Kære 15 årige pige.
Tak for dit brev. Der er mange mennesker, der har interesse og lyst til at se porno, da det giver dem en tilfredshedsfølelse, som virker afslappende. Måske er det også sådan, det virker på dig?
Der kan være perioder, hvor man føler et større behov for at mærke os selv, i form af at onanere og fx samtidig se porno. Så kan der komme perioder, hvor det ikke fylder lige så meget. Hvor man måske er optaget af nogle andre ting, eller bare ikke har det store behov. Måske er du blot i en periode nu, hvor du har rigtig meget lyst og med tiden vil du formentlig helt automatisk have perioder, hvor du har mindre lyst.
Nu skriver du, at du er blevet afhængig af det, og beder om hjælp til at holde op. Det kan måske være en idé, at prøve at tage en uge, hvor du ikke ser porno, men stadig godt kan røre ved dig selv og mærke din krop. Det kan være, at du oplever, at du selv begynder at fantasere helt af dig selv og ikke i samme grad behøver pornoen hver eneste aften. Kunne det være en idé?
Der er som sådan ikke noget galt med at se pornofilm. Men det man skal være opmærksom på, når man er så ung som dig, er jo at porno egentlig er lavet til at være underholdning til voksne, som har udviklet deres egen seksuelle identitet og gerne skulle have en god fornemmelse af sig selv og sine seksuelle grænser. Når man er ung som dig, og måske ikke selv har udforsket sin egen seksualitet så meget endnu, så er det vigtigt at man husker, at man i filmene kan se nogle situationer, som er meget langt fra virkelighedens verden.
Man kan måske få en fordrejet opfattelse af, hvordan det er at dyrke sex og elske med én, man rigtig godt kan lide. I pornofilmene kan det virke meget voldsomt og oftest springer man hele forspillet over, som er utrolig vigtigt og dejligt, når man er to forelskede mennesker. Det er skuespillere, som spiller forelskede og det giver nogle helt andre udtryk og stemninger, end hvis det er i virkeligheden.
Hvis man huske på det og kan skelne mellem virkelig, film og fantasi, så kan det være fint at se porno en gang imellem. Du kan måske læse mere på vores hjemmeside her: https://bornetelefonen.dk/porno-paa-nettet
Jeg håber, at du kan bruge mit svar.
De bedste hilsner fra BørneTelefonen