Kære Dreng
Det lyder til, at du ikke har det særlig rart. Men det lyder også til, at du bare gerne vil gøre noget ved det. Det synes jeg er superfedt!
Tak for dit brev. Det er super modigt af dig at skrive her til. Jeg kunne godt tænke mig, at du ville prøve at lege en lille leg, nu, imens du læser dette. Prøv at sætte dig godt til rette, luk øjnene, forestil dig, at dig og hele din klasse står på en lang række. Nu er der en, der fortæller jer om dårligt selvværd. Når han har fortalt jer om det, beder han jer om at træde et skridt frem, hvis I har et dårligt selvværd...
Hvor mange tror du, at der træder et skridt frem? Jeg tror ikke, der er nogen der ville gøre det. For jeg tror ikke, at der er nogen der tør! Men hvis nu dem med dårligt selvværd, de turde at træde frem og vise det, hvor mange tror du så, der ville træde frem? Jeg tror, det ville være mange – rigtig mange!
Nu synes du måske, at det er lidt fjollet af mig, at skrive sådan noget? (Det er det måske også :-)
) Men jeg gør det fordi, det er vigtigt for mig, at du ved, at du slet slet ikke er alene om at have det sådan. Desværre er der ret mange i hver skoleklasse, som netop har et dårligt selvværd, men som ikke tør at få gjort noget ved det. Det tør du, det er jeg ret sikker på, fordi du har skrevet herind.
Nu ved jeg jo ikke ret meget om dig. Derfor er det ikke nemt at vide præcis, hvad der er det bedste for dig at gøre. Men nu får du nogle muligheder, som jeg så håber, at du vil prøve af. Det mest oplagte er, at du får talt med dine forældre om det. Hvis du har et godt forhold til dem, så vil jeg foreslå dig, at du siger til dem, at du har brug for at snakke med dem, om noget der så vigtigt, at det ikke kan vente.
Når du har gjort det, så kommer den lidt svære del; nemlig at fortælle dem, hvordan du har det. Jer tror, det er vigtigt, at du tør være ærlig, ligesom du har været overfor mig i dit brev. Måske kunne du endda ”snyde” lidt, ved at vise dem det brev, du har skrevet herind, og det svar jeg nu skriver til dig..?
En anden rigtig god mulighed er, at du prøver at snakke med en lærer om det. Du kan vælge at gøre det på samme måde, som jeg foreslog med dine forældre. Det ville også være en rigtig god ide, hvis du havde en god ven, som du kunne tale med om det. Men det ved jeg godt, at der sikkert ikke er særlig nemt eller særlig sejt. Men måske var det en god ide at prøve, måske er han også en af dem, som ville træde frem fra rækken, hvis han turde?
Nu kan det være, at du tænker, ”ja, og hvad skal det så hjælpe?” Det vigtigste, vi som mennesker har brug for, det er, at der er nogen, som gider lytte til os, når vi synes at livet er noget være lort. Det er vigtigt, når man er 8 år, når man er 12 år, når man er 45 år og også når man er 80 år. Først når vi tør fortælle om os selv, så oplever vi, at vi er meget mere værd, end vi selv går og tror. (Det er i hvert fald min erfaring.)
Nu har du taget et stort skridt fremad, nu skal du tage et mere, og et mere, og et mere og lige pludselig, så kan det være, at du løber, uden selv at vide det! Så vil du kigge i spejlet og tænke – ”hey, hvad er det for en total sej ung dreng der står der, nå ja, det er jo mig!”
Jeg håber du kan bruge mit svar til noget. Du er selvfølgelig altid velkommen til at skrive herind igen
:-)
Kærlig hilsen BørneBrevkassen
