Hej Z,
Jeg kan godt forstå, at du ikke helt ved, hvad du skal gøre. Sex kan nemlig godt være noget, der fylder rigtig meget for nogle – især i teenagealderen og ungdommen, fordi det tit er dér mange begynder at interessere sig for det.
Som du måske allerede ved og har tænkt over, er det meget forskelligt, hvad man interesserer sig for – og hvornår man begynder at gøre det. Nogle begynder at interessere sig for det, så snart de træder ind i puberteten, og andre begynder først at interessere sig for det meget senere. Der er ikke noget galt i nogle af delene.
Der er også nogle, der bare ikke rigtig interesserer sig for sex – og som nogle gange kalder sig “aseksuelle”. Det er slet ikke sikkert, at du er dét – eller at du synes, det er noget, du kan genkende. Og hvis du kan genkende det, er det ikke sikkert, at du fortsætter med at have det sådan. Men hvis du gerne vil læse lidt om det, kan du f.eks. gøre det på Sexliniens hjemmeside lige her.
Det kan være rigtig svært at mærke og finde ud af, hvad man egentlig er til – og hvad man har lyst til. Selvom det kan være virkelig svært, er det bedste, man kan gøre, at have tålmodighed med sig selv.
Tit kan man have det sådan, at hvis man føler sig lidt presset til noget eller hvis man føler, at der er noget man “burde” gøre, så har man overhovedet ikke lyst. Hvis du kan få lagt det dér med sex og seksualitet lidt på hylden for en tid, kan det være, at du på et tidspunkt begynder at interessere dig for noget bestemt – eller måske kan du bare mærke, at det faktisk slet ikke er noget, du interesserer dig for. Og det er helt OK.
Måske har du en fritidsinteresse, du kan fokusere lidt ekstra på det næste stykke tid? Hvis man lægger ekstra energi i f.eks. en hobby i en periode, kan det være lidt lettere at slippe tankerne om den situation, man alligevel ikke kan løse her og nu. På et tidspunkt kommer “svaret”/lysten/interessen måske helt af sig selv.
Du er altid velkommen til at SMS’e eller ringe herind til BørneTelefonen på nummer 116 111 eller logge på chatten, hvis du har andre spørgsmål eller brug for at snakke mere om det. Sexlinien har også en anonym rådgivning, man kan kontakte, hvis man har spørgsmål, hvis du har lyst til at spørge dem om noget.
De bedste hilsner
BørneTelefonen