Kære pige på 15 år,
Tak for dit brev. På et tidspunkt skriver du, at du ikke er så god til at udtrykke følelser. Når jeg læser dit brev, så giver det mig et ret præcist billede af, hvad du føler. Det giver mig et ret præcist billede af hvor ked af det du er, hvor meget du kæmper og hvor meget du synes, at det mislykkes.
Kære pige, Du er rigtig god til at udtrykke dine følelser, i hvert fald når du ikke kan miste noget ved det. Prøv at læse den sætning et par gange og prøv så at overveje, hvad det vil sige at miste noget. Hvad er så vigtigt, at man ikke kan tåle at miste det, og hvad er ikke så vigtigt?
Nå, var det en lidt kryptisk indledning? Måske, men der var en grund til det. Du forklarer i dit brev, at du ikke kan stoppe, at folk tramper på dig, fordi du er bange for at miste dem, og så være helt alene. Jeg forstår godt dine tanker i det her. Men du er nødt til at forlade dine følelser for en stund, og så prøve at kravle op på en stige, og kigge ned på dit liv. De mennesker, der tramper på dig, er de klar over at du føler at de tramper på dig, og hvorfor vil du ikke miste dem? - Gør de noget godt for dig?- Mister du dem i virkeligheden, ved at sige fra overfor dem?
Prøv at gennemtænke en situation, hvor du føler dig trampet på, men hvor du også siger fra. Hvis du nu var den der trampede, og der blev sagt fra over for dig, så du opdagede at du havde gjort den anden ked af det. Hvordan ville du så reagere? Ville du være ligeglad sige "fuck dig" og så forlade den du havde trampet på? - Ville du blive flov? - Ville du sige undskyld og være forstående? Hvad ville du gøre?
Når du har svaret på det, så har du et billede af, hvad folk ’normalt’ gør, når de træder over en andens grænse og bliver gjort opmærksom på det. Hvis vedkommende, som du siger fra overfor, reagerer ved at blive vred på dig, eller være ligeglad med dig? Så overvej hvad du kan bruge den person til?
Hvis du bliver ved med, at lade mennesker trampe på dig uden at sige fra, så mister du dem ikke. Det er fuldstændig rigtig tænkt af dig. Men, til gengæld så risikerer du at miste dig selv! Så er vi tilbage ved den lidt kryptiske start af mit svar. Jeg gengiver lige en lille bid af min indledning: 'Hvad er så vigtigt, at man ikke kan tåle at miste det, og hvad er ikke så vigtigt?' Det der er så vigtigt, at du ikke kan tåle at miste det, det er dig selv! Kan du ikke også godt mærke det?
Din følelse af at være alene her og nu, kan jeg ikke rigtig løse for dig. Det er en følelse, som tager tid at udrydde. Men jeg kan hjælpe dig i gang med det, og jeg kan love dig, at du ikke er den eneste, der har den følelse, og at det sagtens kan lykkes at få det godt, men det tager tid, og det kræver at du kæmper med dig selv.
Jeg tror vi kan blive enige om, at det ikke er godt og ikke hjælper nogen, at lade andre trampe på dig, fordi du simpelthen mister dig selv. Du er nødt til at sige fra. Men, det kan man gøre på mange måder. Det er så vigtigt, at du koncentrerer dig om, hvad du gerne vil have ud af det, frem for at fokusere på, hvilken følelse du får helt ind i maven.
Når vi siger fra, så er vi nødt til at gøre det venligt, men bestemt. Hvis vi bliver sure, råber, vrænger osv., så risikerer vi, at den anden går i forsvarsposition, og det er uheldigt. Kunne du sige: ’Stop, det du gør, vil jeg ikke have? - det gør mig ked af det? - det er ikke okay? Hvordan ville du selv have det, hvis der var en, der sagde sådan til dig?’
Du er nødt til at beskytte det, som er dig - dine grænser. Det er svært, vi skal øve os i det, men det er vigtigt, og det virker!
Du skriver, at du lader det gå ud over din familie. Det er ikke så mærkeligt, dem der er tæt på os, er også ofte dem, der får de knubs, som egentlig er tiltænkt andre. Men har du talt med din familie om det, din mor og far? Det er så vigtigt, at dem der holder af os, ved hvordan vi har det, ellers så kan vi ikke forstå hinanden, og vi kan slet ikke hjælpe hinanden. Hvis det nu er svært for dig at tale om, kunne du så skrive et brev til dem? Eller simpelthen vise dem det brev, som du har skrevet herind og måske også mit svar.
Jeg synes, at det er rigtigt fornuftigt, at du overvejer, at opsøge andre venskaber. If. til generthed, så er det også noget du kan/skal arbejde med. Men kunne du ikke prøve at udfordre dig selv på en forsigtig måde. I stedet for at forvente, at du skal kunne indgå socialt med nogle nye mennesker, så kunne du prøve at sætte små mål. Kunne du prøve at tale med en nede i supermarkedet i en kø. En du ikke skal have noget at gøre med senere, men bare for at prøve din generthed af - hvad sker der hvis jeg gør sådan her, virker det, synes han/hun at jeg er ok, synes jeg selv, at jeg er ok, eller var det faktisk en hyggelig samtale på 10 sekunder. Så kan du prøve at udfordre dig selv mere og mere, indtil du begynder at glemme din generthed. Det behøver selvfølgelig ikke være i supermarkedet, det kan være alle mulige steder…
Kære pige. Jeg har prøvet at svare så godt jeg kan. Jeg håber du bevarer din styrke, for du er nemlig stærk, du er ikke svag, som du selv taler om. Jeg håber du kan bruge mit svar. Du er selvfølgelig altid velkommen til at skrive herind igen. Du kan også chatte med os her
http://www.bornetelefonen.dk/raadgivning/Basechat.aspx
Du kan også ringe til os på 116 111. Det synes jeg du skal overveje, hvis du bare synes, at det er for svært. Vi er vant til at tale om lige præcis den slags problemer som du har, og vi er faktisk ret gode til det.
Kærlig Hilsen BørneBrevkassen
