Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

skilsmisse

Brevet er anonymiseret af BørneTelefonen

hej

mine forældre har været skilt siden jeg var 2 år, og det har aldrig været et kæmpe problem, for mine forældre kan sagtens tale sammen.

For nyligt fandt jeg ud af at min far mødte hans nuværende kæreste, m, mens han stadig var sammen med min mor. han mødte hende på en rejse med arbejdet, og det var grunden til at de blev skilt. (Det skal lige siges at min mor og far havde været sammen i tolv år, før de blev skilt). det gjorde mig utroligt ked af det at høre, og det har gået mig på lige siden.

Før troede jeg bare at de var gået fra hinanden, fordi de ikke fungerede sammen. Jeg kan ikke lade være med at tænke over hvordan mit liv kunne have set ud hvis ikke han var taget på den rejse.

Mine forældre kunne have boet sammen endnu, elsket hinanden, og jeg kunne have fået søskende med samme mor. (min far har fået 2 børn med m). Jeg tænker på det konstant, og er virkelig trist hele tiden. Det går mig meget på.

Jeg ville ønske at jeg kunne være ligeglad, og lade vær med at tænke så meget over det, for der er ikke noget at gøre ved det alligevel. Men det kan jeg ikke, og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.

Pige, 15 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære 15-årige.

Jeg kan godt forstå, at det ikke er let at opdage, at omstændighederne omkring dine forældres skilsmisse, ikke er helt sådan, som du troede.

Som du selv skriver, er der ikke noget, der kan ændre det der er sket – men derfor er dine følelser omkring det hele, helt i orden at have.

Her på BørneTelefonen får vi ofte breve fra børn og unge der, ligesom du, har været igennem en skilsmisse og ikke mere bor sammen med begge forældre. Og hvor den ene forældre måske har fået børn med en ny mand eller kvinde.

Nogle forældre har det stadig fint med hinanden efter skilsmissen – hos andre er der sorg eller vrede. Det kan ofte have betydning for hvordan børnene reagere. Nogle bliver vrede på forældrene, andre bliver vrede på den nye kæreste og andre bliver triste.

Det lyder som om dine forældre sagtens kan tale sammen. Det kan måske gøre dig lidt gladere?

Du skriver ikke, hvordan du har det med de to mindre søskende. For nogle er det dejligt at have fået søskende – for andre er det svært at have søskende, som ikke har begge de forældre, man selv har.

Det kan være svært at vide hvordan livet ville være, hvis nu…

En skilsmisse kan være undervejs et stykke tid – og det at blive forelsket i en anden kan være det, der udløser den, men behøver ikke at være årsagen.

Det lyder som om du er meget glad for begge dine forældre. Og at I har det godt sammen?  Men det er måske ikke altid lige let?

Jeg tænker på, om det kunne være en ide at tale med dine forældre om hvordan du har det? Det vil måske gøre det mindre svært for dig hvis du får talt om dine følelser med både din mor og din far.

Det vil også give dem en mulighed for at forklare hvad der skete dengang og hvorfor de blev skilt.

På den måde vil du kunne få deres oplevelse af det hele og det kan måske hjælpe dig til at blive mere afklaret omkring det og finde mere ro.

På siden Mig i midten kan du se videoer med andre unge, som også tumler med tanker og følelser der ligner dine. Du får linket her https://migimidten.dk/

Hvis du har brug for det, kan du ringe til BørneTelefonen på 116111 , hvor en voksen rigtig gerne vil tale med dig og forsøge at hjælpe.

Du kan også se andre børn og unges breve om skilsmisse her på BørneTelefonen – det kan måske være en hjælp at læse hvordan andre har tænkt og gjort.

Jeg håber, at du  får hjælp til igen at blive glad og få ro indeni, så du trives begge steder.

Kærlig hilsen BørneTelefonen

Skal din mor og far skilles? Få gode råde her

Hvis ens forældre skal skilles, kan man opleve at have mange forskellige følelser. Måske man bliver bange og nervøs, det kan også være man bliver rigtig ked af det eller vred og nogen oplever også lettelse, hvis ens forældre har skændes meget. Man kan også sagtens opleve at have alle følelserne. Måske hverdagen pludselig ser anderledes ud og derfor tager det tid at vænne sig til, at mor og far bor hver for sig

Det er vigtigt at sige, at det aldrig er børnenes skyld, når forældre vælger at blive skilt.

Her på siden kan du finde svar på spørgsmålene ved at se film om blandt andet, hvad man kan gøre, hvis man har det svært med sin papmor. Du kan også få viden om dine rettigheder eller læse andre børns breve.

Du har en Initiativret

Det betyder, at når du er fyldt 10 år, kan du bede Familieretshuset om at holde et møde med dine forældre, hvis du ikke har det godt med det, der er blevet bestemt i forbindelse med dine forældres skilsmisse. Det kan f.eks. være om, hvor du skal bo, hvor tit du skal se den forælder, som du ikke bor hos eller noget helt andet, som du måske er ked af.

Du kan ringe til Børnenes skilsmissetelefon på telefonnummer 20 60 05 50 eller du kan udfylde blanketten og sende den direkte til Familieretshuset. Print brevet her.

Du kan også få en bisidder fra BørneTelefonen til at hjælpe dig.

Hvis dine forældre er skilt, og du ikke er tilfreds med, hvordan du skal bo, kan du bruge din initiativret

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Spil

Sjitshow

Det er tid til et familiebillede! Men hvem skal have en hundelort på hovedet, og hvem skal have et smækkys? Hvem skal ligne en zombie, og hvem skal være superhelt? Du bestemmer – for det er DIN gakkede familie!

Spil om skilsmisse og om skøre familier

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat