Mine forældres skilsmisse

Hej Børnetelefonen,

Jeg kom hjem forleden aften og blev kaldt ned i stuen, hvor min mor og far grædende fik fortalt til mine søskende og jeg, at de gik fra hinanden. Skilsmissen kom ikke som et chok, da jeg i over et halvt år havde kunnet mærke, at noget var anderledes. Det gjorde ondt i min mave hver gang, at jeg så dem var anspændte overfor hinanden og nærmest være lidt afvisende konstant. Flere år tilbage hørte jeg ved et uheld mine mor nævne, at de da også bare kunne blive skilt nu. Jeg var bange i meget lang tid, men det skete aldrig.

Forleden kom det hele så frem, og jeg var faktisk en anelse lettet. Så skulle jeg da i det mindste ikke høre på dem skændtes længere. Samtidig var det som om, at hele min verden bare blev splintret i tusindvis af småstykker. Jeg kan ikke lide, når mine elskede forældre græder og er sure på hinanden, men jeg kan heller ikke overskue tanken om, at vi ikke er en hel familie længere.

Vi har fået snakket en masse igennem, for jeg er meget tætte med mine forældre og søskende, og det har selvfølgelig hjulpet en masse. Samme aften ringede jeg også rundt til alle mine veninder, og især en veninde hjælper meget, da hun har gået igennem det samme. Faktisk støtter hele klassen mig – også lærerne.

Jeg er bare helt knust. Jeg kan grine kort i skolen, men så forsvinder smilet også bare. Jeg er meget let til tårer, og det mindste kan tricke det. Skriver eller siger folk: “Er du ok?” og giver mig en krammer, så jeg er fuldstændig grædefærdig eller på grådens rand igen. Jeg har den her knude i maven konstant, og jeg får ikke spist, for min appetit er væk. Dog tvinger veninderne og familien mad ned, for de er bekymrede.
Jeg kan ikke sove om natten. Natten efter de store, dårlige nyheder fik jeg sovet 3 timer. Jeg græder mig selv i søvn hver nat, og jeg er så bange for fremtiden.

Min far pendler meget mellem mange lande, og han benægtede ikke, at han måske ikke blev boende i vores hjemby. Jeg så bange for at glide fra ham, hvis jeg ikke kan se ham en uge af gangen ligesom med min mor. Jeg vil savne dem så meget! Min søster lider af anoreksi, og dette går hende self. på. Hvad hvis hun bliver mere syg? Samtidig vil jeg gerne være den store og stærke overfor min lillebror, for han har det også svært. Men jeg ved ikke, om jeg kan klare det.

Jeg er så frustreret og bange, og jeg ved ikke, om jeg nogensinde kommer hel igennem det her.
Forleden tænkte jeg, at jeg hellere ville forsvinde, for det her gør hamrende ondt.

Jeg løber som sædvanlig for at få den psykiske smerte ud af kroppen, og det har jeg tænkt mig at blive ved med.

Mine yndlingslærere vil også rigtig gerne snakke, og jeg har sagt ja, men jeg er så bange for at græde voldsomt, fordi det her er så svært for mig at tale om.
Hvad med min yndlingshøjtid, som vi altid tilbringer sammen? 2x flytning?

Jeg ved ikke, om jeg kan klare det.

Vi snakker meget åbent om det her, men alligevel er jeg jo så knust. Al tryghed i at være en velfungerende familie er brudt.

Undskyld, undskyld for denne lange besked. Jeg havde så meget brug for at komme ud med ALT.

Kram fra en sønderknust pige.<3333