Kære Dreng på 11 år
Du skriver ikke meget i dit brev. Men jeg kan forstå, at du har sat din pik til en piges kusse. Og nu fortryder du.
Måske fortryder du, fordi du tænker på, om pigen kan være blevet gravid?
Måske tænker du på, om det var ok? Og om pigen er ok?
Måske følte du, at du blev lokket eller presset til det?
Måske synes du selv, at det blev for meget. Og kan nu mærke, at du kom til at gøre noget, du faktisk ikke havde lyst til.
Der kan altså være mange grunde til, at du fortryder. Og jeg ved jo ikke, om jeg gætter rigtigt med mine bud. Men jeg vil meget gerne prøve at hjælpe dig alligevel.
Først vil jeg sige, at du ikke skal være bange for graviditet. Pigen kan ikke kan ikke blive gravid af, at din pik bare har rørt hendes kusse.
Dernæst skal du vide, at der er mange i din alder, der har spørgsmål om sex. Og som er interesserede i sex og det modsatte køn. Mange børn leger derfor sex-lege sammen. Måske er det også det, du og pigen har gjort? Og det er faktisk helt ok, så længe I begge har det fint med det. Og I har nogenlunde samme alder.
Men nogle gange kommer man måske til at gå lidt længere i legen, end man faktisk har lyst til. Og desværre mærker man det nogle gange først bagefter. Og så fortryder man.
Når man fortryder, så lærer man dog altid noget om sig selv. Man bliver klogere på, hvad man er parat til, og hvad man ikke er parat til. Og det må man så huske næste gang. Så man ikke igen kommer til at gøre noget, man fortryder.
Mon du har talt med pigen, om det der skete? Ville det være rart for dig, at høre om hun er ok? Eller at fortælle hende, at du fortryder og har det dårligt med det, der skete. Nogle gange kan det være en stor lettelse, at fortælle andre hvordan man har det.
Derfor kan det også være, at det ville være rart for dig at snakke med en god ven om det? Eller en voksen, du taler godt med? Eller BørneTelefonen? Du er i hvert fald meget velkommen til at ringe til os, så vi kan tale mere om det. Så kan du også fortælle os mere om, hvad der skete, så vi bedre kan hjælpe dig.
Og så vil jeg til slut sige, at det er super vigtigt, at du får talt med en voksen, hvis du er blevet presset til noget. Eller hvis pigen er meget ældre end dig. For så skal den voksne sørge for, at det ikke sker igen.
Mange tanker til dig
Kærlig hilsen
BørneTelefonen