Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Far og Selvmordstanker

Hej brevkassen.

Mine forældre gik fra hinanden da jeg var mindre en 1 år, så jeg er opvokset med at være ved dem skiftevis. Jeg har boet ved min mor 11 ud af 14 dage. Og resten af dagene har jeg været ved min far.

Jeg har aldrig haft et godt forhold til min far. Jeg har som helt lille blevet svigtet og glemt af ham op til flere gange. Og den dag idag, sker det også. Jeg havde sidste år 2 veninder med hjemme ved min far. Han bor ude i en lille by, med under 50 indbyggere. Men da jeg havde mine veninder med hjemme, drak han sig fuld og da hun mor bor næsten 2 timer væk fra min far, fik vi min venindes far og min mormor og morfar til at hente os, da de 3 boede 30 min væk.

Jeg valgte dengang ikke at se ham i 2 måneder. Og generelt i den periode efter det, havde jeg det rigtig svært og kunne græde på hvilket somhelst tidspunkt. Jeg valgte at se min far efter de 2 måneder, men hvor jeg hele tiden var i kontakt med nogen, hvis det skulle ske igen. Efter det, har jeg fået et rigtigt svært forhold med alkohol osv.

I sidste uge skulle han have hentet min hvor han plejer at hente mig når han har mig. Han dukkede aldrig op, så mine bedsteforældre hentede mig. Efter den weekend blev jeg enig med min mor om at jeg ville vente med at se ham i et godt stykke tid.
Da jeg er hjemme ved min moster her i fredag, fortæller hun min at min far hat truet min mor op til flere gange med at begå selvmord fordi at alle er imod ham når det gælder om hvordan han er over for mig.

Jeg ved ikke selv hvordan jeg skal håndtere det her. For på den ene side har jeg haft så mange problemer med ham at det faktisk bare kunne være det nemmeste og på den anden side er han min far.
Jeg føler selv at jeg snart er ved det punkt at jeg græder af ingenting igen.

Hvad skal jeg gøre?

Mvh en pige med en far der har selvmordstanker

Pige, 16 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 16

Tak for dit brev. Det er tydeligt, at det her fylder meget for dig. Og måske føler du skyld over, hvordan din far har det? Derfor vil jeg gerne starte med at fortælle dig, at det ikke er din skyld, at din far har selvmordstanker. Det er ikke i orden, at din far truer din mor med at begå selvmord. Men det er noget, der er mellem dine forældre. Du har ikke gjort noget forkert – og du skulle ikke have gjort noget anderledes. Hvis din far har selvmordstanker, er det hans læge, der skal hjælpe ham.

Du skriver i brevet, at du aldrig har haft et godt forhold til din far. Og jeg kan godt forstå, at du ikke bryder dig om, når han glemmer aftaler og når han drikker. Jeg tror, det er derfor, du oplever, at du i perioder har let til tårer. Har du kunnet snakke med ham om det? Jeg kan forestille mig, at han ikke glemmer aftalerne, fordi han er ligeglad. Men måske fordi han glemmer ting, når han drikker. Ville der være en mulighed for, at du på et tidspunkt kunne få snakket med ham om nogle af de ting? Og måske kender du en, du vil kunne tage med hen og snakke med din far – en som kan støtte dig og hjælpe dig til at få sagt det, du gerne vil sige? Jeg tror, det kan være en rigtig god ting, at du får snakket ud med din far. På den måde kan I måske blive enige om nogle fælles regler for, hvordan det fremover skal være, når I er sammen.

Nogle gange kan det også være rart at snakke med nogen, der ikke er en del af det. Det er rart, at du kan snakke med din mor. Men måske kunne det også være rart nogle gange at snakke med nogen, der ikke er en del af det? Det kunne fx være en lærer eller måske en bedsteforælder, du har tillid til. Og samtidig kunne han eller hun også støtte dig, hvis du får det svært, mens du ikke er derhjemme?
Jeg håber, du har fået nogle idéer til, hvad du kan gøre. Og jeg håber, at det vil lykkes dig at få snakket ud med din far, så I kan finde en løsning, du har det godt med. Hvis du har brug for nogle flere idéer eller bare har brug for at snakke, er du altid velkommen til at skrive eller ringe.

Jeg kan også anbefale dig at tjekke vores hjemmeside ud via dette link: https://www.bornetelefonen.dk/tema/alkohol-familien, hvor du også kan finde råd. Du er ikke alene, og du har brug for hjælp, så du kan få det bedre.

Kærlig hilsen BørneTelefonen
 

Få flere gode råd om selvmordstanker

Selvmordstanker er ofte et tegn på, at man står i en situation, som er svær og som man ikke kan klare alene.

Der kan være mange forskellige årsager til, at man får selvmordstanker. Det kan fx være at man har mistet nogen tæt på. Det kan også være, man har oplevet noget, der har gjort en rigtig ked af det. Eller måske man undrer sig over meningen med livet og derfor tænker på døden.

Hvordan takler man selvmordstankerne? Det første skridt er at tale med nogen om det, det er nemlig vigtigt, at du ikke går alene med tankerne. Men hvordan fortæller man nogen om sine selvmordstanker? Måske man er bange for at gøre andre kede af det eller måske man ikke lige ved, hvordan man starter sådan en snak.

På siden her, kan du finde gode råd og hjælp til hvordan man fortæller noget svært.

Selvmordstanker Andre der hjælper

Angst og depression – gratis psykolghjælp

Gratis psykologhjælp til behandling af angst og depression (18-24 år)
Læs mere

Giftlinjen

Anonym professionel hjælp ved forgiftning af fx medicin eller rusmidler
Læs mere

Headspace

Har du brug for at mødes og tale med en voksen anonymt? (12-25 år)
Læs mere

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat