Brev

Sex hjælp det er ikke rart

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære Pige på 12 år

Hvor er det fint du skriver herind og spørger, hvad du skal gøre. For jeg kan godt læse af dit brev, at du allerede har forsøgt at sige fra overfor din kæreste. Men at han desværre ikke lytter.

Det må være rigtig ubehageligt for dig, at han prøver at overtale dig til noget, du ikke har lyst til. Og når han siger, at du ”har til næste gang” – så synes jeg, at han tvinger dig. Det må han ikke! Man må ALDRIG tvinge nogen til at have sex. Begge parter skal have lyst.

Faktisk er det også sådan, at din kæreste er over 15 år. Derfor må han slet ikke have sex med dig. Det er ulovligt. Og han kan blive straffet for det. Kan du sige det til ham? Så han forstår, at du kan melde ham til politiet for det, han gør ved dig.

Du spørger om det er normalt. Det er ikke normalt, at man tvinger nogen til sex. Det er heller ikke ok, at han har sex med dig, når han er så meget ældre end dig. Og det er heller ikke normalt, at dine brystvorter skal blive helt blå, fordi han sutter på dem. Det er alt for voldsomt.

Men det er helt normalt, at du ikke har lyst. Måske er du slet ikke klar til at have sex endnu? Du er jo ikke så gammel. Det er også helt normalt, at blive bange og miste lysten, når man bliver presset på den måde, som din kæreste presser dig. 

Og det er også helt normalt, at det gør lidt ondt, de første gange man har sex. Derfor er det så vigtigt, at man går stille og roligt frem. Og passer godt på hinanden.

Jeg tænker, at du skal overveje, om din kæreste egentlig er god for dig. Er du sikker på, at han passer godt nok på dig? Det lyder nemlig slet ikke sådan.

Jeg vil råde dig til at få hjælp fra en voksen. For du lyder faktisk  bange for din kæreste. Og måske er det svært for dig at sige fra alene. Kan du tale med dine forældre – selvom det selvfølgelig er lidt svært, når det handler om sex. Tit kan forældre tåle at høre meget mere, end man tror. Og de vil sikkert gerne hjælpe dig. 

Det kan også være, at du hellere vil tale med en god lærer? En venindes mor eller en anden i din familie. Vis det her brev og mit svar, hvis det er svært at sige direkte. 

Pas rigtig godt på dig selv. Sex skal være trygt og dejligt. Og det er bedst at vente på den rette kæreste, så man kan få en god oplevelse.

Mange tanker og kærlig hilsen 

BørneTelefonen

 

 

Har du spørgsmål til sex eller den første gang?

Den første gang kan for nogen være en stor ting. Og mange har allerede en forestilling om, hvordan det bliver. Derfor kan nogle opleve at blive nervøse, fordi de gerne vil have en god oplevelse. Men det betyder også, at det kan blive svært at slappe helt af. Nervøsiteten kan fx gøre det svære for drenge at få en stiv pik, og for pigerne at blive våde. Det bedste råd er derfor at tage det helt stille og roligt, og tale sammen om det. 

Det er helt almindeligt at blive nervøs eller usikker omkring sin første gang. Måske du er usikker på, om du kan finde ud af det? Om du vil kunne lide det? Hvornår du er klar? Eller om du ser ”rigtig” ud? 

Der findes ikke nogen rigtig eller forkert måde at se ud på. Kroppe og kønsdele ser forskellige ud. Læs mere her, og få flere gode råd til sex og den første gang! 

Quiz om sex, seksualitet og krop

Kender du til myterne?

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat