Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

En ven i nød

Hej, jeg er en pige på 16 år, der skal til at afslutte 1g.

Jeg har for ikke ret lang tid siden fundet ud af, at en af mine klassekamerater har selvmordstanker og flere gange har været tæt på at skære sine håndled over.

Vi snakkede om det til en fest, så jeg ved godt, at han ikke var ædru. Jeg synes dog stadig at dette er noget man skal tage utrolig alvorligt eftersom jeg flere gange i løbet af 1g har set ham være rigtig nedtrykt og han har sagt nogle depressive ting.

Jeg blev selvfølgelig ked af det og snakkede med en anden veninde fra klassen om det. Hun sagde, at hun vidste, at han havde selvmordstanker og havde vidst det i lang tid. Hun havde luftet ideen for ham om en psykolog, men jeg ved ikke hvor seriøst det blev sagt.

Jeg forstår bare ikke, hvorfor der ikke er nogen der har sagt eller gjort noget.

Det er tydeligt at han har brug for hjælp, men jeg ved ikke hvad jeg skal gøre eller sige…

det skal siges at vi ikke er specielt tætte.

Men skal jeg kontakte hans forældre, eller snakke med ham eller noget tredje?

Han bliver snart 18 og jeg ved ikke om jeg kan gøre noget.

Jeg vil bare ikke være passiv, hvis der skulle ske ham noget. :-((

Tak på forhånd

Hilsen den rystede veninde

Pige, 16 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 16 år.

Det lyder som om din ven ikke har det så godt. Det må være svært at gå rundt og føle at livet ikke er værd at leve. Og det kan være en rigtig svær situation at stå i som ven eller familie til en der har selvmordstanker. Din veninde har rådet ham til at starte til psykolog. Det synes jeg faktisk er et rigtig godt råd til ham. Jeg kan samtidigt godt forstå at det virker frustrerende for dig, at ingen har handlet mere end de har gjort. Det er det dejligt at høre at du er bekymret for din ven, selvom du ikke er specialt tæt med ham. 

Jeg synes at det ville være en god idé, du prøver at tale med ham igen. Du kan fx sige at samtalen I havde, har gjort et stort indtryk på dig og at du faktisk går og er bekymret for ham. Du kan sige til ham at du synes han skal tale med sine forældre om det, så han kan få noget hjælp. Fx tænker jeg det ville hjælpe ham at komme til lægen, så lægen kan tale med ham og vurdere, hvad der er bedst at gøre. Prøv at høre hvad han har at sige til det. Og så tror jeg han vil sætte pris på at vide, at du er bekymret for ham.

Det kan også være at han kan få en snak med en studievejleder, der er mange studerende som har samtaler om den psykiske trivsel. Eller tænker jeg, at studievejlederen også kan hjælpe ham videre. Måske vil det kræve noget støtte, at han kommer over hurdlen med at få talt om det med en voksen.

Du kan også opfordre ham til at ringe eller skrive til os her på BørneTelefonen. Vi vil rigtig gerne tale med ham selv! Eller han kunne prøve at tage kontakt til www.Headspace.dk en rådgivning for unge, hvor han også kan komme ind og snakke, hvis han helst vil det.

Derudover synes jeg det ville være en god idé at tale med dine egne forældre. For du skal ikke stå med de her bekymringer og tanker alene. Måske har de en idé til, hvad I sammen kan gøre? For de kender dig jo, og måske kender de endda også ham lidt?

 

Du lyder som en rigtig sød og betænksom veninde. Du kan støtte og hjælpe, men du kan ikke tage det fulde ansvar for ham. Det kan han og hans forældre. Dejligt at du vil hjælpe ham - det er det rigtige at gøre. Og jeg håber svaret her kunne hjælpe dig lidt på vej. Du er altid velkommen til at kontakte os igen.

Kærlig hilsen 

BørneTelefonen

Få flere gode råd om selvmordstanker

Selvmordstanker er ofte et tegn på, at man står i en situation, som er svær og som man ikke kan klare alene.

Der kan være mange forskellige årsager til, at man får selvmordstanker. Det kan fx være at man har mistet nogen tæt på. Det kan også være, man har oplevet noget, der har gjort en rigtig ked af det. Eller måske man undrer sig over meningen med livet og derfor tænker på døden.

Hvordan takler man selvmordstankerne? Det første skridt er at tale med nogen om det, det er nemlig vigtigt, at du ikke går alene med tankerne. Men hvordan fortæller man nogen om sine selvmordstanker? Måske man er bange for at gøre andre kede af det eller måske man ikke lige ved, hvordan man starter sådan en snak.

På siden her, kan du finde gode råd og hjælp til hvordan man fortæller noget svært.

Selvmordstanker Andre der hjælper

Angst og depression – gratis psykolghjælp

Gratis psykologhjælp til behandling af angst og depression (18-24 år)
Læs mere

Giftlinjen

Anonym professionel hjælp ved forgiftning af fx medicin eller rusmidler
Læs mere

Headspace

Har du brug for at mødes og tale med en voksen anonymt? (12-25 år)
Læs mere

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat