Kære pige på 14 år. Mange tak for dit brev til BørneBrevkassen, hvor du spørger til dit forhold til din kæreste, som er 18 år ældre end dig. Sikke et dilemma, du står I, for jeg fornemmer, at han presser dig så meget, at du bliver helt i tvivl om, hvad du skal gøre. Jeg kan forstå, at du ikke har lyst til at forlade ham, og det er der jo ikke noget at sige til, når du elsker ham...
Først og fremmest har jeg lyst til at sige, at det på ingen måde er okay, at han hele tiden går og spørger, om I skal bolle. I skal være opmærksomme på, at ifølge straffeloven i Danmark, så er det faktisk slet ikke lovligt for din kæreste at gå i seng med dig. (Fordi du er under 15 og stadig er under den seksuelle lavalder.) Du har ikke gjort noget ulovligt. Loven er lavet for at beskytte børn under 15 år mod at blive seksuelt udnyttet af nogle, der er ældre end dem selv. Så måske kunne du prøve at sige det til ham..?
Når jeg læser dit brev, lyder det som om, at I har haft en enkelt seksuel oplevelse sammen, men det har du ikke lyst til mere. Det er helt ok, og jeg tænker, det er vigtigt, at du får fortalt din kæreste, at du ikke har lyst til sex. Kan du mon fortælle ham, at du elsker ham højt og ikke har lyst til, at I skal gå fra hinanden, men at du ikke føler dig klar til sex? Du kan måske også fortælle ham, at I jo faktisk ikke må gå i seng med hinanden endnu, og at han kan blive dømt for det…
Når jeg læser dit brev, tænker jeg, at der er rigtig mange år imellem jer. Jeg ved godt, at man siger, at kærlighed ingen alder har - fordi man jo ikke selv styrer, hvem man bliver forelsket i, men I jeres tilfælde er der nogle ting, som efter min overbevisning gør jeres forhold lidt problematisk.
Det er nemlig sådan, at når man som ung er kæreste med en meget ældre voksen, så bliver magtbalancen i forholdet meget let skæv. Det betyder, at det tit for den yngste parts vedkommende bliver svært at sige fra og holde fast på sine egne holdninger. Fx i forhold til sex - men det gælder også i andre situationer. Den ældste part har mere erfaring, og det kan være svært at argumentere imod den anden eller holde fast på sin mening... Det er en af grundene til, at vi i Børns Vilkår anbefaler, at man har en kæreste på nogenlunde samme alder som en selv.
Når jeg læser dit brev, så tænker jeg, at du måske også er ekstra meget i klemme pga. den store aldersforskel og at det nok ville være lettere for dig at få sagt fra, hvis I havde været lige gamle..? Kunne du mon vise ham dit brev til BørneBrevkassen sammen med svaret og så snakke med ham ud fra det..?
Jeg tænker nemlig, at I nok er nødt til at få afstemt jeres forventninger, hvis I fortsat skal være kærester.. Der ligger et rigtigt stort ansvar på hans skuldre (fordi han er så meget ældre) og det er vigtigt, at han forstår, at han skal være meget opmærksom på at tage hensyn til dig...
Når det så er sagt, så er det vigtigt, at du lytter til din egen krop. Hvis du får brug for at drøfte det med en anonym voksen, er du altid velkommen på BørneTelefonen på 116 111, hvor der sidder rådgivere klar til at tale med dig alle hverdage fra kl. 11-23 og lørdage fra kl. 13-17. De bedste ønsker BørneBrevkassen