeg selv får lov at bestemme hvornår, kan jeg sagtens sætte pris på tiden med andre mennesker, men i skolen er jeg tvunget 5 dage om ugen 7-8 timer om dagen, og jeg magter det ikke mere.
Jeg græder nærmest ved tanken, fordi jeg ved, hvad det giver mig af mentalt mylder, når først skolen begynder. De andre forventer og fortjener min imødekommenhed og minimal interesse fra min side, og at jeg fx har lyst til at bruge mit frikvarter på at snakke eller gå med dem på toilettet. Hvis jeg selv skal på toilet, er jeg næsten nødt til at snige mig væk for at få lov at gøre det alene, så jeg endelig kan få et pusterum.
Jeg forstår godt, hvordan jeg kan risikere at blive misforstået, hvis jeg trækker mig fuldstændig ind i mig selv i skoletiden, for det vil komme til at virke, som om jeg ikke ønsker at være venner med de andre.
Sådan ønsker jeg jo heller ikke, at det skal fremstå, for til gymnasiefester og i fritiden har jeg mere overskud til det sociale. Min hjerne og mit system er bare træt og åbenbart ikke skabt til det, som alle de andre kan håndtere, men jeg er jo heller ikke ved at få et mentalt sammenbrud, så jeg ved ikke, hvordan jeg kan hjælpe mig selv.
Det slider bare på mig og tager al min energi at handle imod min krops signaler hver dag og konstant skulle være tvunget til at forholde mig til det sociale, når jeg bare gerne vil holde skole/faglighed og socialt liv adskilt som fritid og arbejdstid, men det synes at være umuligt.
Jeg ved ikke, hvordan jeg er nået til det her punkt, men jeg hader bare, at relations-dannelsen hele tiden starter forfra, når man begynder et nyt sted.
Jeg har ikke længere energi til at investere mig selv i nye, dybere relationer, og de overfladiske føles så ligegyldige for mig og tærer ekstremt på energien – det får mig alt sammen til at føle mig forkert og som et dårligt menneske, for de andre fortjener den bedste version af mig, men jeg kan ikke magte at give dem den version.
Jeg frygter, at det fortsætter sådan hele mit liv. Jeg kunne klare det i folkeskolen, fordi det var de mennesker, jeg voksede op med, så relationerne var de samme, og på efterskolen, fordi fokus netop nærmest fuldstændig var på det sociale – men gymnasiet var jeg ikke forberedt på på denne måde.
