Kære pige 14 år,
Jeg forstår godt at du er i tvivl. Derfor er det smadder godt, at du har skrevet herind så jeg kan give dig et klart svar.
“At miste mødom” er en forvirrende ting. Der er mange der tror, at det at miste mødommen betyder at mødommen springer. På den måde tror de, at det er noget der ‘går i stykker’ når en pige har sex for første gang men sådan er det slet ikke.
Mødommen eller jomfruhinden som den også er blevet kaldt er lidt ligesom en elastik, der sidder ved indgangen af din skede. Før i tiden troede man, at det var lidt ligesom en hinde eller en væg man skulle igennem. Men det har man fundet ud af er helt forkert. Det er nemlig meget mere en rund elastik end noget andet.
Ligesom en hårelastik kan ringens stramhed være meget forskellig fra kvinde til kvinde. For nogle kvinder er ringen så stram at det første samleje kan gøre ondt og give blødning, mens den for andre er mere blød og elastisk og derfor ingen blødning eller smerte giver. Mødommen er altså ikke noget man på den måde kan springe eller ikke springe. Men noget der for nogen udvider sig og bløder, mens det for andre har været elastisk fra starten af og aldrig vil bløde. Du kan læse mere om det her.
Om den er udvidet eller ej siger altså ingen ting om, hvor mange man har været sammen med eller om man har haft sex. På den måde er det at miste sin mødom faktisk slet ikke forbundet med om det bløder ud af tissekonen pga. onani fx.
At miste ens mødom er altså en konkret seksuel handling mellem to mennesker. “At miste mødom” er noget vi mennesker har fundet på at kalde det at have sin første seksuelle oplevelse. Det er altså ikke noget der konkret sker i din skede, og som gør dig anderledes der nede bagefter. Giver det mening? Det kræver altså, at man har været seksuelt sammen med et andet menneske før man har “mistet sin mødom”.
Dog forstår jeg godt, at du bliver nervøs når du bløder. Det kan der være mange årsager til. Det kan være, at du har udvidet folden og der derfor er kommet blødning. Det kan også være at du har fået en rift. Du skriver dog, at der er gået seks dage og derfor tænker jeg også, at det bare kan være din menstruation som er kommet. Jeg tænker altså slet ikke, at de to ting er forbundet. Hvis du bliver mere nervøs er det en god idé at tale med en sundhedsplejerske eller en læge.
Jeg håber jeg besvarede dit spørgsmål. Du er altid velkommen til at ringe eller skrive herind, hvis du bliver i tvivl om noget andet.
Kærlig hilsen
BørneTelefonen