Alt!

Hej børnetelefonen.
Vil egentlig chatte med jer, men der var alt for lang kø stod der. Så nu vil jeg prøve den her vej. Jeg har ikke altid haft det nemt, men har altid holdt det for mig selv. Og du vil nu være den første som høre det hele fra mig.

Det startede da jeg begyndte i 1. klasse, jeg havde ikke nogle venner eller veninder, og blev mobbet. Det stoppede først da jeg flyttede skole i 6 klasse. Men grunden til jeg flyttede var heller ikke helt så sjov. Det var nemlig min forældre som valgte at gå fra hinanden og denne gang blive skilt (de har 1 gang før prøvet at gå fra hinanden, og så også en gang inden jeg blev født).

De måtte gå fra hinanden fordi min far var min mor utro, og drak ret meget. Mig og min søster på 17 (snart 18) flyttede med et nemt valg med min mor. Ingen af os havde lyst til at besøge det *svin*. Hver gang vi sagde farvel græd han, inderst inde var vi glade for det, men alligevel gjorde det min overvejelser om at blive boende hos min mor svære. Og en dag da vi kom hjem fra min far, kunne min mor ikke gå ordenlig og kunne næsten ikke snakke.

Vi spurgte hvorfor og hun måtte fortælle sandheden. Min far havde i mens vi lod at sov hjemme hos ham været ude at hente et skoskab vi havde fået, slået min mor i ryggen med det, og slået hans albue i hovedet på hende så hendes kæbe gik afled ( det skal siges det er for 2 år siden).
 
Han fik sig en kæreste i N….., (boede før i h……../A…….) hvilket vi ikke syntes var godt. Nu skændet de så hele tiden, og hun har gjort at min far overhovedet ikke interessere sig i os længere. Vi har siden skilsmissen haft den ene diskution efter den anden! Han drikker stadig, og kan ikke lide at være ovre hos ham. Har i lang tid nu haft selvmordtanker, da jeg ikke syntes at noget er værd længere.

Knus mig 🙁