Brev

Bange for om jeg er forkert

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære du,

Den smerte du mærker, er tung. Det ved jeg. Vi får nemlig rigtig mange breve fra andre, der har det ligesom dig. Du er bestemt ikke alene, selvom det måske føles sådan.

Jeg kan ikke fortælle dig om du vejer for meget eller for lidt, for vægt er individuelt, og din sundhed, er kun noget en læge, vil kunne vurdere. Men jeg vil rigtig gerne tale med dig om alt det andet. Alt det, der har gjort dig utryg og usikker på din vægt. Det håber jeg, at du er med på.

Dine venners ord

Hvis man har haft nogle problemer, og ens venner er kommet til at kalde en tyk og overvægtig, kan det sætte sig som en stemme, der konstant fortæller én, at man er forkert – også selvom man ikke er det.

De fleste har sådan en stemme i forvejen (måske havde du også en?), men når man har det godt, er det ofte muligt at tysse lidt på den, så det måske mere blive en hvisken, der nogle gange kommer.

Når jeg læser dit brev, så mærker jeg tydeligt, hvor meget stemmen fylder for dig. Du skriver, at alt har ændret sig efter deres kommentarer. Og jeg kan SÅ godt forstå, hvis du også er blevet rigtig ked af det, dine venner kaldte dig. Det er bare slet ikke okay, at de sagde de ting.

Det lyder som om, at det er blevet helt umuligt at slukke for den stemme efterfølgende. Det lyder så hårdt, at den hele tiden fortæller dig, at du er forkert og at din krop er skyld i, at du ikke får alle de ting, du drømmer om.

For det at få en kæreste, handler måske allermest om held og selvtillid, end om krop og udseende. Og langt de færreste 15-årige har haft en kæreste – rigtig mange får det først i tyverne.

Et andet ord, for en streng stemme indeni er skam.

Hvis man har gjort noget galt, kan man sige undskyld. Men hvis andre siger man er forkert og man er bange for at være forkert, er det svært at placere det andre steder end hos sig selv. Der findes ligesom ikke rigtig et ord, der kan fjerne den tunge følelse af at være forkert.

Måske skammede man sig i forvejen lidt over sig selv, men når nogen så faktisk sagde de ting, som man frygter allermest at andre kan tænke om os, så bliver det rigtig svært at fortælle skammen, at den er åndssvag.

For på en måde, har de ‘fodret’ skammen, så den er vokset sig endnu større og spiser endnu mere af ens gode selvværd og selvtillid. Det fodrer også en frygt for, at man ikke er god nok. Måske kan du genkende det lidt?

Hvis du kan genkende det lidt, er det bare rigtig godt, at du stopper op og deler dine tanker med os (og andre). For skam har det ofte fedest, hvis vi går alene med den, så den rigtig kan vokse sig stor og farlig.

Nu ved jeg ikke præcis, hvad der skete mellem dine venner og dig.

Men jeg vil bare sige, at jeg bestemt forstår, hvis deres ord har ændret på, hvordan du har det og gjort det helt vildt svært at se dig selv med søde øjne. Sådan tror jeg faktisk de fleste ville have det, hvis nogen de holdt af, kaldte dem grimme ting.

Men selvom det lige nu er rigtig svært at fortælle dig selv, så behøver deres ord slet ikke at være sande.

Tænk bare på, hvor lidt tillid du har til, at de søde ord andre siger er sande. Det er lidt trist som onde kommentarer får lov at virke mere sande end de gode ting, andre siger. På en måde kunne man jo ønske sig, at det var omvendt.

Vi mennesker, er lidt dumme nogle gange

Jeg får lyst til at huske dig på, at vi mennesker også bare nogle gange siger strenge ting, fordi vi ved, at det kan gøre ondt på den anden, som vi siger det til. Det er hverken særlig sødt eller okay, men hvis man er meget vred, kan man komme til det, fordi man ønsker at gøre den anden ked af det.

Dine venner tænkte måske slet ikke over, hvordan det kunne sætte sig i dig. Men det har det gjort, og du bruger nu meget af din energi på at skælde ud på dig selv.

Jeg kommer til at tænke på om du mon nogensinde har fortalt dem, at de satte de ting i gang? For på en måde, kunne man jo faktisk ønske sig, at de sagde undskyld, frem for at du følte skam.

Det er helt forståeligt, hvis du også har svært ved at se en løsning eller at det kan blive bedre, men der er veje til at det kan blive bedre. Det ved jeg.

Jeg mærker faktisk også, at du selv har svært ved at acceptere, at det bare skal fortsætte sådan – og det er bare så godt. Måske er det også derfor du skrev, netop fordi det er alt for svært lige nu?

Lad os sammen se på nogle af de ting, der kan tysse lidt på stemmen og føre til, at du igen bliver mere glad og smilende.

Kan du prøve at genfinde tilliden?

Det lyder også som om, at du har mistet tilliden til, at andre taler sandt, når du deler dine tanker om din krop. Det er en forfærdelig utryg følelse, som jeg ved, at andre også vil kunne genkende.

De fleste er bange for, at andre tænker dårligt om dem eller er uærlige over for dem – særligt, hvis de andres ord ikke rigtig passer på, hvordan man selv har det. Fx når din mor siger, at du er perfekt som du er.

Jeg forstår godt, at det er svært at stole på alle de andres pæne ord til dig. Men i længden er det bedste sted at være, nok alligevel der, hvor der bliver sagt de gode ting til dig. For nu ved du også, hvordan andres kommentarer kan gøre dig ondt, så se om du alligevel kan unde dig selv at være der, hvor andre taler pænt om og til dig og din krop.

Har du tillid til din læge?

Fordi du også er rigtig meget i tvivl om, hvordan din krop er og om den måske er overvægtig, kunne jeg faktisk forestille mig, at det kunne hjælpe dig at søge de svar, hos nogen, der kan give dem. Her tænker jeg fx på din læge.

Jeg kommer bare til at tænke på, at det måske være nemmere at have tillid til en læge, der ved en masse om sundhed, og som du ikke mistænker er uærlig – for hvorfor skulle din læge være det?

Du kan selv kontakte din læge, hvis du har mod på det. Du kan finde nummeret bag på dit sundhedskort og ringe til ham/hende.

Hvis din læge ikke synes du er overvægtig, kan du måske alligevel bruge ham/hende til alt det andet også. For når stemmen fylder så meget, kan man have brug for hjælp, så den kan komme til at fylde mindre.

Det kunne fx være samtaler med en psykolog, der kan hjælpe dig med at bearbejde dine venners rigtig smertefulde kommentarer og alt det, de har sat i gang.

Hvad så herfra?

Selvom du er træt af alle de søde ting som andre siger, så tror jeg måske alligevel, at den omsorg og kærlighed, er noget af det, der med tiden kan udfylde det hul, der lige nu er vokset sig så uendeligt stort i dig. Derfor håber jeg også, at du vil fortsætte med at tale højt om alt det der er svært.

Måske hjalp mit svar dig også til at se mere kærligt på, hvorfor du har reageret på dine venners kommentarer. Sådan en styg stemme, er så smertefuld, så jeg håber, at mine stemme blødte det lidt op, så du ser håb for, at det kan blive lidt bedre.

Der er meget jeg ikke ved, for jeg har kun dit brev. Men jeg får lyst til at fortælle dig, at der er flere måder, hvor du kan kontakte BørneTelefonen anonymt og fortælle mere. Du kan ringe til os på 116111 og få fat i en af BørneTelefonens rådgivere. Linjen har åbent døgnet rundt – også om natten.

Du kan også se en video, hvor andre unge, der har haft det svært med sin krop, taler om det. Det kan være rart at vide, at man ikke er alene. Det kan også være rart at vide, at andre der har haft det svært ligesom en selv får det bedre.

Kærlig hilsen BørneTelefonen

 

"alene" hør andres fortællinger

Hør YouTuber og influencer Emilie Briting og 17-årige Martha tale om at sige det højt, hvis man har det svært, og hvem man kan gå til.

Hjælpesætning
Få en hjælpesætning, der kan minde dig om, at du godt kan klare det, og at du er god nok!

Hvilken sætning hjælper dig?

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat