Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Psykisk vold

Hej brevkassen.

Jeg er en pige på 17, der altid er i godt humør.

Jeg har igennem flere år oplevet psykisk vold fra min far. Jeg har først nu opdaget, hvad det egentligt er for noget. Jeg føler mig rigtig knust, nu da jeg ved hvad der foregår i hjemmet. Jeg bliver altid virkelig ked af det, når jeg læser om andre der har samme oplevelser som mig.

Jeg har altid været meget selvsikker og haft et højt selvværd, men det slår mig pludselig at det måske ikke har været tilfældet.

Min far har aldrig slået mig hårdt, men når han nogle gange har været rigtig sur, har jeg fået et blidt klask. Når jeg har konfronteret ham med det, har jeg aldrig fået en undskyldning.

Min far kan blive virkelig sur over småting, og han råber meget ofte meget højt. Jeg bliver meget ukomfortabel når han råber og skælder ud. Han bruger ofte øgenavne for at understrege hans pointe om at jeg er ung og uvidende.

Jeg er ofte meget ude af huset, da jeg jo ikke kan lide at være derhjemme. Det kritiserer han mig ofte meget for. Jeg har aldrig venner med hjemme, da jeg ikke ved hvornår han bliver sur og hvad han kan finde på, at blive sur over.

Jeg er ofte bange for ham. Jeg prøver at være sød, men jeg bliver bare så vred og ked af det, når han nærmest mobber mig. Jeg har ikke rigtig lyst til at tale med nogen om det, da jeg føler mig super ydmyget. Jeg synes det er ekstremt pinligt, at sådan noget sker for mig og at det har været sådan i flere år.

Min far har aldrig sagt til mig, at han elsker mig. Jeg føler mig heller ikke på nogen måde elsket. Jeg har forsøgt, at udtrykke min kærlighed til ham, men uden held. Hvis jeg fortæller ham, at jeg elsker ham, så har jeg på fornemmelsen at jeg ikke får noget svar tilbage.

Jeg er virkelig splittet, da han nogle gange opfører sig rigtig pænt og er sød mod mig og mine søskende. Det gør det svært at hade ham.

Jeg ved, at svaret er at betro mig til nogen voksne med mit problem, men jeg kan ikke forklare hvorfor jeg ikke har lyst til det. Jeg er normalt meget selvsikker, men lige omkring dette emne, bliver jeg helt mundlam og tier stille.

Hvad kan jeg gøre?

Pige, 15 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 17 år,

Hvor er det godt, at du er begyndt at kunne mærke, at det ikke er ok, sådan som din far er overfor dig/jer. For det er det virkelig ikke.

Det er desværre normalt, at der kan gå mange år, før man begynder at undre sig, over de ting der sker i hjemmet. Det er jo ens forældre, og man elsker dem. Måske har det været sådan i så mange år, at man tænker; ”Det er bare sådan det er hjemme hos os”. Og så er det måske først, når man selv bliver ældre, og ved hvad der er forkert og rigtigt at gøre, at man forstår, at det ikke var okay. Sådan er det for mange børn og unge, i situationer der ligner din.

Ens forældre skal give deres børn kærlighed og omsorg. Og få én til at tro på sig selv. Det lyder desværre ikke som om, at det er det, din far gør lige nu.

Du skriver, at han nogle gange kan være rigtig sød. Andre gange er han det bare virkelig ikke. Det kan være rigtig utrygt, at det er sådan. Og sådan skal det ikke være. Det lyder som om, at din far har brug for hjælp til at blive bedre til at passe på dig. Men det er ikke dig, der skal hjælpe ham. Du er barnet. Du er ung, og skal have lov til at leve dit ungdomsliv, præcis som du vil.

Jeg kan godt forstå, at du synes det er rigtig svært, at tale om. Men jeg tror at du er nødt til det. Det er virkelig vigtigt, at du husker på, at det ikke er dig der gør noget forkert. Tværtimod. Det har stået på mange år ja, men det skal stoppe nu. 

På BørneTelefonen taler vi med mange børn og unge, der tænker, at det er helt uoverskueligt at skulle fortælle om det, der er svært. Man har en masse følelser i klemme, som du også beskriver. Og man er måske bange for, hvad der sker. Det er forståeligt. Måske kan du allerede nu mærke, en lettelse over at have skrevet et brev herind? Måske har du en ny fornemmelse, når du har læst svaret her? Du behøver ikke at gøre noget lige med det samme. Du bestemmer, hvornår du er parat. Men måske kan det hjælpe at vide, at det der foregår, ikke er okay. Og at det er muligt at få hjælp? Måske kan næste skridt være at tale med rådgiver på BørneTelefonen om, hvordan man kan få hjælp? Man kan også skrive på sms og chat. 

Du lyder som en virkelig sej og stærk pige. Men den slags, du beskriver, skal man ikke klare helt alene. 

Måske kan du også tænke lidt over, om der er en voksen, som du føler dig tryg ved? Det kan være en fra din familie, en venindes mor, en lærer?
Hun/ham ville kunne hjælpe dig og dine søskende. Og de vil måske kunne hjælpe med, at jeres familie får noget støtte. 

Jeg ønsker dig og din familie alt det bedste!

De bedste hilsner fra
BørneTelefonen

"alene" hør andres fortællinger

Hør YouTuber og influencer Emilie Briting og 17-årige Martha tale om at sige det højt, hvis man har det svært, og hvem man kan gå til.

Hjælpesætning
Få en hjælpesætning, der kan minde dig om, at du godt kan klare det, og at du er god nok!

Hvilken sætning hjælper dig?

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat