Kære pige 17 år,
Mange 1000 tak for dit meget vigtige brev, og for din store tillid.
Jeg vil gøre mit allerbedste for at hjælpe dig.
Mit svar bliver lidt langt, så jeg har sat nogle overskrifter ind. På den måde kan du se, hvad jeg har skrevet om hvor.
Hvis det er meget at læse på en gang, så kan du evt. læse det lidt af gangen og holde nogle pauser. Eller læse det flere gange. Det kan nemlig være anstrengende og kræve meget energi, at læse om ting der er svære og gør ondt.
At fortælle om en voldtægt kræver stort mod og stor styrke. Og jeg kan virkelig godt forstå, at du ikke var parat til det, da du var 15 år. Selv voksne kvinder kan miste modet til at fortælle om en voldtægt.
Og rigtig mange piger, der er blevet voldtaget, fortæller ikke om det før længe efter. Nogen fortæller desværre først om det, når de er blevet voksne, eller måske aldrig.
Der er rigtig mange og rigtig gode grunde til at modet kan svigte.
Men heldigvis har du fundet modet til, at fortælle om det nu. Jeg siger heldigvis, fordi der som du også har mærket, er mange negative konsekvenser af en voldtægt, som det er meget vigtigt at få hjælp til.
Og som man KAN få hjælp til.
Det er ikke kun tvangen/truslen/volden og det fysiske i voldtægten, der skaber smerte.
Det har også store psykiske konsekvenser, at være blevet voldtaget. Og angsten og de mange spørgsmål kan drive selv de stærkeste piger næsten til vanvid.
Du har selv prøvet, at den fysiske og psykiske smerte kan blive så stor, at du fik tanken om, at selvmord måske var den eneste måde at slippe væk fra smerten.
Heldigvis slap du tanken igen, for der ER hjælp at få!
Og det ER muligt at arbejde sig ud af smerten og få det godt igen. Også selvom voldtægten er sket for 2 år siden.
Det er ALDRIG for sent, at få hjælp til at hele de psykiske sår og skader efter en voldtægt. Derfor er det heller aldrig for sent at fortælle om det. Uanset om der er gået 5 måneder, 2 år, 8 år eller 25 år!
Der kan nogle gange gå rigtig, rigtig lang tid, før man er parat til at tale om det.
Når jeg læser dit brev, så får jeg en fornemmelse af, at det her måske er første gang, du fortæller nogen om voldtægten?
Det må have været både utroligt svært og samtidig lettende, at få skrevet tingene ned og så sende dem til os?
Under alle omstændigheder er det et stort skridt, som jeg er rigtig glad for at du har taget! For det er det første og vigtige skridt, på vej mod at hele dig selv, og komme fri af både angst, sorg og smerte. Og første skridt på vej mod at du kan få det godt og blive glad for livet igen.
Den måde jeg kan hjælpe dig på her i brevkassen, er ved at fortælle dig hvor og hvordan du kan få den hjælp, du har brug for og ret til.
Steder du kan få hjælp. Jeg ved ikke hvor i landet du bor, men her er oplysninger til steder hvor du kan få professionel hjælp i hhv. Jylland, Fyn og Sjælland:
Jylland: http://www.auh.dk/om+auh/afdelinger/f%C3%A6lles+akut+afdeling/til+fagfolk/center+for+voldt%C3%A6gtsofre
Fyn: http://www.ouh.dk/wm122842
Sjælland: http://www.rigshospitalet.dk/menu/AFDELINGER/Enheder+paa+tvaers/Center+for+Seksuelle+Overgreb/?siu=true
Jeg ved det kan være skræmmende og overvældende, at kontakte et center for voldtægtsofre. Men når du ringer, så kan du jo være anonym til at begynde med. Og når du så har talt med dem et par gange, og er mere tryg, kan du måske finde modet til at aftale at mødes med en rådgiver/psykolog.
Når du tjekker deres hjemmesider, så kan du se at de både henvender sig til nogen der lige har været udsat for voldtægt, OG til dem der ligesom dig har gået alene med det i måneder eller år.
De skriver det er vigtigt man henvender sig så hurtigt som muligt. MEN, de ved også, at mange simpelthen ikke er klar til det, før lang tid efter. De vil forstå præcis, hvorfor du har handlet som du har. Og de ved, at man har det svært på en helt bestemt måde, når man har gået alene med oplevelserne i lang tid.
Deres hjælp og støtte er gratis, og de har afdelinger flere steder i landet end lige i Århus, Odense og København. De kan hjælpe dig med at finde et sted, der er tæt på hvor du bor.
Jeg ved at det er svært, at tage det næste skridt: At fortælle det til nogen, uden at være anonym. Det kræver stort mod at skrive om det i et anonymt brev. Og det kan virke næsten uoverskueligt, at skulle fortælle det til nogen sådan: Ansigt til ansigt.
For på et tidspunkt MÅ du fortælle det til nogen flere. Både til dine nærmeste og til de dygtige og ansvarlige mennesker, du vælger skal hjælpe dig, med at hele smerten efter voldtægten.
Og når du får samlet det mod, så vil du opdage, at det er meget, meget befriende og helende, at få lov at fortælle om voldtægten til en, der ved hvad det handler om, og som forstår og støtter.
En der kan fortælle dig, at alt det du føler, er følelser som ALLE der er blevet voldtaget føler. Ligesom de også er fyldt af den samme angst, og de samme spørgsmål og tanker, som du er fyldt af.
En som kan hjælpe dig til at komme godt igennem alt det svære. Og som kan fortælle dig, hvordan andre er kommet gennem det på en god måde.
Husk også at du altid er velkommen til at ringe, chatte, sms’se med os. Vi kan f.eks. hjælpe dig med, at finde ud af, hvordan du kan fortælle det til f.eks. dine forældre, eller hvordan du kan tage den første kontakt til et af de steder, der tilbyder hjælp. Vi kan også bare lytte og støtte dig. Det er dig, der bestemmer.
For du skal under ingen omstændigheder gå alene med det mere! Det har du gjort længe nok.
Vi vil rigtig gerne hjælpe dig, og DU bestemmer hvordan.
Jeg sender dig mine allervarmeste tanker og håb.
Stort kram til dig fra BørneTelefonen
