Brev

Jeg har fusket op

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 14

Hvor er det super, at du skriver herinde. Det er nemlig tydeligt, at der er rigtig mange ting, du går og tænker over lige nu. Når man er ung, sker der nemlig rigtig mange ting, både med venner, veninder, kærester og en masse andet. Det hele kan godt nogle gange føles lidt forvirrende. Jeg vil rigtig gerne forsøge at komme med nogle idéer, du kan overveje.

Når man drikker alkohol, kan man godt nogle gange gøre nogle ting, man ellers måske ikke ville have gjort. Alkohol kan nemlig gøre det sværere at finde ud af, hvad man gerne vil. Måske var det alkoholen der gjorde, at festen hjemme hos din veninde endte sådan?

Som ung er det helt naturligt, at man vil prøve nogle forskellige ting – også når det handler om sex. Og nogle gange kan man lade sig rive med af en stemning. Og samtidig er det vigtigt, at man altid er opmærksom på både sine egne og andres grænser. Det kan være en rigtig svær balance at lære – og for mange tager det desværre noget tid. Som du selv kommer ind på i dit brev, handlede det for dig måske mere om, at du var ked af det, end at du havde lyst til at være sammen med drengen.

Jeg kan godt forstå, at du bliver lidt forvirret, når din veninde bliver sur og kalder det respektløst. For du har jo spurgt din veninde, om det var okay med hende. Måske har din veninde sagt, at det var okay, fordi hun troede, hun havde det okay med det? Måske har hun bagefter syntes, det var lidt svært, når drengen er jeres fælles ven? Eller måske blev hun også sur over, at nogle andre har haft sex på hendes værelse? Og måske tror din veninde, at det er jer, der har haft sex i hendes seng? Har du mulighed for at snakke med din veninde om det?

Jeg kan godt forstå, du bliver ked af det over at få den besked af en af dine bedste venner. Jeg synes også, beskeden er skrevet lidt hårdt. Har du fortalt ham, at du faktisk blev rigtig ked af det over beskeden? Det er nemlig helt i orden at være åben omkring sine følelser – specielt overfor sine bedste venner. Måske var det slet ikke meningen, at du skulle blive ked af det? Måske var det noget helt andet, han ville fortælle med beskeden? Måske noget med at du skal passe godt på dig selv og dine grænser? At du skal mærke mere efter, hvad du vil og ikke vil? Og måske at du skal finde nogen at snakke med over bruddet med din ekskæreste? Nogen, der både kan trøste og hjælpe dig videre? Vil du kunne snakke med ham om nogle af de ting?

Til sidst synes jeg også, du måske kunne overveje at finde en voksen omkring dig, du kunne snakke med om nogle af alle de her ting? Måske en lærer på skolen – eller sundhedsplejersken? Jeg kan forestille mig, at mange af dine venner og veninder også går rundt med nogle af de samme tanker og følelser som dig?

Måske kunne man i skolen have 1 time, hvor I kan stille spørgsmål eller komme med temaer, I gerne vil snakke om? Det kan måske gøres anonymt, så man ikke får at vide, hvem der har spurgt om hvad? Måske kunne du foreslå det til din lærer?

Du skriver, at du ikke må drikke eller have sex for dine forældre. Måske kunne du alligevel overveje at snakke med dine forældre om, at du er begyndt at interessere dig for fester og sex? På den måde vil dine forældre også bedre kunne hjælpe og støtte dig en anden gang. Også i forhold til at beskytte dig mod graviditet og sexsygdomme.

https://www.sexlinien.dk/ er der også en masse info om sex, grænser og hvordan man beskytter sig bedst. Derudover har de også en rådgivning, hvor du helt anonymt kan skrive eller ringe og få gode råd.

Jeg ønsker dig alt det bedste fremover. Jeg håber, du har fået lyst til at overveje nogle af de forslag, jeg er kommet med. Hvis du får brug for at snakke, er du altid velkommen til at skrive eller ringe til 116 111.

Kærlig hilsen BørneTelefonen

Har du spørgsmål til sex eller den første gang?

Den første gang kan for nogen være en stor ting. Og mange har allerede en forestilling om, hvordan det bliver. Derfor kan nogle opleve at blive nervøse, fordi de gerne vil have en god oplevelse. Men det betyder også, at det kan blive svært at slappe helt af. Nervøsiteten kan fx gøre det svære for drenge at få en stiv pik, og for pigerne at blive våde. Det bedste råd er derfor at tage det helt stille og roligt, og tale sammen om det. 

Det er helt almindeligt at blive nervøs eller usikker omkring sin første gang. Måske du er usikker på, om du kan finde ud af det? Om du vil kunne lide det? Hvornår du er klar? Eller om du ser ”rigtig” ud? 

Der findes ikke nogen rigtig eller forkert måde at se ud på. Kroppe og kønsdele ser forskellige ud. Læs mere her, og få flere gode råd til sex og den første gang! 

Quiz om sex, seksualitet og krop

Kender du til myterne?

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat