Kære pige på 12 år, tak for dit brev, som du har kaldt "Mine tanker".
Du skriver i dit brev, at du føler dig forkert - og det er ikke rart at have sådanne tanker. Men jeg synes, det er rigtig godt, at du nu skriver til BørneBrevkassen og ønsker at få svar på de vigtige spørgsmål, du stiller dig selv. Det er også godt at høre, at du ikke tvivler på, at dine forældre holder af dig...
Først og fremmest får jeg lyst til at sige til dig: Jeg tror ikke, at der er noget galt med dig! Men måske er det sådan, at du efterhånden har udviklet en negativ opfattelse af dig selv..? Du skriver, at du er blevet mobbet i det meste af din skoletid - og det er måske baggrunden for, at du i dag føler, som du gør? I hvert fald kan der godt ske det, at man begynder at tvivle på, om der er noget i vejen med en, hvis man har været udsat for mobning gennem længere tid. Måske er det det, der er sket for dig..?
Jeg synes, det lyder utrolig ubehageligt, at de andre i din klasse går og bagtaler dig. Og jeg mener, at de voksne omkring din klasse bliver nødt til at få gjort noget ved det. Det er ikke rimeligt, at hverken du (eller de andre i din klasse) skal gå i en klasse, hvor der er dårlig stemning og hvor ikke alle accepteres. Derfor vil jeg foreslå dig, at du - sammen med dine forældre - skal tage det op med din klasselærer og evt. med skoleledelsen. Det er nemlig skolens ansvar, at der er rart at være for alle i klassen.
Jeg kan godt forstå, du er ked af, at du ikke længere har kontakt med din veninde, som tidligere har gået i din klasse. Jeg ved ikke, hvorfor hun ikke svarer dig, når du prøver at kontakte hende. Men det er jo slet ikke sikkert, at det handler om dig!
Et gæt kunne være, at hun har været så påvirket af den dårlige stemning i klassen, at hun ikke orker at have noget med nogen at gøre, som minder hende om den gang, hvor hun gik der..? Sådan ved jeg i hvert fald, at det sommetider går... Måske kunne du også her bede dine forældre om hjælp..? Jeg gætter på, at de kender både pigen og hendes forældre, så måske kunne de voksne ringe sammen og få en snak om, I måske kunne ses igen..?
Jeg kan slet ikke vurdere det ud fra et enkelt brev, men nogle gange kan man i en situation som din godt have behov for at tale med nogen i en periode, så man igen kan få mod og overskud til at kigge fremad... Måske har du også brug for noget professionel hjælp..? (f.eks. en psykolog). Hvis du gerne vil være anonym når/hvis du skal bede om hjælp, kan du f.eks. i første omgang ringe til BørneTelefonen. Der vil du kunne snakke med en rådgiver om, hvad du kan gøre og evt. øve dig på, hvad du skal sige til de voksne omkring dig.
Mange hilsner BørneBrevkassen
