Kære dreng på 12 år
Tusind tak for dit brev. Det kan ikke være særligt rart for dig, at du ikke føler, at dit navn passer til dig. Derfor vil jeg rigtigt gerne prøve at hjælpe dig med, hvad du kan gøre.
Jeg fornemmer at dit navn og det at du ikke synes det passer til dig, fylder meget for dig. Og at det er noget, som du tit tænker på og måske også kan blive lidt ked af. Er det mon sådan du har det?
Det er sådan, at man skal være myndig, altså 18 år gammel, for helt selv at kunne skifte navn. Men din mor eller far eller den, der har ansvaret for dig, kan godt ændre dit navn for dig, hvis I aftaler det – og hvis du altså giver dem lov.
Derfor tænker jeg på, om du har prøvet at tale med din mor og far om de tanker, du har om dit navn?
Jeg ved, at mange børn synes, at det er rart at tale med en voksen, når noget er svært. Måske ville det også være rart for dig?
Du fortæller ikke, hvorfor du synes dit navn ikke passer til dig. For det kan der jo være mange grunde til.
Der kan også være særlige perioder i ens liv, hvor man synes bestemte navne enten er rigtig pæne eller rigtig ufede.
Har du mon altid haft det sådan med dit navn, eller har du oplevet noget særligt for nylig, der har givet dig den her tanke om at skifte navn? Det at ændre navn er jo en stor ting, og noget som er godt at tænke meget over før man gør det.
Hvis du taler med dine forældre, kan du måske få flere ting ud af det.
Det kan være de fortæller dig, hvorfor de har valgt netop det her navn til dig, og hvorfor de synes det er pænt.
Hvis man kender historien bag sit navn, kan man sommetider lære at blive glad for navnet alligevel.
Måske kan dine forældre forstå dig og tilbyder at hjælpe dig med at få skiftet navn.
Det kan også være de ikke synes det er en god ide lige nu, men at I måske kan se om du fortsætter med at have det sådan med det, også når du bliver lidt ældre.
Hvis du har det bedre med at tale med en anden voksen om det, så kan du måske prøve at fortælle din lærer eller en voksen fra din familie om det. Nogle gange er det en moster eller en onkel, der er bedst at tale med. Hvem synes du er bedst at tale med?
Du er også altid velkommen til at ringe til BørneTelefonen på 116 111 eller skrive til os på SMS eller chat her: https://bornetelefonen.dk/faa-hjaelp/. Så kan vi tage en snak om det – eller om noget andet. Du bestemmer, hvad vi taler om.
Uanset hvad, synes jeg ikke, at du skal gå og have det dårligt over dit navn. Derfor tror jeg, at det er vigtigt, at du får snakket med en sød voksen om det, så du kan få hjælp.
Kærlig Hilsen
BørneTelefonen